Fonden Horizon3 Innovation kl n leverede i andet kvartal det højeste kvartalsafkast siden lanceringen i februar 2023. Inklusiv udbytter på 6,30 kr. per investeringsbevis blev det samlede afkast på 40,04%. Afkastet placerer fonden blandt de 4% bedste i verden i Morningstar kategorien Global Large Cap Growth, som består af 3.183 fonde.
Det rekordhøje afkast kommer i halen på et svagt første kvartal, hvor fonden leverede et minusafkast på 16,66%. Dermed er det samlede afkast efter første halvår på 16,71% og 125,95% siden lanceringen tilbage i 2023. Over en periode på tre år har fonden opnået en placering blandt de 7% bedste i verden i den føromtalte Morningstar kategori.
Benchmarkes fondens afkast mod det teknologitunge Nasdaq Composite indeks samt verdensindekset, så har fonden igen lagt sig i spidsen, når afkast måles siden lanceringen 13. februar 2023. Det samme er tilfældet år-til-dato og det gode andet kvartal. Måler vi over de tolv måneder fra 1. juli 2025 til 30. juni 2026 er vi bagefter grundet det utilfredsstillende afkast, som fonden havde i perioden fra november 2025 til og med udgangen af første kvartal 2026.
Figur 1 - Sammenligning af afkast over forskellige perioder
Skal vi konkludere på datapunkterne i figur 1, så er vi tilfredse med, at vi siden starten har leveret et merafkast på mere end 10% i forhold til Nasdaq Composite og næsten dobbelt så meget afkast som verdensindekset. Det er også glædeligt, at vi er kommet så stærkt tilbage i andet kvartal efter en forudgående periode på fem måneder med utilfredsstillende afkast.
Vi har i dette skriv valgt kun at kommunikere afkast for den udloddende afdeling af fonden, da den har den længste historik. Den akkumulerende afdeling Horizon3 Innovation Akk. kl. n følger samme investeringsstrategi og søger altid at have samme indhold og vægtning af porteføljen.
Væksten accelererer stadig
Ser vi på de 31 virksomheder i fondens portefølje, som ved udgangen af andet kvartal havde aflagt regnskab for det kvartal, der sluttede 31. marts 2026, så var den gennemsnitlige omsætningsvækst 53% i forhold til samme kvartal året før. Det er en acceleration i forhold til første kvartal året før, hvor væksten lå på 31%. De fem største vækstskabere i porteføljen findes alle inden for semiconductor-temaet.
Af porteføljens 31 virksomheder overgik de 94% analytikernes konsensusestimater for omsætningen. Den største positive afvigelse stod Micron Technology for med en vækst, der var næsten 18% højere end forventet af analytikerne. Lumentum Holdings og Uber var ikke i stand til helt at indfri forventningerne. Begge manglede dog kun mindre end 0,5% for at nå i mål.
Fortsætter vi til EBIT-resultatet, så slog 84% af virksomhederne analytikernes konsensusforventninger. I gennemsnit var væksten 115%, hvilket også var en acceleration i forhold til samme kvartal sidste år, hvor EBIT-væksten var 110%. Også her var det semiconductorsektoren, der dominerede, mens der også var flotte væksttal til softwarevirksomheden Palantir samt SoFi, som øgede deres EBIT-resultat med henholdsvis 152% og 131%.
I gennemsnit steg nettoindtjeningen 113% i forhold til første kvartal sidste år. Også her var der tale om en stor acceleration i forhold til for tolv måneder siden, hvor væksten var 77%. Micron Technology trak gennemsnittet kraftigt op med en vækst på mere end 1.200%. Holder vi dem ude af regnestykket, var væksten dog stadig 71%.
Læs også: Micron Technology i stor kursstigning efter endnu et rekordresultat
I fonden glæder vi os over, at kvartalets rekordafkast var drevet af stærke fundamentale resultater i de virksomheder, vi har investeret i. Derudover er det også tilfredsstillende at se, at indtjeningen vokser endnu hurtigere end omsætningen. Især når vi har forpligtet os til at investere i netop profitable vækstvirksomheder med strukturel medvind, stigende frit cash flow og stærke finansielle balancer.
Udskældte softwareaktier fik comeback
Ligesom i første kvartal var det også i andet kvartal primært chip-aktierne, som trak fondens afkast op. Der var dog også andre sektorer, der bidrog til fondens rekordafkast for et enkelt kvartal. I figur 2 har vi vist de tolv aktier fra porteføljen, som steg mest i kvartalet.
Figur 2 - Aktier der steg mest i andet kvartal
De fem mest stigende aktier i porteføljen var alle inden for temaet semiconductors, hvilket naturligt hænger sammen med, at det også var den sektor, der leverede den højeste omsætnings- og indtjeningsvækst i kvartalet, som sluttede 31. marts.
Den største ændring i forhold til første kvartal er, at mange softwareaktier har givet et rigtig godt afkast i andet kvartal. Her springer eksempelvis cybervirksomhederne Palo Alto Networks, CrowdStrike og for vores vedkommende relativt nyindkøbte Rubrik i øjnene med et kvartalsafkast på henholdsvis 113%, 95% og 64%. Men der var også stærke afkast på aktier som Datadog, Snowflake og GitLab.
I fonden har vi gennem længere tid ment, at softwaresektoren har været oversolgt og at frygten for AI-disruption har været overgjort. Ikke at visse softwarevirksomheder ikke vil blive disruptet. Det vil de nok. Men der er også en gruppe, hvor AI ser ud til at blive en strukturel medvind.
Læs også: Softwaresektoren stresstestes – men disruptes næppe
Ser vi på de sektorer, hvor afkastet haltede efter i andet kvartal, så springer big tech virksomhederne i øjnene. Det samme gør fintech-virksomhederne, som trods gode fundamentale resultater stadig handler til lavere kurser end vi havde forventet.
Små ændringer i porteføljen
Andet kvartal var mere stille end første, hvad angår nye positioner i porteføljen. Den eneste justering vi har foretaget os er at erstatte e-handelsplatformen Coupang med Axon Enterprise, som er en amerikansk virksomhed, der leverer en integreret platform af hardware, software og AI-værktøjer til offentlig sikkerhed.
Salget af Coupang skyldes lavere end forventede vækstudsigter, frygt for marginpres samt flere sager, som har givet dårlig omtale i Sydkorea. Samtidig havde vi en mulighed for at investere i Axon Enterprise til en attraktiv kurs efter et kraftigt fald fra den tidligere kurstop.
Læs også: Vores investeringscase for Axon Enterprise
Vi åbnede fondens position i Axon Enterprise den 18. maj 2026 til kurs $393,74. Ved udgangen af andet kvartal var kursen steget til $560,62, hvilket svarer til et urealiseret afkast på 42%. I samme periode steg Coupang-aktien knap 11%.
Værdiansættelser ikke steget trods rekordafkast
Den vægtede P/E-værdi for fondens kategori 1- og 2-positioner, som udgør hovedparten af fondens formue, er aktuelt 37 gange den forventede nettoindtjening for de næste tolv måneder. Det giver et hul på næsten 19% op til den gennemsnitlige P/E-værdi, hvis man går tre år tilbage.
Ser vi seks måneder frem, falder den vægtede P/E-værdi til 29 for kalenderåret 2027, og efter 18 måneder falder den yderligere til 21 gange den forventede nettoindtjening for 2028. De seneste tre års laveste værdisætning ligger på lidt over 24 gange de næste tolv måneders forventede nettoindtjening.
Det gør os fortrøstningsfulde, når vi forholder os til fondens langsigtede risiko.
I figur 3 herunder har vi – baseret på analytikernes konsensusestimater – vist de forventede P/E-værdier frem til 2028.
Figur 3 - Fremtidige P/E-værdier baseret på konsensusestimater
Vi hæfter os ved, at værdiansættelsen af fondens portefølje stort set ikke har ændret sig på tre måneder trods et afkast på 40,04% i andet kvartal. Baseret på analytikernes konsensusestimater handler porteføljen fortsat til en fremadskuende P/E-værdi på 37 gange den forventede nettoindtjening. For 2027 er multiplen på tre måneder steget fra 28 til 29, mens den for 2028 ligger på uforandrede 21 gange den forventede nettoindtjening.
At værdiansættelserne ikke er steget siden vores kvartalsopdatering i starten af april måned skyldes, at de underliggende virksomheders fundamentale resultater blot er fulgt med stigningerne i aktiekurserne – ikke løbet fra dem.
Hør mere på vores webinar den 7. juli
Tirsdag den 7. juli kl. 20:00 afholder vi vores kvartalsvise investorwebinar, hvor vi giver yderligere perspektiv på andet kvartal såvel som den fremtid, vi ser ind i. På webinaret, som varer en time, kan du også stille spørgsmål til investeringsdirektør Henrik Karlsen.
Du kan tilmelde dig webinaret via formularen herunder eller læse mere om agendaen via dette link.