- 11. august 2024
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Virksomhederne
Ugen forærede gode muligheder til langsigtede investorer
Det har været den mest volatile aktieuge i fondens nu 18 måneder korte historie. Det ses ved, at det Nasdaq indekset mandag havde det største kursfald på en enkelt dag siden februar 2022 for senere på ugen stige mest på en én dag i mere end to år. Volatiliteten var drevet af såkaldte carry trades, hvor spekulative investorer havde lånt penge i japanske yen for at investere i eksempelvis aktier.
Det væddemål gik galt, da den japanske centralbank hævede renten med blot 0,25%. Dermed steg spekulanternes gæld. Da mange nu ikke længere kunne honorere deres gæld, blev de af bankerne tvunget til at sælge ud af deres aktiebeholdninger. Det gav store og meget pludselige kursfald mandag morgen til aktier verden over.
Det kraftige kursfald havde dog ikke noget som helst med virksomhedernes kvalitet og resultater at gøre. Mere om det længere nede i dette ugebrev.
Vi udnyttede mandag morgens kursfald
I fonden Horizon3 Innovation benytter vi os ikke at gearing. Derfor var mandag morgen også en mulighed for os frem for et problem. Det udnyttede vi til at købe flere aktier i 11 af de virksomheder, som indgår i fondens portefølje. I figur 1 har vi vist virksomhederne, vi købte aktier i, og hvad afkastet har været på disse køb fra mandag morgen til fredag eftermiddag..
Figur 1 - Urealiseret afkast på mandagens aktiekøb
Samlet set lukkede kursen på fondens investeringsbeviser fredag 4,83% højere end fredagen før. Det resultat er vi tilfredse med.
Siden lanceringen 6. februar 2023 har fonden lavet et samlet afkast på 48,04%. Det er mere end 7% bedre end Nasdaq indekset og hele 21% mere end det passive MSCI verdensindeks.Når det er sagt, så er kursen på fondens investeringsbeviser i dag 11% lavere end den foreløbige kursrekord på 165,25, som blev sat 15. juli i år.
I fonden har vi stor tiltro til, at vores investeringsstrategi vil hjælpe os til nye kursrekorder i fremtiden.
Fonden har købt aktier i to nye virksomheder
Som citatet fra Berkshire Hathaway CEO Warren Buffett lyder, så er det for den langsigtede investor et godt tidspunkt at købe aktier, når der er frygt i gaderne. I fonden har vi en investeringshorisont på minimum fem år. Derfor udnyttede vi kursfaldende i ugens første dage til at investere i to nye virksomheder.
Den første er Arm Holdings (NASDAQ:ARM), som har specialiseret sig inden for design af halvlederchips og processorer. Arm har med deres energieffektive løsninger vundet markedsandele inden for smartphones, tables, biler og smarte enheder til hjemmet. De har en licensbaseret forretningsmodel, som giver virksomheder som Apple, Samsung og Qualcomm mulighed for at integrere Arm’s teknologi i deres egne produkter.
LÆS VORES INVESTERINGSCASE FOR ARM HOLDINGS
Aktiekurserne for chipsektoren har siden midten af juli været i en nedadgående trend trods det, at de allerfleste chipvirksomheder har offentliggjord stærke regnskaber. Det har også ramt Arm aktien, der siden toppen 10. juli er faldet med knap 43%. Det har vi udnyttet til at åbne en langsigtet position i Arm Holdings.
Den anden er Palantir (NYSE:PLTR), som vi gennem lang tid har haft på vores observationsliste. Palantir har specialiseret sig inden for udvikling af avancerede dataanalyseløsninger, der hjælper organisationer med at samle, analysere og visualisere store mængder data. Det hjælper dem til at træffe hurtigere og bedre beslutninger.
LÆS VORES INVESTERINGSCASE FOR PALANTIR
Palantir præsenterede mandag aften et rigtig stærkt regnskab, som overbeviste os om at investere i virksomheden.
Da vi ikke kendernes læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal vores dispositioner ikke ses som anbefalinger til andre om også at købe aktier i de to virksomheder.
Vi har solgt vores aktier i Airbnb
Aktierne i de to virksomheder er finansieret via inflow til fonden og salg af fondens aktier i Airbnb (NASDAQ:ABNB). Vi er i stigende grad blevet usikre på, om Airbnb kan levere den omsætningsvækst, som vores investeringskriterier kræver. Trods både EM, OL og en generel god sommersæson, så nedjusterede ledelsen på deres earnings call tirsdag omsætningsforventningerne til netop tredje kvartal.
I fonden kan vi sagtens leve med udsving kvartal til kvartal, og vi sælger ikke aktier i en virksomhed på grund af ét dårligt kvartal. Men når vi kigger på trenden i antallet af bookinger i figur 2, kan vi se, at væksten gennem de seneste to år har været aftagende. Det er til trods for, at ledelsen flere gange har givet klart udtryk for, at Airbnb stadig er tidligt på deres vækstrejse.
Figur 2 - Vækst i antal bookinger på Airbnb
Vi vil i fonden stadig følge Airbnb, men vurderer lige nu, at der er bedre langsigtet afkast at hente ved at investere andre steder. Blandt andet er vi utrygge ved de regulatoriske usikkerheder og deres prisstruktur, som at mange betragtes som ugennemsigtig og unfair.
En af de bedste regnskabssæsoner
Distancerer vi os fra carry trades og den seneste tids øvrige turbulens på aktiemarkedet, så er faktum, at fonden har kurs mod en af de bedste regnskabssæsoner til dato. Det er for os det vigtigste, da langisgtet afkast drives af virksomhedernes evne til at øge deres omsætning, indtjening og frie cash flow.
I tabel 1 har vi opsummeret omsætnings- og indtjeningstallene for for det kvartal, der sluttede 30. juni og vist hvor meget de afveg fra analytikernes konsensusestimater.
Tabel 1 - Kvaliteten af virksomhedens seneste kvartalsregnskaber
Virksomhed |
Omsætning |
Beat/miss |
EPS |
Beat/miss |
---|---|---|---|---|
ASML |
€6,24 mia. |
+ 2,89% |
€4,01 |
+ 2,89% |
Spotify |
$3,81 mia. |
- 0,15% |
$1,33 |
+ 31,53% |
Tesla |
$25,50 mia. |
+ 3,07% |
$0,52 |
- 16,14% |
ServiceNow |
+ 0,64% |
$2,63 mia. |
$3,13 |
+ 10,09% |
Microsoft |
$64,73 mia. |
+ 0,45% |
$2,95 |
+ 0,23% |
AMD |
$5,83 mia. |
+ 1,99% |
$0,69 |
+ 1,26% |
SoFi |
$0,60 mia. |
+ 5,30% |
$0,02 |
+ 60,00% |
Confluent |
$0,23 mia. |
+ 2,07% |
$0,06 |
+ 31,00% |
Arm Holdings |
$0,94 mia. |
+ 3,58% |
$0,40 |
+ 15,44% |
Amazon |
$147,98 mia. |
- 0,52% |
$1,26 |
+ 23,76% |
MercadoLibre |
$5,07 mia. |
+ 8,32% |
$10,48 |
+ 25,67% |
Block |
$1,87 mia. |
+ 2,75% |
$0,93 |
+ 11,36% |
Cloudflare |
$0,40 mia. |
+ 1,65% |
$0,20 |
+ 42,15% |
Hims & Hers |
$0,32 mia. |
+ 3,78% |
$0,16 |
+ 28,56% |
Palantir |
$0,68 mia. |
+ 3,94% |
$0,09 |
+ 10,56% |
Uber |
$10,70 mia. |
+ 1,05% |
$0,74 |
+ 39,49% |
Coupang |
$7,32 mia. |
- 0,85% |
$0,07 |
- |
Upstart |
$0,13 mia. |
+ 2,49% |
- $0,17 |
- |
Datadog |
$0,65 mia. |
+ 3,23% |
$0,43 |
+ 20,48% |
The Trade Desk |
$0,58 mia. |
+ 1,11% |
$0,39 |
+ 9,55% |
For Block har vi af regnskabstekniske årsager vist dækningsbidraget i stedet for omsætningen. Der er ikke vist indtjeningsafvigelser for Coupang (NYSE:CPNG) og Upstart (NASDAQ:UPST), da forventningen for Coupang var $0,00 per aktie. For Upstart var det et mindre underskud end forventet.
De bedre end forventede forretningsmæssige resultater fra virksomhederne i fondens aktieportefølje gør os til langsigtede optimister, hvad fondens fremtidige afkast angår.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.
Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.
Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 188.5