CrowdStrike (NASDAQ:CRWD) offentliggjorde i aftes et overbevisende regnskab for tredje kvartal. Et regnskab, som ikke kun overgik analytikernes konsensestimater, men også bekræftede, at cybervirksomheden nu for alvor er tilbage på vækstsporet efter det store globale IT-nedbrud i sommeren 2023.
Ledelsens earnings call gav også en styrket tro på, at CrowdStrike nu står midt i en ny vækstcyklus, som er drevet af både AI og kunders ønsker om at konsolidere deres IT-sikkerhed hos de ledende leverandører på markedet. Her er CrowdStrike med sin Falcon-platform allerede godt positioneret som dén platform, der sikrer organisationers digitale infrastruktur mod trusler udefra.
Læs vores investeringscase for CrowdStrike
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.
Tredje kvartal med accelererende vækst
CrowdStrike omsatte i tredje kvartal for $1,23 mia., hvilket var 1,5% mere end forventet af analytikerne. Som vist i figur 1 var det samtidig tredje kvartal i streg, hvor de kunne fremvise accelererende omsætningsvækst. Dermed synes CrowdStrike for alvor at være ude af skammekrogen efter det store globale IT-nedbrud, de var en hovedaktør i.
Figur 1 - Sidste to års udvikling i omsætningen
Den årlige tilbagevendende omsætning er et andet vigtigt nøgletal, som CrowdStrike rapporterer hvert kvartal. Det steg 23% til $4,92 mia. Det mest interessante tal var dog tilgangen af helt ny omsætning, som steg hele 73% til $0,27 mia.
Bruttomarginen i abonnementsforretningen, som udgør 95% af den samlede omsætning, var 81%. Det er et vigtigt nøgletal, som er med til at validere CrowdStrikes stærke markedsposition og strategiske voldgrav. De rabatter, der efter det store IT-nedbrud sidste sommer blev givet, ser således heller ikke ud til længere at fylde meget i regnskaberne.
Nettoindtjening per aktie steg 26% til $0,96 per aktie. Det var 2% over konsensusestimatet på $0,94 per aktie. Det frie cash flow for tredje kvartal var $296 mio. svarende til en margin på 24% af omsætningen.
Dermed opnår CrowdStrike en rule-of-40 score på 46, når den procentuelle omsætningsvækst lægges til den frie cash flow-margin.
AI-adoptionen tager fart
En af de mere interessante pointer fra ledelsens earnings call var udbredelsen af AI-agenter. Ifølge CEO George Kurtz bruges de mere og mere aktivt og i stigende grad også som reelle digitale kolleger, der har adgang til data, træffer beslutninger og endda samarbejder med AI-agenter fra andre virksomheder.
Ligesom på sidste earnings call fremhævede George Kurtz, at disse AI-agenter bliver en ny type identitet, der skal beskyttes, fordi de udvider den digitale sårbarhed på samme måde, som medarbejdere af kød og blod gør det.
AI-adoptionen er med til at øge efterspørgslen efter CrowdStrikes produkter. George Kurtz ser det som et strukturelt skifte, der vil give hans virksomhed medvind i takt med, at AI-adoptionen sker. Han vurderer, at efterspørgslen efter sikkerhed i AI-systemer vil stige hurtigere end mange forventer. Og kvartalets vækst i Identity Protection, Cloud Security og Next-Gen SIEM viser, at AI allerede er en reel vækstdriver for CrowdStrike og ikke længere et fremtidsscenarie.
Forretningsmodellen gør det let at skalere
CrowdStrikes FLEX-model er ved at blive en af de vigtigste forretningsmæssige innovationer i softwarebranchen det seneste år. I stedet for at købe enkeltmoduler, binder kunderne sig nu til en samlet økonomisk ramme, som de løbende kan aktivere moduler fra efter behov.
Det reducerer friktion i salgsprocessen, øger time-to-value og gør det i det hele taget lettere for kunder at udvide brugen af CrowdStrikes Falcon-platform. I tredje kvartal steg den FLEX-relaterede årlige tilbagevendende omsætning til $1,35 mia. Det er hele 200% mere end året før og så stor en succes, at ledelsen kalder det for fremtidens kontraktmodel.
En anden vigtig pointe er, at FLEX-aftalerne hjælper CrowdStrike til en hurtigere og bredere adoption af Next-Gen SIEM, der nu er et af de hurtigst voksende forretningsområder. Markedspotentialet vurderes samtidig at være fem til seks gange større end end-point-området, hvor CrowdStrike traditionelt kommer fra.
Vi holder øje med fem ting
Der er ingen tvivl om, at CrowdStrike er kommet rigtig stærkt tilbage efter det store IT-nedbrud i sommeren 2023. På trods af et stærkt kvartal er der fem områder, vi mener, investorer bør følge tæt:
Væksten i årlig tilbagevendende omsætning. Skal de stabilisere væksten i intervallet over 20% i de kommende år, er det afgørende, at de fastholder et højt momentum i den årlige tilbagevendende omsætning.
Udviklingen i Next-Gen SIEM. Dette marked er stort, fragmenteret og modent for konsolidering. CrowdStrikes resultater vil her definere en stor del af casens upside frem mod 2030.
Virksomheders brug af AI-agenter. Jo hurtigere virksomheder går fra eksperimenter til drift af AI-agenter, desto hurtigere vokser sikkerhedsbehovet. CrowdStrike er positioneret som sikkerhedslaget i AI-infrastrukturen.
Modning af FLEX-modellen. Hvor hurtigt store enterprise-kunder aktiverer yderligere moduler, bliver afgørende for både vækst og marginer.
Marginudviklingen i takt med skala. CrowdStrike har allerede en operating margin over 20%. Spørgsmålet er nu, om skala og adoption af nye moduler kan drive marginerne yderligere op uden at bremse innovationen.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation kan eje aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.