19 af fondens 31 virksomheder har nu aflagt regnskab for kvartalet, der sluttede 31. marts 2026. Også i dette kvartal har fondens virksomheder genereret høj omsætningsvækst og endnu højere vækst i indtjeningen. Dermed eksekverer de fortsat på fondens strategi om at fokusere på profitabel vækst inden for tech og digitalisering.
Kursmæssigt er mange af aktierne også kommet godt igen efter et skuffende første kvartal. Det foreløbige afkast i de første fem uger af andet kvartal ligger således på knap 20%. Det er dog stadig i høj grad de ledende aktier inden for chip-sektoren, som foretrækkes af investorerne. Flere aktier inden for software og cybersikkerhed har dog også vist godt momentum på det seneste.
Læs også: Datadog-aktien stiger 31% efter godt kvartalsregnskab
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.
Gennemsnitlig indtjeningsvækst på 83%
Konklusionen efter regnskabssæsonens første 19 regnskaber er, at porteføljeselskaberne fortsat eksekverer på et meget højt niveau, hvad angår både evnen til at levere omsætnings- og indtjeningsvækst samt til at leve op til analytikernes forventninger.
Ser vi på omsætningen, har væksten i forhold til første kvartal sidste år været 45%, mens nettoindtjeningen per aktie er steget 83%. I forhold til analytikernes konsensusestimater har 89% overleveret på omsætningssiden, mens det indtil videre er 79% på indtjeningssiden.
I tabel 1 har vi i alfabetisk rækkefølge vist udviklingen i omsætningen og nettoindtjeningen siden første kvartal 2025 og sammenholdt de realiserede resultater med analytikernes konsensusestimater.
Tabel 1 - Status på de 19 aflagte regnskaber for første kvartal
Virksomhed | Omsætning | Vækst | Konsensus | EPS | Vækst | Konsensus |
|---|---|---|---|---|---|---|
Alphabet | $109,90 mia. | + 22% | Beat | $5,11 | + 82% | Beat |
Amazon | $181,50 mia. | + 17% | Beat | $2,78 | + 75% | Beat |
AMD | $10,25 mia. | + 38% | Beat | $1,37 | + 43% | Beat |
Arm Holdings | $1,49 mia. | + 20% | Beat | $0,60 | + 9% | Beat |
ASML | €8,77 mia. | + 13% | Beat | €6,62 | + 10% | Beat |
Astera Labs | $308,36 mio. | + 93% | Beat | $0,61 | + 85% | Beat |
Cloudflare | $639,75 mio. | + 34% | Beat | $0,25 | + 56% | Beat |
Datadog | $1,00 mia. | + 32% | Beat | $0,60 | + 30% | Beat |
Lumentum | $808,40 mio. | + 90% | Miss | $2,37 | + 316% | Beat |
MercadoLibre | $8,85 mia. | + 49% | Beat | $8,23 | – 16% | Miss |
Microsoft | $82,89 mia. | + 18% | Beat | $4,27 | + 23% | Beat |
Palantir | $1,63 mia. | + 85% | Beat | $0,33 | + 154% | Beat |
ServiceNow | $3,77 mia. | + 22% | Beat | $0,97 | + 20% | Beat |
Shopify | $3,17 mia. | + 34% | Beat | $0,33 | + 27% | Beat |
SK hynix | €30,24 mia. | + 173% | Beat | €32,6 | + 329% | Beat |
SoFi | $1,09 mia. | + 42% | Beat | $0,12 | + 100% | Meet |
Spotify | $5,31 mia. | + 17% | Beat | $4,04 | + 248% | Beat |
Uber | $13,2 mia. | + 13% | Miss | $0,72 | – 11% | Beat |
Upstart | $308,21 mio. | + 44% | Beat | $0,30 | – | Miss |
Uber (NYSE:UBER) og Lumentum (NASDAQ:LITE) er de to eneste af fondens virksomheder, som ikke helt har kunnet leve op til analytikernes omsætningsestimater. Afvigelsen var på mindre end 0,5% for dem begge.
På indtjeningssiden missede MercadoLibre (NASDAQ:MELI) og Upstart (NASDAQ:UPST) konsensusforventningerne. Starter vi med MercadoLibre, så har ledelsen for mange kvartaler siden meldt ud, at de prioriterer langsigtet vækst over kortsigtet indtjening. Med en omsætningsvækst på 49% ser den strategi fortsat ud til at give mening.
For Upstart var beskeden, at de i første kvartal traditionelt udbetaler bonusser til virksomhedens ledere og medarbejdere, hvilket analytikerne ifølge CEO Paul Gu ikke havde taget højde for i deres indtjeningsestimater. Det er samtidig vigtigt at bemærke, at Upstart fastholder sin guidance for hele 2026, og at virksomhedens hovedaktionær og tidligere CEO David Girouard allerede to dage efter regnskabsaflæggelsen valgte at købe Upstart-aktier for $5 mio. på det åbne marked.
Chip-aktierne trækker stadig afkastet
I årets første kvartal var det hovedsageligt chip-aktierne, der drev det afkast, der var at hente inden for tech-segmentet. Den tendens har vi set fortsætte de første fem uger af andet kvartal, selv om andre sektorer også er begyndt at bidrage. I figur 1 herunder er vist de ti aktier i fondens portefølje, som indtil videre er steget mest i andet kvartal.
Figur 1 - Porteføljens største foreløbige kursstigninger i andet kvartal
I figur 1 ses det, at seks af de ti aktier er rene chip-virksomheder. Amazon og Alphabet kan med deres voksende chipforretninger også delvist placeres i samme kategori, selvom de også har andre meget store forretningsområder. Softwarevirksomheden Datadog har efter sit stærke regnskab for første kvartal fået en foreløbig top 5-placering.
Chipsegmentet fylder knap 30% af fondens portefølje. Vi har i indeværende uge taget gevinster hjem i flere af de navne, der er steget allermest de seneste uger, og som efter vores vurdering er begyndt at løbe lidt foran fundamentalerne.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation kan eje aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.