Debatten om AI er ofte præget af stærke og modsatrettede fortællinger. På den ene side omtales AI som en stor teknologisk revolution, der vil forandre hele den globale økonomi. På den anden side advares der mod en ny boble, hvor forventningerne er løbet langt foran den praktiske anvendelse.
Begge perspektiver fylder meget, men bidrager kun i begrænset omfang til at forstå, hvordan virksomheder prioriterer deres investeringer og IT-budgetter.
I Horizon3 ønsker vi at være ustøjende og flytte fokus fra støj og narrativer til data. Ikke fordi fortællinger er uden betydning, men fordi langsigtet værdiskabelse i sidste ende formes af konkrete beslutninger om kapitalallokering – særligt i store virksomheder, hvor IT-budgetter prioriteres under betydeligt pres.
Her spiller IT-direktørerne en meget central rolle. Deres opgave er at sikre stabil drift, øge produktiviteten og reducere risici. Når et stort flertal af disse beslutningstagere samtidig vælger at øge investeringerne i bestemte teknologier, er det sjældent drevet af kortsigtet hype, men af reelle behov.
Ifølge det internationalt anerkendte IT-analysehus Gartner (NYSE:IT) forventer 91% af alle IT-direktører at øge virksomhedens investeringer i AI i 2026 med gennemsnitlige budgetstigninger på 38%. Også investeringer i IT-sikkerhed, dataanalyse samt cloudplatforme ventes ifølge Gartner at få en større andel af virksomhedernes IT-budgetter i 2026.
Nedenfor gennemgår vi fem områder, hvor data viser, at virksomhederne aktivt flytter kapital hen. Samlet giver de et mere nøgternt billede af, hvor AI allerede er ved at blive en integreret del af den daglige drift.
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.
AI: På vej ind i kerneprocesserne
AI og generativ AI er det område, hvor IT-direktørernes prioriteringer ændrer sig mest markant. Ifølge Gartner forventer 91% at øge deres investeringer i AI med gennemsnitligt 38%. Det er store budgetstigninger i en tid, hvor mange IT-budgetter er under pres.
Det centrale er dog ikke kun størrelsen på investeringerne, men hvordan teknologien anvendes. AI bevæger sig gradvist væk fra mindre pilotprojekter og ind i eksisterende softwareløsninger og forretningsprocesser, blandt andet gennem udbredelsen af AI-agenter. Fokus ventes i stigende grad at blive på konkrete anvendelser som automatisering af vidensarbejde, kundeservice, intern support og softwareudvikling.
Denne udvikling peger på, at værdiskabelsen i AI i høj grad ligger i selve applikationslaget snarere end i selve AI-modellerne. For virksomheder handler det mindre om at udvikle avanceret teknologi internt og mere om at integrere standardiserede AI-funktioner i eksisterende workflows.
At 91% af virksomhederne planlægger at øge investeringerne så meget i en periode med budgetpres, taler imod, at der er tale om en kortvarig mode. Det ligner snarere en tidlig fase i en bred adoption. Det er også den linje, vi har hørt fra ledelsen på de mange earnings calls, vi var med på i tredje kvartal.
Cybersikkerhed: Et strukturelt investeringsområde
Cybersikkerhed er blandt de mest konsekvent prioriterede områder i virksomhedernes IT-budgetter, og AI forstærker denne tendens. Ifølge Gartner forventer 84% af alle IT-direktører i 2026 at øge investeringerne i cybersikkerhed med gennemsnitligt 26%.
Udviklingen drives af to faktorer. For det første øger AI og cloud kompleksiteten i IT-landskabet. Når virksomheder får flere systemer, flere integrationer og mere automatisering, bliver de også mere sårbare over for cyberangreb. For det andet ser vi nu også, at de der angriber, i stigende grad selv bruger AI. Det øger kravene til overvågning, detektion og respons.
Læs også: AI giver strukturel medvind til CrowdStrike
Resultatet er, at cybersikkerhed i stigende grad opfattes som en afgørende forudsætning for digital drift frem for noget, der kan skrues op og ned for. Investeringer kan ikke udskydes uden konsekvenser, da systemer, der ikke lever op til sikkerhedskravene, ganske enkelt ikke kan bruges i større skala.
Samtidig spiller AI en voksende rolle i selve sikkerhedsløsningerne, blandt andet i form af automatiseret trusselsanalyse og hurtigere respons. Dermed bliver cybersikkerhed et område, hvor AI både øger behovet for investeringer, men hvor det også bliver en del af selve løsningen.
For investorer understreger det, at cybersikkerhed ikke er et cyklisk tema, men et strukturelt vækstområde, der får medvind fra den stigende AI-adoption.
Data og analyse: Forudsætningen for AI-værdi
AI skaber kun værdi, hvis datafundamentet er på plads. Det afspejles tydeligt i IT-direktørernes prioriteringer, hvor 79% ifølge analysehuset Gartner forventer at øge investeringerne i business intelligence og data analytics med gennemsnitligt 25%.
Mange virksomheder oplever i dag, at deres eksisterende datainfrastruktur ikke er klar til AI-brug. Det skyldes, at deres data ofte er fragmenterede, uensartede eller mangler governance. Derudover ligger cirka 85% af alt data ifølge Snowflake CEO Sridhar Ramaswamy stadig på egne servere og ikke i skyen. Det begrænser anvendeligheden, hvor virksomheder nu flytter en større del af deres IT-budgetter til løsninger, der kan samle, strukturere og analysere data mere effektivt.
Læs også: AI driver accelererende vækst hos Snowflake
En væsentlig del af virksomhedernes AI-investeringer handler således om forberedelse snarere end direkte anvendelse af AI. Før AI-baserede løsninger kan implementeres i stor skala, skal datakvalitet, adgang og sikkerhed være på plads.
For softwareleverandører betyder det, at værdiskabelsen ikke kun findes i synlige AI-funktioner, men også i de værktøjer, der gør data anvendelige på tværs af virksomheden. Disse løsninger får sjældent stor opmærksomhed, men efterspørgslen vil alt andet lige vokse i takt med AI-adoptionen.
Set i et investeringsperspektiv peger det på en bredere og mere robust værdiskabelse, hvor flere led i software-økosystemet nyder godt af den strukturelle bevægelse mod mere datadrevet drift.
Cloud og applikationsmodernisering: AI som accelerator
Cloudplatforme og modernisering af applikationer er områder, hvor AI indirekte driver investeringer. Ifølge Gartner forventer 72% af alle IT-direktørene at øge investeringerne i cloud-platforme, mens 69% vil bruge flere midler på at modernisere deres eksisterende applikationer.
Budgetstigningerne ventes næste år at blive henholdsvis 21% og 19%, når der regnes ud fra et gennemsnit.
Situationen er, at mange ældre systemer ikke er designet til AI-baserede arbejdsgange. De er ofte vanskelige at integrere og mangler også den fleksibilitet, som moderne software kræver. For at kunne udnytte AI effektivt er virksomheder derfor nødt til at opdatere eller erstatte store dele af deres eksisterende IT-landskab.
Denne proces er sjældent hurtig, men den er strukturel. Cloud og modernisering bliver ikke mål i sig selv, men nødvendige skridt for at gøre virksomheder mere skalerbare og automatiserbare. AI fungerer her som en accelerator for en udvikling, der allerede var i gang.
Læs også: Microsoft Azure øger omsætningsvæksten til 40%
Samtidig falder investeringerne i klassisk on-premise infrastruktur. Det peger på en langsigtet omallokering af IT-budgetter snarere end en midlertidig tilpasning.
For investorer understreger det, at AI ikke bør ses isoleret. Teknologien trækker en bred opgradering med sig, hvilket skaber flere parallelle vækstspor og reducerer afhængigheden af enkelte teknologiske gennembrud.
Integration, low-code og API'er: Det stille fundament
Integrationsteknologier, API-arkitektur og low-code-platforme er mindre synlige, men spiller en afgørende rolle i adoptionen af AI. Ifølge Gartner forventer omkring 65% af IT-direktørerne at øge investeringerne i integrationsløsninger, mens low-code også prioriteres højere.
AI-baserede løsninger og agenter skaber kun værdi, hvis de fungerer på tværs af systemer. Det kræver robuste integrationer, klare grænseflader og fleksible værktøjer, der gør det muligt at tilpasse workflows løbende.
Her fungerer integration og API’er som det tekniske fundament, der binder softwarelandskabet sammen. Derudover giver low-code-platforme virksomheden mulighed for selv at bygge og justere softwareløsninger uden lange udviklingsforløb, hvilket øger tempoet i implementeringen.
Disse typer software er sjældent i fokus i den offentlige debat, men er ofte kendetegnet ved stabile forretningsmodeller og langvarige kunderelationer. Efterspørgslen vokser i takt med kompleksiteten i IT-landskabet.
Samlet set understreger det, at AI-udviklingen ikke kun handler om nye funktioner, men om et bredere software-økosystem, hvor også de mere stille og tekniske lag spiller en central rolle i den langsigtede værdiskabelse.
Vi er velpositioneret i forhold til tendenserne
Gartner-analysen illustrerer, hvor virksomhederne faktisk prioriterer at allokere deres IT-budgetter i 2026. Det stemmer direkte overens med flere af de strategiske investeringstemaer, som udgør fundamentet i Horizon3 – herunder AI, cloud, cybersikkerhed og software.
Semiconductors leverer den nødvendige computerkraft bag denne udvikling, og vi vil derfor også fortsat være eksponeret mod dette investeringstema.
Derudover investerer vi i fintech, digitale platforme og e-commerce, som i højere grad handler om digitale forretningsmodeller end om underliggende teknologi.
Du kan læse mere om vores otte investeringstemaer her.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation kan eje aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.