- 10. februar 2023
- Posted by: Henrik Karlsen
- Categories: Aktuelle regnskaber, Virksomhederne
Cloudflare slutter året med flot kvartalsregnskab
Cloudflare (NYSE:NET) offentliggjorde torsdag aften regnskab for årets fjerde kvartal. Det var et flot regnskab, som overgik de fleste analytikeres forventninger til både omsætning og indtjening. Det var også kvartalet, hvor Cloudflare for alvor viste, at de er i stand til at konvertere omsætning til frit cash flow.
Cloudflare leverer flot regnskab trods konsolidering i branchen
Matthew Prince, som er CEO hos Cloudflare, sagde på earnings call, at mange tech virksomheder har set faldende efterspørgsel på grund af ugunstige makroøkonomiske forhold. Han sagde også, at det til en vis grad også har ramt Cloudflare selv, hvorfor de også har haft øget fokus på at reducere omkostningerne og strømline virksomheden internt. Der er sket samtidig med, at Cloudflare har skulle eksekvere på deres vækststrategi.
Den øvelser ser Cloudflare ud til at være sluppet godt fra, når man kigger nærmere på tallene i regnskabet. Til trods for udfordrende makroøkonomiske forhold har Cloudflare leveret det bedste kvartal nogensinde, når der måles på omsætning, dækningsbidrag og frit cash flow.
I tabel 1 har vi vist de vigtigste tal fra regnskabet. Her kan man se, Cloudflare havde en omsætning på $274,7 mio., hvilket var et lille nøk over analytikernes forventninger. På EBITDA niveau tjente Cloudflare $40,7 mio., hvilket også var i fin tråd med analytikernes estimater. Nettooverskuddet var $0,06 per aktie og dermed 20% højere end forventet.
Tabel 1 - Nøgletal for Cloudflares fjerde kvartal
Nøgletal |
Realiseret |
Forventet |
Beat/Miss |
Omsætning |
$274,7 mio. |
$274,1 mio. |
+ 0,22% |
---|---|---|---|
EBITDA |
$40,7 mio. |
$40,69 mio. |
+ 0,02% |
EPS |
$0,06 |
$0,05 |
+ 20% |
Det frie cash flow for fjerde kvartal var knap $34 mio. svarende til 12% af omsætningen. For samme kvartal sidste år udgjorde det frie cash flow 4% af omsætningen.
Cloudflare’s omsætning i fjerde kvartal steg med 42% i forhold til sidste år. Det var primært drevet af store kunder, hvor 63% af den samlede omsætning kom fra de kunder, der bruger mere end $0,5 mio. årligt. Antallet af kunder, der bruger over $0,5 og $1 mio. årligt, steg med henholdsvis 83% og 52%. Man har i fjerde tilføjet 134 store kunder, hvilket bringer det samlede antal op på 2.042.
Net retention rate (NRR) var 122% og faldt i løbet af fjerde kvartal på grund af mindre ekspansion blandt de mindre kunder. Kigger man isoleret set på de store kunder, var den på samme niveau som sidste kvartal. Net retention rate beskriver hvor godt Cloudflare bevarer, engagerer og vokser den eksisterende kundebase. Det høje tal vidner om en stærk value proposition, hvor kunderne vælger Cloudflare til, fremfor at vælge dem fra som leverandør som led i en konsolidering. Det er rigtig positivt.
Deres dæksningsbidrag endte på 77,4% i fjerde kvartal og 78,2% for hele året, hvilket oversteg egne forventninger på 75% for året. Det viser, at Cloudflare i løbet af 2023 er blevet endnu bedre til at levere et værdiskabende produkt på en effektiv måde.
Overordnet set var regnskabet for fjerde kvartal fint, selvom makroforholdene fortsat er udfordrende. Dette blev også fremhævet i første og andet kvartal. Vi vil følge med i de kommende kvartaler og holde øje med, om Cloudflare fortsat kan skabe høj vækst trods vanskelige vilkår.
Nyt blod og fokus på go-to-market strategien
På earnings call hørte vi også en ærlig Matthew Prince fortælle, at deres nuværende go-to-market strategi ikke har været godt nok eksekveret. Man har derfor igangsat en større indsats på området, hvor man er i gang med at ansatte nye nøglepersoner som skal eksekvere på Cloudflare’s markedsføring og salg.
Her har man blandt andet ansat Marc Boroditsky, som skal lede deres salgsorganisation. Han har blandt andet været med til at sælge tre startups til henholdsvis Oracle, Twilio og Cisco. Derudover har man hyret Brent Remai, som skal drive marketingsdelen. Brent har tidligere været CMO hos FireEye og for Core Services hos AWS.
I Horizon3 ser vi det som et tydeligt signal om, at Cloudflare stræber efter at bygge en endnu bedre salgsorganisation op. Vi synes det er positivt, at Cloudfare er proaktive i den forbindelse. Det er naturligvis noget der vil tage lidt tid at bygge op, men også en væsentlig mulighed for at de kan forbedre deres go-to-market-motor.
En ny optionalitet har udspillet sig indenfor AI
Engang imellem kan der opstå nye muligheder, man ikke havde forudset. Præcis dette er sket for Cloudflare indenfor AI, hvor man har oplevet af flere virksomheder er begyndt at bruge R2 Workers. R2 Workers er en ny serverløs edge compute-platform fra Cloudflare, hvor der kan bygges dynamiske web applikationer, APIer og andre web-baserede løsninger med høj ydeevne og lav latency.
I dag står AI selskaber typisk overfor ressourcebegrænsninger. Derfor er Cloudflare’s edge-netværk blevet et oplagt valg, da de kan tilbyde høj ydeevne. Derudover er det vigtigt for AI-virksomheder at være omkostningseffektivt, da deres træningsdata typisk vokser sig stort. R2 Workers er derfor blevet tilvalgt af mange som det naturlige og neutrale sted at opbevare disse for at sikre, at de kan fås billigt og effektivt hvor som helst fra.
Matthew Prince udtaler selv, at man ikke havde forudset denne use case og øget efterspørgsel, som på sigt kan vise sig at blive rigtig interessant for Cloudflare.
Cloudflare kunne også fornyeligt introducere et nyt partnerskab med Nvidia. Her går man sammen om at bringe kunstig intelligens til kanten af netværket ved at udnytte NVIDIA’s accelererede computerteknologi sammen med Cloudflare’s infrastruktur. Dette partnerskab gør det muligt for udviklere at implementere ML-modeller på Cloudflare’s edge netværk.
Inveteringscasen er intakt
Vi ser stadigvæk investeringscasen i Cloudflare som værende intakt. Der er fortsat høj vækst, som oven i købet bliver mere og mere profitabel. Kunderne er også tilfredse med Cloudflare som leverandør. Man har stor succes med at onboarde nye kunder og de eksisterende bruger flere penge end for bare et år siden.
Den høje vækst, stigende indtjening og voksende kundeengagement viser, at Cloudflare både har en attraktiv value proposition og forretningsmodel, der er skalérbare såvel som profitabel.
Derudover er Cloudflare et godt alternativ i forhold til de andre store cloud udbydere, idet man er konkurrencedygtig på services og pris.
Vi mener, Cloudflare fortsat er rigtig fint positioneret til at fortsætte deres vækstrejse og vil derfor holde fast i vores position.
Læs vores investeringscase for Cloudflare.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.
Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.
Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 169.15