Horizon3

Microsoft Azure er vokset 29% på tolv måneder

Det var et rigtig flot regnskab, som Microsoft (NASDAQ:MSFT) præsenterede sent i går aftes, og som i dag også er blevet taget rigtig godt imod af investorerne. Samlet set er omsætningen på tolv måneder vokset 13% til $56,5 mia. Det er næsten 3% mere, end hvad der på forhånd var forventet af analytikerne. 

For investorerne er cloudforretningen nok det forretningsområde, der holdes mest øje med. Her overraskede Azure positivt og kunne fremvise en vækst på 29% i forhold til samme kvartal sidste år.  Samlet set omsatte Intelligent Cloud, som er det største af i alt tre forretningsområder, for $24,3 mia. 

Microsoft tjente 13% mere på bundlinjen end forventet

Samlet set var det efter vores begreber et imponerende regnskab, som Microsoft præsenterede i aftes. Og det gælder både væksten i omsætningen og deres evne til at tjene penge på bundlinjen. 

Starter vi med dækningsbidraget, så var det $40,2 mia. svarende til 71% af omsætningen. Det var samtidig 16% mere end i samme kvartal sidste år. Dækningsbidraget voksede således også højere end omsætningens 13%.

Endnu mere positivt ser det ud, når vi kigger på driftsresultatet. Her blev 48% af omsætningen konverteret til indtjening, og endte på $26,9 mia. Det var 25% mere end første kvartal sidste år. 

I figur 1 herunder har vi vist omsætningen og driftsresultatet for alle tre forretningsområder. Mest indtjenende forretningsområde er Productivity and Business Processes med en overskudsgrad på 54%. Intelligent Cloud konverterer 48% af hver dollar til overskud, mens Personal Computing konverterer 38% til overskud. 

Figur 1 - Omsætning og driftsresultat for hver forretningsområde

Nettoindtjeningen for første kvartal var $22,3 mia. eller $2,99 per aktie. Det var 13% mere end analytikernes konsensusestimat, der lød på $2,65 per aktie. På aftenens telekonference nævnte CEO Satya Nadella og CFO Amy Hood store stordriftsfordele og stærke value propositions som hovedforklaringen på den høje nettoindtjening.

Det frie cash flow for kvartalet var $20,7 mia. og 22% mere end for et år siden. 

Microsoft Azure vinder markedsandele

Satya Nadella fortalte på telekonferencen i aftes, at Microsoft Azure tager markedsandele fra konkurrenterne i takt med, at flere og flere virksomheder flytter deres IT fra kælderen til skyen. Noget kunne tyde på, at han har ret, når man kigger på konkurrenten Alphabet, som også aflagde regnskab i aftes.

Her kunne man se, at Google Cloud på tolv måneder har øget omsætningen med 22% fra $6,8 til $8,4 mia. Så fra en lavere base vokser Google Cloud mindre end Microsoft Azure. 

I morgen offentliggør Amazon deres regnskab, hvor vi selvfølgelig følger op på udviklingen i deres cloudforretning.

Som aktionærer i Microsoft og ikke i Alphabet er vi i fonden naturligvis tilfredse med at se, at det netop er Microsoft der har stærkest vind i sejlene. Kigger vi på de fortsat store investeringer i cloudforretningen, så tror vi, at væksten vil fortsætte mange år endnu.

Copilot er kommet godt fra start

Med Copilot er Microsoft blandt de virksomheder, der er længst fremme i feltet med at gøre AI praktisk anvendeligt for virksomheder og brugere verden over. På telekonferencen blev det fortalt, at Copilot allerede har flere end 1 mio. betalende brugere. Det er 40% flere end for blot tre måneder siden.

Læs mere om Microsoft Copilot

Copilot vil koste $30 per bruger per måned og vil med hjælp fra AI øge produktiviteten og kreativiteten hos ledere og medarbejdere verden over. Vi hører i fonden allerede førstehåndsberetninger fra de første brugere, som udtaler, at de aldrig vil give Copilot fra sig igen.

Vi tror derfor også, at den første million af betalende brugere kun er starten, og der i de kommende kvartaler og år vil komme mange flere til. Tiden vil vise, om vi får ret.

Købet af Activision Blizzard er endelig gennemført

Det var en tilfreds Satya Nadella, der også kunne fortælle, at købet af spilgiganten Activision Blizzard er gennemført. Med købet har Microsoft overtaget en virksomhed med rettighederne til spil som Candy Crush, Diablo og Gears of War.

Vi ser købet som styrkelse af Microsofts forretning inden for gaming. Vi er også bevidste om, at det har været et dyrt opkøb, som specielt de britiske konkurrencemyndigheder har haft svær ved at godkende. Det har betydet, at Microsoft har måtte give køb på flere konkurrencerelaterede elementer for at få købet godkendt. 

Der blev på aftenens telekonference ikke sagt meget konkret om købet af Activision Blizzard, hvilket vi heller ikke havde forventet. Vi forventer dog, at informationsflowet gradvist bliver øget over de kommende kvartaler.

Investeringscasen i Microsoft er stadig intakt

Efter at have gennemgået regnskabet og deltaget i aftensens telekonference er det vores klare vurdering, at investeringscasen for Microsoft stadig er intakt. Endda nok også styrket.

Læs vores investeringscase for Microsoft

Argumenterne for vores holdning er, at vi i Microsoft ser en virksomhed, der trods deres enorme størrelse stadig vokser mere end forventet. Det gælder især inden for Intelligent Cloud, men også for Productivity and Business Processes, som på tolv måneder er vokset  13%. Forretningsområdet Personal Computing, som er mere cyklisk end de to andre forretningsområder, voksede 3%, og er tilbage på niveauet fra før coronakrisen. 

Vores vurdering er endvidere, at cloudforretningen sammen med Copilot og AI generelt, giver Microsoft den strukturelle medvind til at kunne vokse profitabelt mange år endnu. Det er en hypotese, vi naturligvis tester hvert kvartal. Cybersecurity, hvor de er verdens største leverandør, vil alt andet lige også være en stærk vækstdriver.

Kigger vi på virksomhedens indtjening og finansielle balance, så er de i en eksklusiv klasse, hvor kun ganske få virksomheder er med. Sammenholdt med en dygtig ledelse og en høj innovationskraft, tror vi, at Microsoft vil blive en god, langsigtet investering for fonden og dens medinvestorer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke. 

Risici

Alle investeringer indebærer risici. Læs mere om fondens væsentligste her.

Disclaimer

Artiklen er generel investor-information og ikke investeringsanbefalinger.

Fonden

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation og hvordan du bliver medinvestor.

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation