- 12. februar 2023
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Ugens højdepunkter
Vækstaktierne faldt en smule tilbage i uge 6
Årets flotte kursstigninger for specielt vækstaktier blev sat på pause i den forgangne uge. Nasdaq Composite indekset faldt 2,41%, mens vores egen aktieportefølje måtte afgive 3,26% af sin værdi. Det danske C25 indeks var stort set neutralt i forhold til ugen før. Efter årets første seks uger er vores aktieportefølje dog stadig oppe med 20,36%. Nasdaq Composite og C25 indeksene er for samme periode oppe med henholdsvis 11,96% og 3,83%.
Læs mere om det længere nede i dette Ugeperspektiv. Der skriver vi også mere om Cloudflare’s regnskab, som var den eneste af virksomhederne i vores aktieportefølje, som i denne uge offentliggjorde regnskab. I næste uge vil dækningen være større, da hele seks af de virksomheder, vi ejer aktier i, kommer med regnskabstal for deres seneste kvartal.
Sidst i dette Ugeperspektiv har vi også mere nyt om børsnoteringen af vores fond, som har fået navnet Horizon3 Innovation KL. I den forbindelse er vi rigtig glade for at kunne meddele, at alle krav til en børsnotering nu opfyldt, og at første handelsdag på børsen bliver mandag den 20. februar.
Vores aktieportefølje tabte 3,26% af sin værdi
Som allerede skrevet, så måtte vores aktieportefølje denne uge afgive 3,26% af sin værdi. Hårdest gik det ud over virksomhederne vist i figur 1, hvor vi har vist denne uges kursudvikling såvel som det samlede afkast for årets første seks uger.
Figur 1 – Kursbevægelser for ni aktier i vores aktieportefølje
Som vi ser det, er der ikke noget, der i løbet af ugen har ændret ved investeringscasene for nogen af virksomheder fremhævet i figur 1. Vi ser derfor primært faldene i ugens aktiekurser som gevinsthjemtagning.
En anden årsag til de moderate fald kan også forklares med, at de makroøkonomiske forhold endnu engang får mange investorer til at ryste lidt på hånden.
Endnu engang har tal fra det amerikanske jobmarked vist, at der er fuld damp på beskæftigelsen. I januar blev der skabt 518.000 nye jobs uden for landbrugssektoren. Det var næste tre gang højere end forventningen, som var 187.000 nye jobs for januar måned uden for landsbrugssektoren i USA.
Kigger vi på den 10-årige amerikanske rente, så er den fra sidste til denne fredag steget fra 3,532% til 3,744%. I samme periode er kursen på amerikanske dollars også steget i forhold til euro således, at man nu får $1,07 for én euro. Fredagen før ville man have fået $1,09 for den samme euro.
De to tal kan sammen med de høje beskæftigelsestal indikere, at markedet ikke er helt så afklaret med, om kampen mod inflation og stigende renter er helt så tæt på sin afslutning, som ellers så ud til at være konsensus for bare en måned siden.
Cloudflare med flot regnskab trods udfordrende makroforhold
Hos Horizon3 er vi langsigtede investorer i innovative virksomheder med strukturel medvind, stort vækstpotentiale, sundt cash flow og stærke finansielle balancer. Derfor er vi også mere fokuseret på, hvordan virksomhederne klarer sig og udvikler sig, end vi er på de makroøkonomiske forhold.
Én af de virksomheder, vi er glade for at være langsigtet investere i, er Cloudflare (NYSE:NET). De kom torsdag med regnskab for deres fjerde kvartal, som slog analytikernes estimater for både omsætning og indtjening. Omsætningen for fjerde kvartal var $275 mio., hvilket var $1 mio. mere end forventet. Endnu bedre så det ud, når man kigger på indtjeningen, som var $0,06 per aktie og hele 20% højere end analytikernes konsensusforventninger.
Udover det flotte regnskab, der også indeholdt en positiv overraskelse i relation til virksomhedens cash flow, er det glædeligt at se, hvordan optionaliteterne begynder at udspille sig hos Cloudflare. Det har vi skrevet mere om i vores dækning af regnskabet, som du kan tilgå via linket herunder.
Læs vores gennemgang af Cloudflare regnskabet
Cloudflare var den eneste af virksomhederne i vores portefølje, som offentliggjorde regnskab denne uge.
Seks regnskaber venter i næste uge
Næste uge bliver mere travl, hvad angår dækning af regnskaber. Der kommer seks af virksomhederne i vores portefølje med regnskab for deres seneste kvartal. Hvem de er og hvad forventningerne er, kan du se i figur 2 herunder.
Figur 2 – Forventninger til næste uges regnskaber
Virksomhed |
Dato |
Omsætning |
Indtjening |
Airbnb |
14. februar |
$1,86 mia. |
$0,33 per aktie |
---|---|---|---|
Nu Holdings |
14. februar |
$1,39 mia. |
$0,02 per aktie |
Upstart |
14. februar |
$0,13 mia. |
- $0,42 per aktie |
The Trade Desk |
15. februar |
$0,49 mia. |
$0,36 per aktie |
Kahoot! |
16. februar |
$0,04 mia. |
$0,00 per aktie |
Datadog |
16. februar |
$0,45 mia. |
$0,19 per aktie |
Norske Kahoot (OSLO:KAHOT:OL) offentliggjorde allerede 10. januar deres tal for fjerde kvartal, så der forventes naturligvis ikke at være de store overraskelser. Det bliver dog alligevel et spændende earnings call, hvor vi specielt vil være interesseret i at høre mere om, hvordan de konkret har tænkt sig at accelerere omsætningsvæksten frem mod 2025. Til den tid er det erklærede mål at have en omsætning på $500 mio. og en cash flow margin på 40%.
Med hensyn til de fem øvrige regnskaber, så er vi forsigtige optimister. Kortsigtet modvind fra makroøkonomiske forhold er dog til en vis grad forventeligt. Vi ser dog alle fem virksomheder som stærkt positioneret i deres respektive markeder og tror derfor også, at de på lang sigt har gode muligheder for at skabe et godt afkast til fonden.
Vores fond noteres på Nasdaq den 20. februar
Vi er glade for at kunne meddele, at vores UCITS fond opfylder alle kravene til at blive optaget til handel på den danske Nasdaq børs. Fonden har fået navnet Horizon3 Innovation KL og får første handelsdag på børsen mandag den 20. februar. Vi samarbejder lige nu med banker og handelsplatforme om at sikre, at fonden er tilgængelig der, hvor vores medinvestorer foretækker at handle.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke de medinvestorer, som indtil videre har deltaget i tegningen. Det har været en uvurderlig hjælp – ikke i mindst i forhold til at at opfylde spredningskravene for antallet at investorer. Tak for det.
Er du interesseret i at deltage i tegningen, så er det muligt frem til i morgen kl. 16.00. Du kan via linket herunder læse, hvordan du kan deltage i tegningen af fonden.
Abonnér på vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.
Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.
Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 169.15