Horizon3

Vi har brugt korrektionen til at købe flere aktier i Datadog

Datadog (NASDAQ:DDOG), som er en virksomhed med ekspertise inden for cloudovervågning, offentliggjorde i går deres regnskab for andet kvartal. Reaktionen på resultatet blev ikke taget særlig godt imod af markedet, hvilket resulterede i et fald i aktiekursen på cirka 16%.

Overordnet var regnskabet efter vores vurdering fint. De slog analytikernes forventninger for både omsætningen og indtjeningen, og har generelt god, strukturel medvind. Hvorfor aktien alligvel fik en mavepuster, kommer vi ind på længere nede i.

De vigtigste nøgletal fra regnskabet

Vi har i tabel 1 nedenfor vist de vigtigste nøgletal fra Datadogs kvartalsregnskab. Tabellen viser, at omsætningen i andet kvartal var $509 mio., hvilket var 1,7% mere end forventet af analytikerne. Driftsresultatet landede på $106 mio. og 26,6% bedre end forventet. Datadog overraskede også positivt på nettoindtjeningen, som endte på $0,36 per aktie og 27,6% over konsensusforventningen.

Tabel 1 - Nøgletal for andet regnskabskvartal
Nøgletal
Realiseret
Forventet
Beat/Miss

Omsætning

$509 mio.

$501 mio.

+1,7%

EBITDA

$117 mio.

$94 mio.

+24,5%

EBIT

$106 mio.

$84,1 mio.

+26,6%

EPS

$0,36

$0,28

+27,6%

Omsætningen steg med 25% i forhold til samme kvartal sidste år og nåede $509 mio. Denne vækst var højere end Datadogs egne forventninger, og indikerede en positiv fremgang på tværs af deres forretning.

Antallet af kunder voksede også flot, idet man nu servicerer omkring 26.100 kunder sammenlignet med 21.200 for kun tolv måneder siden. Denne vækst i kundebasen er en tydelig indikator for deres stærke markedsposition, hvor de fortsat har stor succes med land and expand strategien.

Kigger vi på expand delen, så fremgik det af regnskabet, at andelen af kunder, som bruger to eller flere af Datadogs services, på tolv måneder er øget fra 79% til 82%. Kunder der anvender fire eller flere services udgør 45%, mens 21% udnyttede seks eller flere af Datadogs services.

I andet kvartal genererede Datadog et frit cash flow på 141,7 mio svarende til næsten 28% af omsætningen. Kvartalet sluttede med $2,2 mia i kontanter og andre let omsættelige aktiver. Datadog har således ingen problemer med at leve op til de to af fondens vigtige investeringskriterier, som handler om sundt cash flow og robuste finansielle balancer.

Forventningerne til resten af året

Peger vi fokus over på forventningerne til andet kvartal, så forholder Datadog sig konservativt i forhold til tidligere, hvor man forventer en omsætning på mellem $521 og $525 mio. Nettoindtjeningen per aktie forventes at lande mellem $0,33 og $0,35.

For hele 2023 forventer ledelsen en omsætning på mellem $2,05 og $2,06 mia., hvilket i givet fald vil svare til en vækst på cirka 24%. Nettooverskudet per. aktie forventes at lande mellem $1,30 til $1,34. 

Derfor faldt aktiekursen 16%

Selvom Datadog slog konsensusforventningerne på de fleste nøgletal, så fik aktiekursen alligevel en mavepuster med et fald på cirka 16%.

Som vi ser det, kan de forklares med to ting. Dels var Datadogs aktiekurs steget kraftigt forud for regnskabet. Derudover var Oliver Pomel, som er CEO i Datadog, en anelse konservativ med guidance. Det skyldes primær, at der ses lidt længere salgscyklusser på grund af de fortsat uforudsigelige makroøkonomiske forhold.

For hele året er Datadogs aktie oppe med næsten 23%.

Lancering af nye AI services 

Datadog afholdte i sidste uge deres DASH-konference, hvor de introducerede en række spændende nye services. Højdepunktet var lanceringen af deres første innovation inden for generativ AI og store sprogmodeller – også kaldet LLM. De præsenterede der et LLM observationsprodukt, der vil give bedre analyse og indsigt til udviklere og hjælpe dem med at identificere og håndtere ydeevne- og kvalitetsproblemer med deres sprogmodeller.

Datadog præsenterede også Bits AI. Bits forstår naturligt sprog og giver indsigter fra hele Datadog-platformen samt kundernes samarbejds- og dokumentationsværktøjer. Blandt dens mange funktioner fungerer Bits AI som en slags medhjælper til styring af hændelser. Helt konkret er Bits AI et værktøj som kan hjælpe virksomhederne med at teste, foreslår løsninger og igangsætte automatiske arbejdsgange, som kan rette kritiske problemer.

Slutteligt annoncerede Datadog 15 nye integrationer inden for den næste generations AI. Disse nye funktioner og muligheder viser Datadogs styrke og villighed til at tilpasse sig et hurtigt skiftende teknologilandskab og kundebehov.

Den langsigtede investeringscase er intakt

I Horizon3 valgte vi at bruge det store fald i aktiekursen til at købe flere aktier i Datadog. 

Årsagen til det er, at vi synes at Datadog er en spændende investeringsmulighed på grund af sin markedsledende position inden for cloudovervågning. Virksomheden har etableret sig som en central spiller i et et markedssegment med lang, strukturel medvind.

I takt med at virksomheder migrerer til cloudbaserede IT løsninger, er behovet for effektiv overvågning og styring af applikationer og infrastruktur vokset markant. Datadogs platform er designet til at imødekomme denne efterspørgsel og giver kunderne mulighed for at optimere ydeevnen, identificere problemer og træffe datadrevne beslutninger.

Derudover er Datadogs platform  skalerbar og kan tilpasses forskellige behov. Dette appellerer til virksomheder i forskellige størrelser og industrier, hvilket øger deres markedsdækning og indtjeningspotentiale.

Slutteligt investerer Datadog massivt i innovation for at deres ledende markedsposition.

Læs vores investeringscase for Datadog

Abonnér på vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke. 

Investeringscases

Vidste du, at man kan læse alle vores investeringscases fra porteføljen?

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.

Køb Horizon3 Innovation

Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 172.5

Bliv medinvestor i vores investeringsforening