- 13. april 2024
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Fonden
Fem hævede kursmål i en sjælden volatil aktieuge
Det har været en volatil aktieuge, som det ofte er, når der offentliggøres amerikanske inflationstal. Onsdag faldt det teknologitunge Nasdaq Composite indeks 0,83% for så at stige hele 1,68% torsdag. Fredag tog indekset endnu et dyk på 1,62% og gik på weekend med et samlet fald for ugen på 0,45%.
År til dato er Nasdaq Composite indekset oppe med 7,75%, mens vi i fonden Horizon3 Innovation indtil videre har lavet et afkast på 13,06% i 2024. Strækker vi investeringsperioden til tolv måneder har fonden lavet et samlet afkast på 59,17%, hvilket er næsthøjest globalt i Morningstar aktiekategorien Globale Large Cap Growth.
LÆS MERE OM FONDEN HORIZON3 INNOVATION HER
Hvis afkaststallene ovenfor kan fortælle os noget som helst er det nok, hvor uforudsigeligt aktiemarkedet er på kort sigt. Men også at trenden over tid med størst sandsynlighed er opadgående. Det gælder især, hvis der investeres i virksomheder, som over en periode på mange år vil være i stand til år efter år at øge deres omsætning, indtjening og frie cash flow.
Selv om historisk afkast aldrig er nogen garanti for fremtidig afkast, så er vi dog optimistiske, hvad porteføljevirksomhedernes fremtid angår. Det gælder ikke mindst fem af porteføljens 28 virksomheder, som i ugens løb har får forhøjet deres kursmål.
Vi starter dog med en spændende nyhed fra Tesla.
Tesla lancerer selvkørende software til $99 om måneden
Som vi tidligere har skrevet om, er Tesla (NASDAQ:TSLA) gået i gang med at udrulle deres nyeste version af den selvkørende FSD software til cirka 1,7 millioner biler i USA og Canada. Nu er der også kommet pris på produktet, som ikke længere kategoriseres som en beta software.
Prisen på den selvkørende software bliver efter en 30 dages gratis prøveperiode $99 om måneden. Til den pris vil Tesla ejerne i USA og Canada kunne sætte deres GPS til at blive kørt stort set hvorhen de vil, uden at skulle blande sig manuelt i kørslen. Det er en stor milepæl for Elon Musk og Tesla, som mange har tvivlet på ville blive til virkelighed. Med lanceringen kommer Tesla samtidigt et vigtigt skridt nærmere Robotaxi, som for mange langsigtede Tesla investorer betragtes som den hellige gral.
Vi har for nuværende ingen klar holdning til, hvor mange af de cirka 1,7 Tesla ejere, der vil betale $99 om måneden for softwaren. Men det er noget, vi forventer at høre mere om 23. april, hvor Tesla afholder deres næste earnings call. Her bliver det også spændende at høre om perspektiverne i eventuelle licensaftaler med andre bilmærker.
Coupang aktien steg kraftig på prisforhøjelse
Coupang (NYSE:CPNG) steg fredag 11,49% på en nyhed om, at de hæver prisen på deres populære WOW medlemskab med 58% til, hvad der svarer til $5,7 om måneden. WOW minder meget om Amazon Prime, som mange måske allerede kender.
Ved udgangen af fjerde kvartal 2023 havde Coupang 14 millioner WOW medlemmer, hvilket var mere end dobbelt så mange som for bare tolv måneder før. Tages der afsæt i sidste kvartals medlemstal, vil den varslede prisstigning give Coupang en ekstra omsætning på $29,5 millioner om måneden – og $354 millioner om året. Vores vurdering er, at hovedparten af den ekstra omsætning konverteres til indtjening og positivt driftsmæssigt cash flow.
Det driftsmæssigt overskud var i 2023 $473 millioner, så den varslede prisstigning vil kunne ses på Coupang’s fremtidige bundlinjer. Da tilgangen af WOW medlemmer stadig er i en vækstfase tror vi også, at der er en god sandsynlighed for, at regnestykket bliver endnu mere positivt end angivet ovenfor.
Det er dog ikke noget vi ved med sikkerhed, hvorfor vores perspektiv heller ikke skal ses om en anbefaling om hverken at købe eller sælge aktier i Coupang.
Morgan Stanley har sat et kursmål $24 for Coupang aktien, som efter fredagens store kursstigning lukkede i $21,45 per aktie.
Investeringsbank sætter højt kursmål på Hims & Hers aktien
Den canadiske investeringsbanke Canaccord Genuity satte i ugens løb et kursmål på $20 for Hims & Hers (NYSE:HIMS) aktien. Det er 43% højere end fredagens lukkekurs på $13,96.
Canaccord Genuity begrunder kursmålet med, at Hims & Hers med deres stærke value proposition og digitale forretningsmodel er godt positioneret til at disrupte en amerikansk sundhedssektor, der traditionelt har haft forsømt at innovere. Dertil fremhæver de også vigtigheden af, at Hims & Hers er blevet profitable.
Hims & Hers er en mindre tier 3 position i fondens aktieportefølje.
Monday.com får kursmål på $260 per aktie
Amerikanske Wells Fargo vurderer i en analyse, at monday.com (NASDAQ:MNDY) bør koste $260 per aktie og dermed næsten 35% mere end fredagens lukkepris på $193,11 per aktie. Det gennemsnitlige kursmål for monday.com aktien er $246,51.
Det høje kursmål forklares med , at Wells Fargo ser monday.com som leder i markedet for digitale samarbejdsplatforme, hvor de har en anderledes og bedre tilgang end de fleste andre. Derudover vurderer Wells Fargo, at monday.com har gode muligheder for fortsat at vokse gennem produktudvikling og ved at bevæge sig højere opad i markedet for at tiltrække større virksomhedskunder end i dag.
Monday.com omsatte i 2023 for $730 millioner, hvor af de $208 millioner endte som frit cash flow. Årsagen til den høje frie cash flow margin er ikke mindst, at 80% af kunderne hos monday.com betaler forud ét år ad gangen.
Microsoft kursmål hæves med 12%
Også Microsoft (NASDAQ:MSFT) fik i ugens løb hævet deres kursmål. Det var den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley, som forhøjede kursmålet for Microsoft aktien fra $465 til $520 per aktie. Fredagens lukkeskurs var til sammenligning $421,90.
Morgan Stanley fremhæver Microsofts stærke markedsposition og strukturelle medvind inden for eksempelvis cloudforretningen og AI som de primære årsager. Samtidig vurderer investeringsbanken, at det er realistisk for Microsoft af øge nettoindtjeningen per aktie fra $9,81 i 2023 til $24 i 2029.
Den forventede vækst i omsætning og indtjening forventes ikke mindst komme fra AI. Her forventer Morgan Stanley, at Microsoft for deres største generative AI initiativer vil kunne øge omsætningen fra $5 milliarder i 2024 til $67 millarder i 2029. Måske endda endnu mere i de mest optimistiske scenarier.
Microsoft aktien er år til dato steget 12,20%, og er blandt de største positioner i fondens portefølje.
Morgan Stanley fremhæver Nvidia som bedste AI investering
Nvidia (NASDAQ:NVDA) aktien har med en kursstigning på 78,07% år til dato fået en rigtig god start på 2024. Det forhindrer dog ikke Morgan Stanley i at fremhæve Nvidia som den bedste investeringsmulighed, hvis man gerne vil eksponeres mod AI. Samtidig hæver de deres kursmål for Nvidia aktien fra $795 til $1.000 per aktie.
Morgan Stanley fremhæver fortsat høj efterspørgsel efter Nvidia’s produkter fra virksomheder, der ønsker at udvikle egne AI drevne produkter og services. Dertil vurderer de, at Nvidia stadig har de mest foretrukne GPU’er i et marked, hvor efterspørgslen i hvert fald lige nu er markant større end udbuddet.
Trods en kursstigning på knap 235% de seneste tolv måneder, så har Nvidia aktien en P/E på ikke mere end 35,5 gange de næste tolv måneder forventede nettoindtjening. Det er nogenlunde samme værdisætning som danske Novo Nordisk. Ingen af aktierne kan defineres som billige. Til gengæld er virksomhederne bag aktierne efter vores vurdering blandt de allerbedste i verden.
I fonden ejer vi aktier i Nvidia. Dette skal dog ikke betragtes som en anbefaling til andre om også at gøre det.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.
Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.
Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 169.15