Upstart falder 60% efter nedjustering for resten af 2022
- 10. maj 2022
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Aktuelle regnskaber

Upstart (NASDAQ:UPST) kom i aftes med regnskab for årets første kvartal. Omsætningen steg på årsbasis med 156% til $310 mio., hvilket var knap 3,5% mere end forventet. Nettooverskuddet per aktie var $0,61 og endte dermed omkring 15% højere end analytikernes forventninger. Som de fleste investorer i Upstart nok allerede har bemærket, så blev regnskabet modtaget rigtigt skidt af investorerne, som sendte aktien ud i et stort fald i eftermarkedet. Faldet er fortsat hele dagen igennem, hvor aktiekursen har været nede med mere end 60%.
To årsager til det kraftige fald
Efter at have deltaget i aftenens earnings call og gennemgået regnskabet vurderer jeg, at dagens store kursfald skyldes to ting. Den første er den noget skuffende guidance for hele 2022, hvor forventningerne til omsætningen blev nedjusteret fra $1,4 til nu $1,25 mia. Nedjusteringen skyldes pludseligt stigende renter, som har gjort det dyrere at låne penge. Det betyder, at færre låneansøgninger godkendes og at flere af dem, der godkendes til et lån, ikke tager i mod det på grund af den højere pris. Konverteringsraten er derfor faldet med 3% til 21,4%. CEO David Girouard fortalte på aftenens earnings call, at de forventer flere rentestigninger i resten af året, og at de derfor har valgt at nedjustere forventningerne til omsætningen resten af året.
Den anden årsag til det kraftige fald skyldes, at der figurer lån for $600 mio. på balancen. Upstart vil gerne opfattes som en asset light tech virksomhed, der ikke påtager sig kreditrisikoen på de lån, der godkendes via deres AI løsning. Den store stigning i kreditrisiko på balancen medførte derfor en del kritiske spørgsmål fra analytikerne, ligesom det også har været en emne, der i løbet af dagen er blevet diskuteret med en vis bekymring blandt investorerne. Hos Horizon3 har vi også hejst et gult flag.
David Girouard gav to forklaringer på de $600 mio., der nu står som en kreditrisiko på balancen. Den første del af forklaringen var, at de pludseligt stigende renter har givet en del ekstra, manuel arbejdsbyrde med at ekspedere lånene videre. De ser det ikke som værende en blivende ting, og arbejder også på at automatisere den proces.
Den anden del af forklaringen handlede om Upstart Auto Retail, hvor de har været nødsaget til at tage kreditrisiko på deres balance, indtil kvaliteten af kreditgodkendelserne er bedre valideret. Med en vis form for rette kan den del betragtes som R&D omkostninger, som alt andet lige, heller ikke vil være en permanent ting.
Den store stigning i kreditrisiko på balancen påvirkede det frie cash flow negativt og endte på -$271 mio. i årets første kvartal.
Upstart er stadig en attraktiv virksomhed
Efter af have gennemgået deres regnskab og lyttet til deres earnings call virker casen stadig intakt. Og de lige nu ugunstige markedsforhold til trods, vil omsætningen i 2022 vokse med 50%. I boksen nedenfor har jeg opsummeret de mange positive ting, jeg fandt i regnskabet for første kvartal
Seks positive ting fra Upstarts første kvartal
- Bedre kreditvurderinger end FICO
I kvartalsregnskabet blev der fremlagt data, som viser, at Upstarts metode til at kreditvurdere låneansøgere er en bedre løsning end det, som FICO kan tilbyde. - Bankerne tager i stigende grad Upstart til sig
Upstart lander én ny bankpartner om ugen, og pipelinen er større end nogensinde. Flere baseret hele deres kreditvurderingsproces på Upstarts AI løsning. - Upstart Auto Retail tager fart
525 bilforhandlere bruger allerede Upstart Auto Retail til at skabe en bedre kundeoplevelse. Allerede ved udgangen af 2022, vil løsningen være tilgængelig i hele USA.
- AI løsningen bliver hele tiden bedre
Hele 74% af alle låneansøgninger behandles og godkendes 100% automatisk og uden behov for nogen form for manuel sagsbehandling. - Mere innovation i vente
Upstart er i fuld gang med at udvikle, teste og validere løsninger inden for mikrolån, boliglån og lån til små og mellemstore virksomheder. - Modvind bliver igen til medvind
Lige nu er Upstart udfordret af makroøkonomiske forhold, men vil det til trods vokse 50% i indeværende år. Modvind bliver på et tidspunt igen til medvind.
En afsluttende observation fra gårsdagens earnings call var, David Girouard virkede ligeså optimistisk som tidligere og slog også i aftes fast, at han mener, at Upstart har alle muligheder for at udvikle sig til en virksomhed, der omsætter for mere end $10 mia. årligt. Om han får ret i det, vil kun tiden vise.
Aktien virker lige nu billig
Prisen for en aktie er det, som investorerne betaler i dag. Værdien er det afkast, man eventuelt vil få i fremtiden. Som allerede nævnt mener vi Horizon3, at investeringscasen stadig er intakt, og vi har derfor også benyttet dagens store fald til at supplere til vores eksisterende position.
I figuren nedenfor har vi med afsæt i en aktiekurs på $31 og de tilgængelige estimater fra de analytikere, der følger Upstart, udregnet en forventet p/e værdi for de kommende tre regnskabsår.
Forventet p/e værdi for de tre kommende regnskabsår
Trods relativt lave p/e værdier for en virksomhed, der vokser 50% om året, er investeringen dog ikke uden risiko. Lige nu er vores største bekymring ikke gårsdagens nedjusterede omsætningsforventninger, men mere det, at kreditrisikoen har vokset sig så stor på balancen. Det er derfor også noget af det, vi vil holde øje med fremover, da det potentielt kan udfordre hele forretningsmodellen.
Abonnér på vores markedskommentarer
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.