Horizon3

Rentemelding fra FED sendte vækstaktierne i vejret

Den forgangne uge viste, hvor hurtigt stemningen på aktiemarkedet kan ændre sig. Stemningsskiftet skyldes ikke konkrete nyheder fra virksomhederne i fondens portefølje. For deres vedkommende sluttede regnskabssæsonen mandag, hvilket vi markerede med et investorwebinar tirsdag aften.

Deltog du ikke i webinaret, kan du se optagelsen her.

Frem for virksomhedsspecifikke nyheder var det en tale fra den amerikanske centralbankchef Jerome Powell, som satte positiv gang i mange af fondens aktier i den sidste halvdel af ugen. Det kan du læse mere om herunder, hvor vi også deler spændende nyheder fra Nvidia, Nubank og Hims and Hers.

Første starter vi dog med en kort opdatering på regnskabssæsonen for det seneste kvartal.

Det har været endnu en god regnskabssæson

Det har været endnu en god regnskabssæson for de allerfleste af de 28 virksomheder i fondens aktieportefølje. Både når vi kigger på omsætningen og indtjeningen.

Starter vi med virksomhedernes omsætningen, så voksede den mere end analytikernes konsensusforventning i 27 af porteføljens i alt 28 virksomheder. Kun Tesla (NASDAQ:TSLA) kunne ikke  leve op til omsætningsforventningerne, som de missede med 2,32%. 

Læs mere om Tesla regnskabet for fjerde kvartal

Sammenligner vi denne regnskabssæson med det forrige, så slog 96% af virksomhederne omsætningsforventningerne mod 79% i den forrige. Det er en statistisk, som vi selvfølgelig er meget tilfredse med. Efter at have deltaget i virksomhedernes earnings calls er det vores forventning, at der også i den kommende regnskabssæson vil være mange positive afvigelser.

Fortsætter vi til nettoindtjeningen, så tjente 79% af virksomhederne flere penge end i forrige kvartal. Det var en tilbagegang i forhold til forrige regnskabssæson, hvor 88% af virksomhederne overleverede på indtjeningen. Det var dog kun 14%, som leverede mindre overskud end forventet. Der var her  primært tale om mindre afvigelser i forhold til analytikernes konsensusforventninger. En enkelt afvigelse skyldes en ekstraordinær og enkeltstående skattebetaling, hvilket træk nettoindtjeningen i minus.

I fonden opfatter vi den gode regnskabssæson som endnu en stærk validering af, at de fleste af fondens virksomheder løser kritiske opgaver for deres kunder. Opgaver som er vanskelige at spare uanset de makroøkonomsike forhold. Hvem vil eksempelvis spare på deres IT sikkerhed i en verden, der forbindes mere og mere digitalt?

Den amerikanske centralbank spår tre rentesænkninger i 2024

Onsdag aften gik chefen for den amerikanske centralbank Jerome Powell på talerstolen på deres månedlige rentemøde. Her fortalte han, at centralbanken fastholder renten på de nuværende 5,25% til 5,50%. Samtidig indikerede Jerome Powell, at de i indeværende år forventer tre rentesænkninger – og yderligere to i 2025.

Det er væsentlig færre rentesænkninger i 2024 end de seks, som ellers tidligere har været manges konsensusforventning. 

I fonden tager vi ikke udmeldingen for mere, end hvad det er. Men fakta er, at det startede en stor efterspørgsel efter flere af de aktier, som indgår i fondens portefølje. Vi er ikke makroøkonomer, men vores vurdering af udmeldingen fra Jerome Powell er, at den førte til mere klarhed og mindre usikkerhed. Samtidig kan færre forventede rentesænkninger end de oprindelige seks også ses som et tegn på, at en blød makroøkonomisk landing nu vurderes mere sandsynlig end en hård landing.

For kursen på fondens investeringsbeviser betød det konkret, at den fra onsdag til fredag steg med 3,24% til kurs 159,45. De aktier der trak det største læs var Upstart (NASDAQ:UPST), The Trade Desk (NASDAQ:TTD) og SoFi (NASDAQ:SOFI).

Fondens afkast er år til dato 13,52% og 58,97% for de seneste tolv måneder.

Nvidia præsenterer ny superchip på deres udviklerkonference

I denne uge afholdte Nvidia (NASDAQ:NVDA) deres årlige udviklerkonference i den californiske by San José. Her gik CEO Jensen Huang på scenen og præsenterede Blackwell, som erstatter Hopper platformen. B200 GPU’en bliver den nye superchip. Den er 30 gange hurtigere end den H100 GPU, som har trukket Nvidia’s vækst gennem de seneste tolv måneder.

Udover at være hurtigere, mere kraftfuld og mere sofistikeret end H100 GPU’en, så forventes den nye B200 superchip kun at bruge 25% af den energi, som forgængeren bruger. Prisen forventes at blive et sted mellem $30 og $40.000 per chip. Dertil kan lægges et årligt abonnement på $4.500 per chip til software.

Blackwell plaformen forventes at blive lanceret senere på året. Allerede nu har de tre store cloud leverandører Microsoft, Amazon og Google indgået aftaler om levering af den nye B200 superchip. Også danske Novo Nordisk ventes at købe ind på Nvidia’s Blackwell platform og hele økosystemet omkring det.

I kølvandet på offentliggørelsen af Blackwell platformet har flere analyse- og aktiehuse hævet deres kursmål for Nvidia aktien, som i år allerede er steget mere end 90%. Nvidia aktien er fjerde største position i porteføljen med et gennemsnitligt afkast på 114%.

Nu Holding aktien satte ny kursrekord

Nu Holdings (NYSE:NU), som er virksomheden bag latinamerikanske Nubank, satte fredag ny kursrekord med en pris på $12,25 per aktie.

Nu Holdings aktien blev introduceret på New York Stock Exchange den 9. december 2021. Det var også nogenlunde der den store globale aktienedtur, som fortsatte det meste af 2022, begyndte. Som det ses af figur 1 ramte denne aktienedtur også Nu Holdings, hvis aktiekurs i løbet af sommeren 2022 ramte et lavpunkt på $3,31 per aktie.

Figur 1 - Historisk kursgraf for Nu Holdings aktien
Nu Holdings satte fredag ny kursrekord

I Fonden Horizon3 Innovation var Nu Holdings en af de første aktier vi købte til porteføljen. Første køb lavede vi 14. februar 2023 til en pris på $4,97 per aktie. Vi har løbende køb aktier i Nu Holdings, og har foreløbigt et gennemsnitligt afkast på næsten 46%. 

Selv om Nu Holdings aktien er steget 183% på ét år, så er aktien reelt billigere i dag, hvis man bruger fundamentalanalyse. Årsagen til det er, at bankens nettoindtjening er vokset endnu mere end aktiekursen, og at fremtidsudsigterne i dag er endnu lysere end for et år siden.

Læs vores perspektiv på Nu Holdings seneste kvartalsregnskab

Går vi et år tilbage, skulle man som investor betale $38,6 for en nettoindtjening på $1 baseret på de næste tolv måneders forventede indtjening. I dag er prisen faldet til $30,9, hvilket er næsten 20% billigere end for tolv måneder siden. Banken ventes i år at omsætte for $11,16 mia. og levere en nettoindtjening på $0,40 per aktie. Det vil i givet fald svare til en vækst på 39% og 64% i forhold 2023.

Nu Holdings er fondens femtestørste position.

Hims & Hers har fået en god start i fondens portefølje

Vi meldte i sidste uge ud, at vi har solgt fondens Apple aktier for i stedet at investere i blandt andet Hims & Hers (NYSE:HIMS). Vores vurdering var, at Hims & Hers med kun 1,5 millioner betalende brugere har en længere vækstkurve foran sig end Apple. Derudover er Hims & Hers nu blevet profitable og generede i seneste kvartal et positivt frit cash flow $47 millioner. 

Læs mere om udskiftningen i fondens portefølje

Hims & Hers har fået en god start i fondens portefølje med et foreløbigt afkast på knap 10%. Vores første portion aktier blev købt 12. marts til en pris på $14,42 per aktie.

Hims & Hers, som stadig er en mindre position i fondens portefølje, forventes at øge omsætningen fra $872 millioner i 2023 til tæt på $3 millarder i 2023, hvis man skeler til analytikernes konsensusestimater. I samme periode forventes virksomhedens nettoindtjening at vokse fra $0,22 per aktie til $1,51 svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på cirka 33%.

Analytikerestimaterne nævnt ovenfor er bedste bud, og skal derfor tages med forbehold. Fondens disposition skal derfor heller ikke opfattes som en anbefaling til andre om at købe eller sælge aktier i Hims & Hers eller andre af de virksomheder, som er nævnt i dette indlæg. Til det kender vi ikke læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.

Investeringscases

Vidste du, at man kan læse alle vores investeringscases fra porteføljen?

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.

Køb Horizon3 Innovation

Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 151.5

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation