Horizon3

Horizon3 leverede også i 2024 markedsledende afkast

2024 var endnu et godt år for fonden Horizon3 Innovation og dens flere end 2.000 medinvestorer, som ved årets udgang havde 318 millioner kroner investeret i fonden. Inklusiv udbytte på 1,10 krone per investeringsbevis var årets afkast på 34,16%, hvilket placerer os blandt de bedste UCITS-fonde i Danmark i 2024 målt på afkast.

Det konkurrencedygtige afkast er skabt året efter et endnu stærkere 2023, hvor fonden på blot knap 11 måneder genererede 40,49% i afkast. Dermed har fonden, som investerer langsigtet i innovative, profitable og markedsledende vækstvirksomheder inden for især teknologi og digitalisering, præsteret markant bedre end både det generelle aktiemarked og det teknologitunge Nasdaq-indeks.

I figur 1 herunder har vi sammenlignet fondens afkast siden børsnoteringen 20. februar 2023 med de to indeks.

Figur 1 - Benchmark af fondens afkast siden lancering
Fonden Horizon3 Innovation har siden lancering leveret et markedsledende afkast.

2024 var et volatilt aktieår, hvor ikke mindst sommeren var præget af høj turbulens grundet blandt andet de japanske carry trades og en amerikanske valgkamp, som blandt andet chipsektoren blev part i. Det til trods har vi i fonden formået at bevare en positiv sharpe ratio, som baseret på de seneste 12 måneders historik er på 1,22.

I fonden er vi tilfredse med årets afkast, som har været drevet af fortsat gode regnskaber og fremtidsudsigter for de 31 virksomheder i fondens portefølje. Vi ser samtidig året som en yderligere validering af vores strategi om at investere i innovative og markedsledende vækstvirksomheder med strukturel medvind, voksende frit cash flow, stærke finansielle balancer og dygtige ledelser med hånden på kogepladen.

Virksomhederne eksekverer godt i en udfordrende tid

Trods et år med geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed har virksomhederne i fondens portefølje eksekveret rigtig godt samtidig med, at de også formår at innovere til fremtiden.

Ser vi på den seneste regnskabssæson, så leverede 90% af de 31 virksomheder i fondens aktieportefølje højere omsætningsvækst end forventet af aktieanalytikerne. Endnu bedre så det på indtjeningssiden, hvor 94% slog analytikernes konsensusforventninger til nettoindtjeningen per aktie. 92% af virksomhederne genererede positivt frit cash flow i det seneste kvartal.

Der er mange virksomheder, man kunne fremhæve for deres flotte resultater i en udfordrende tid.

Det kunne eksempelvis være den amerikanske cybersecurity virksomhed CrowdStrike (NASDAQ:CRWD), som spillede en uheldig hovedrolle i det store globale IT nedbrud, der i sommers ramte det meste af verden. Her hjalp det, at virksomhedens founder stadig er CEO og en af virksomhedens hovedaktionærer. Gennem personligt ansvar og effektiv krisehåndtering blev skaderne begrænset til et minimum. Aktiekursen er  tilbage på niveauet fra før sommerens krise og internationale analysehuse som Gartner og Forrester fremhæver stadig CrowdStrike’s produkter som værende de bedste på markedet.

Man kunne også fremhæve Tesla (NASDAQ:TSLA) der formår at sætte nye salgsrekorder på det kinesiske marked trods det, at Kina har store makroøkonomiske udfordringer. Derudover har Tesla også en dygtig kinesisk konkurrent i BYD (HKEX:1211). Det allermest imponerende i 2024 har dog måske være deres energiforretning, som i 2024 udrullede 31,4GW – hele 114% mere end i 2023. 

Nvidia (NASDAQ:NVDA) er en virksomhed, der også i 2024 imponerede. Det gav investorerne en kursgevinst på 170% drevet af en omsætningsvækst, der ventes at blive 112% i forhold til 2023. Indtjeningen er også fulgt godt med aktiekursen og har som vist i figur 2 sørget for, at prisen på Nvidia aktien ikke er løbet fra den fundamentale indtjening.

Figur 2 - Korrelation mellem aktiekurs og indtjeningsforventninger til Nvidia
Den fundamentale indtjening er fulgt med kursen på Nvidia aktien

Baseret på analytikernes konsensusestimater er Nvidia aktien lige nu prissat til knap 37 gange de næste 12 måneders forventede nettoindtjening. Det er knap 10% lavere end de sidste 3 års gennemsnit, som er 40 gange nettoindtjeningen.

En afgørende årsag til virksomhedernes gode resultater i 2024 er deres strukturelle medvind, ledende markedspositioner og stærke innovationskraft. Med det in mente er det vores forventning, at porteføljens virksomheder også i 2025 vil levere gode resultater.

Værdisætning inden for normalintervallet

I fonden har vi det som en målsætning, at porteføljens virksomheder i gennemsnit skal øge omsætningen 15% årligt. Baseret på tal fra den seneste regnskabssæson har væksten fra trejde kvartal 2023 til 2024 været hele 27%. Det er en accelerering i forhold til det forrige kvartal, hvor virksomhederne i gennemsnit øgede omsætningen 21%.

Kigger vi på indtjeningen for porteføljens virksomheder, så er den i 2024 vokset endnu mere end omsætningen. Det betyder også, at fondens portefølje handler i samme prisinterval, som den har gjort siden lanceringen i februar 2023. På den måde er kursen på vores investeringsbeviser steget betragteligt i værdi – uden at produktet er blevet dyrere.

I figur 3 herunder har vi taget afsæt i analytikernes konsensusestimater og illustreret porteføljens fremtidige forventede P/E værdier på basis af virksomhedernes nuværende aktiekurser. Vær opmærksom på at kun tier 1 og 2 positioner indgår i beregningen, da P/E værdien er en ringe prisindikator for tier 3 virksomheder.

Figur 3 - Porteføljens vægtede P/E værdi baseret på fremtidige indtjeningsestimater

Historisk set har fondens portefølje handlet til en pris på mellem 44 og 47 gange de næste 12 måneder forventede nettoindtjening. Som det ses i figur 3 er P/E værdien lige nu 46 baseret på analytikernes indtjeningsforventninger til 2025. På intet tidspunkt siden 2022, hvor aktiemarkedet oplevede den største korrektion siden finanskrisen i 2008, har P/E værdien været mindre end 30.

I fonden har vi en investeringshorisont, som strækker sig længere end til udgangen af 2025. Og analyserer vi på værdisætningen i det perspektiv, så handler porteføljen til en pris på 30 gange den forventede indtjening for 2027 og 25 gange estimaterne for 2028.

Det er billigere end det historiske lavpunkt for 2022, hvor P/E værdien var på 30 gange de næste 12 måneder forventede indtjening. Vi vurderer på den baggrund, at kursen på fondens investeringsbeviser har en fornuftig upside og en fair margin-of-safety, hvis man ligesom os vel at mærke har en langsigtet investeringshorisont.

For god ordens skyld skal det pointeres, at ovennævnte prisbetragtninger forudsætter, at virksomhederne i fondens portefølje som minimum indfrier de fremtidige indtjeningsforventninger, der er tilgængelige på finansplatformet Koyfin. Og selv om 94% af fondens virksomheder har præsteret bedre end forventet i seneste kvartal, er der ingen garanti for, at de også vil gøre det i fremtiden.

Hør mere på næstes uges investorwebinar

Tirsdag den 7. januar kl. 20.00 afholder vi vores næste investorwebinar. Her kan du høre om fondens investeringsstrategi, horisont og investeringskriterier, ligesom vi også går i dybden med den netop overståede regnskabssæson og forventninger til næste år. Vi slutter med en Q&A session, hvor du har mulighed for at få svar på alle dine spørgsmål om fonden.

Risici

Alle investeringer indebærer risici. Læs mere om fondens væsentligste her.

Disclaimer

Artiklen er generel investor-information og ikke investeringsanbefalinger.

Fonden

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation og hvordan du bliver medinvestor.

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation