Uge 23 var præget af høje inflationstal og frygt for nye rentestigninger
- 12. juni 2022
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Ugens højdepunkter
Inflationen accelerede i maj måned til nye højder
Inflationen accelererede yderligere i maj måned og steg til 8,6 %, hvilket var den største stigning siden december 1981 i henhold til Bureau of Labor Statistics i fredags.
Forbrugerprisindekset, som er et bredt mål for priser på varer og tjenesteydelser, steg mere end Dow Jones-estimatet på 8,3%. Eksklusiv volatile fødevare- og energipriser steg det såkaldte kerne-CPI med 6%, hvilket var ét procentpoint højere end estimatet på 5,9%.
Energipriserne steg 3,9% i maj måned, hvilket bringer den årlige stigning op på hele 34,6%. Dykker man længere ned i tallene, vil man opdage, at brændselsolie er steget med hele 106,7% de seneste 12 måneder.
Da inflationstallene kom fredag, så vi en straksrektion i markedet i form af hurtige og store fald på aktiemarkedet. Aktier som Microsoft (NASDAQ:MSFT) og Alphabet (NASDAQ:GOOGL) faldt henholdsvis 4,46% og 3,20%. På futuresniveau ser faldene ud til fortsætte mandag.
Hvor markedet skal hen på den korte bane, afhænger i meget høj grad af inflationen og hvordan FED reagerer på den. Det hører vi mere om i løbet af ugen, hvor meget tyder på, at de vil gå langt for at sænke inflationen. Det kan betyde flere og måske også højere rentestigninger end hidtil forventet, hvilket på den korte bane alt andet lige vil påvirke aktiekurserne negativt. Også Den Europæiske Centralbank varslede i løbet af ugen, at der vil komme rentestigninger i nær fremtid.
Microsoft fremviser brugen af metaverse i industrien
Høje inflationstal til trods, så fortsætter mange virksomheder heldigvis ufortrødent med at eksekvere på deres visioner og strategier. Én af dem er Microsoft (NASDAQ:MSFT), hvor de er i fuld gang med at tænke metaverse ind i de forskellige forretningsben – og her kommer HoloLens til at spille en vigtig rolle. De har fornyeligt vist, hvordan metaverset kan skabe værdi for industrivirksomheder, når det handler om at styre forsyningskæder, produktion og reparationsopgaver. Her har de blandt andet Audi, Airbus og Toyota som nogle af deres store kunder.
Gartner kårer igen Datadog som markedsleder
Hos Datadog går det også rigtig godt. De leverede et rigtig godt regnskab for første kvartal, og er samtidig optimistiske omkring fremtiden – og med god grund. I sidste sidste uge blev virksomheden endnu engang kåret som markedsleder inden for Application Performance Monitoring and Observability af analysefirmaet Gartner. Det er andet år i træk, Datadog får denne anerkendelse.
UiPath får stor anerkendelse af Everest Peak
Betalingsvirksomheden dLocal udvider i Afrika
Hos dLocal har de tilføjet Elfenbenskysten og Rwanda til sin betalingsplatform, så de også der kan hjælpe deres kunder med at håndtere lokale betalinger. Som en del af ekspansionen, gør dLocal det nu muligt at acceptere betalinger fra de store mobile pengeplatforme i Afrika, herunder Orange Money, MTN, Airtel Tigo og Moov. Derudover er de også i stand til at acceptere lokale Visa- og Mastercard-debetkort. Det er dog klart mobilbetalinger som er mest udbredt i Afrika.
Nubank kåret til Brasiliens stærkste brand af WPP
Nubank blev i løbet af ugen kåret til det stærkeste brand i Brasilien af WPP, som er et globalt strategi- og brandingfirma med kontorer i 110 lande. Kåringen gives én gang om året og opfattes som en af de mest prestigefyldte overhovedet. Det er i øvrigt første gang nogensinde, at prisen gives til en bank. Nubank’s CEO David Vélez nævner bankens kompromisløse kundefokus som hovedforklaringen til den flotte anerkendelse.
Det kompromisløse kundefokus ses tydeligt i bankens net promoter score, som er på mere end 90. Det er ekstremt højt. Samtidig har Nubank en forretningsmodel, der gør dem i stand til at servicere en bankkunde til 85% lavere omkostninger end de traditionelle banker.
Abonnér på vores ugeperspektiv
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag én gang om ugen vores perspektiv på ugen der gik.