Horizon3

Tesla offentliggør dato for lancering af Cybertruck

Sent i aftes offentliggjorde Tesla (NASDAQ:TSLA) et regnskab for tredje kvartal, som desværre ikke levede op til forventningerne. Vi blev vidner til et regnskab, som skuffede på både omsætnings- og indtjeningenssiden. Hovedforklaringerne var ifølge Elon Musk, at Tesla i tredje kvartal har haft travlt med at opgradere flere af deres fabrikker, og at fortsatte rentestigninger gør det dyrere at finansiere køb af biler. Rentestigningerne har i tredje kvartal ført til yderligere prisnedsættelser på Tesla bilerne.

For de tålmodige investorer var der positivt nyt i relation til Tesla’s længe ventede Cybertruck. Den lanceres nemlig 30. november i år, og den langsigtede forventning er en produktion på 250.000 styks årligt. Først venter dog en skalering af produktionen, som Tesla forventer at være i mål med om 18 måneders tid.

Indtjeningen lander 10% under forventningen

Kigger vi på de vigtigste nøgletal fra regnskabet, så var omsætningen i tredje kvartal $23,35 mia., hvilket repræsenterer en vækst på kun 9% i forhold til samme kvartal sidste år. Det var samtidig cirka 3% mindre end forventet af analytikerne. Prisnedsættelserne på Tesla’s biler slog også hårdt igennem på nettoindtjeningen, som var $0,66 per aktie. Det var samtidig  10% mindre end analytikernes konsensusforventning.

Kigger vi på indtjeningsmarginerne i forhold til samme kvartal sidste år, så kan vi i figur 1 se et markant fald i både dækningsgraden og overskudsgraden.

Figur 1 - Faldende indtjeningsmarginer hos Tesla

Vi er bekendt med argumenterne for på kort sigt at vælge vækst og flere biler på vejene på bekostning at indtjeningen. Men når det er sagt, er det et stort tilbagefald i indtjeningen i forhold til for tolv måneder. Det er også med tanke på Tesla’s høje værdisætning.

Trods makroøkonomisk modvind, fortsatte prisnedsættelser, store investeringer i innovation og øget produktionskapacitet, så var Tesla i stand til at generere $0,8 mia. i frit cash flow. Kvartalet sluttede med $26,1 mia. i kontanter og andre let omsættelige aktiver. Samtidig er der stort set ingen gæld på virksomhedens finansielle balance. 

I fonden anerkender vi, at det ikke var et godt regnskab, som Tesla præsenterede i aftes. Men det havde vi heller ikke forventet, da vi allerede for tre måneder siden var varslet om faldende produktion og risiko for fortsatte prisnedsættelser. Det store spørgsmål er, om tredje kvartal repræsenterer et lavpunkt i indtjeningsmarginerne, eller om trenden fortsætter nedad i fjerde kvartal. Det er ikke vores fornemmelse, at aftenens telekonference gav et klart svar på det spørgsmål.

Produktionen er blevet endnu mere effektiv

Der er ingen tvivl om, at Elon Musk finder det utrolig vigtig, at Tesla er førende, når det kommer til produktionsomkostninger. Det skal dog ske på en måde, hvor det ikke går ud over produktets kvalitet. 

Den del af arbejdet ser ud til at bære frugt hos Tesla. I hvert fald er den gennemsnitlige produktionspris faldet til $37.500 per bil. Det er et fald på $2.000 per bil siden fjerde kvartal sidste år. Det svarer til en effektivisering på 5%. Det synes vi er et flot resultat på kun et år.

Det er en indsats, der aldrig slutter for Tesla. Selv forklarer Elon Musk det som en kamp om pennies. Hvis en bil for eksempel koster $37.500 at producere og består af 10.000 forskellige dele, så koster hver del i gennemsnit $3,75. For hver penny der kan skæres af  hver del, jo billigere bliver bilen at producere. Effektiviseringerne kan ske helt ned til at fjerne et enkelt klistermærke, som kunden alligevel ikke kan se. 

Elon Musk’s besættelse med omkostningsforbedringer hænger sammen med ambitionen om skalering. Jo lavere produktionsprisen er, desto mere konkurrencedygtig kan Tesla være på prisen. Og det giver flere biler på vejene.

Hvem vil for eksempel købe en Toyota Corolla, hvis man kan få en Tesla til samme pris?

På telekonferencen blev det i øvrigt bekræftet, at Tesla stadig forventer at levere 1,8 mio. biler i indeværende år. Det betyder konkret, at de i årets sidste kvartal skal levere 475.926 biler. Vi tror, at de vil lykkes med og håber, at det også vil ske uden yderligere skade på indtjeningsmarginerne.

Cybertruck lanceres til november

Tesla Cybertruck er nok det produkt i virksomhedens historie, der er størst forventninger til. Og nu er der omsider kommet en dato for, hvornår den lanceres. Det bliver 30. november i år.

Elon Musk manede dog i aftes til besindighed, da han fortalte om lanceringen. Tesla Cybertruck er nemlig en radikal anderledes bil, hvor stort set alt er designet fra et blankt stykke papir. Prototyper er lette at lave, men noget andet er at producere biler i stor skala og samtidig generere et positivt cash flow. Det er stort set ingen andre elbils-producenter i stand til i dag.

Tesla forventer derfor, at der vil gå cirka 18 måneder fra de første Cybertrucks leveres i november, til de bidrager væsentligt til Tesla’s finansielle bundlinje. Det vil sige engang i løbet af 2025. Der forventer Elon Musk, at de årligt vil producere 250.000 Cybertrucks. 

Det er ikke noget, der ligefrem taler for bedre indtjeningsmarginer i 2024. Omvendt mener vi, at Cybertruck og de prisbillige modeller, som også er i pipelinen, er værd at vente på, da de åbner op for helt nye segmenter og vækstkurver.

Kompleksiteten forventes at være markant mindre på de nye prisbillige modeller, som lige nu er under udvikling. Det skyldes, at langt mere vil være genbrug fra andre platforme og modeller, hvorfor der også forventes en simplere produktion og hurtigere skalering. Der var på aftenens telekonference ingen udmeldninger om, hvornår disse nye modeller forventes lanceres.

Tesla tøver med ny fabrik i Mexico

I henhold til den information der blev givet på telekonferencen, kan Tesla lige nu producere op til 2,35 mio. biler årligt. Det er slet ikke nok til at imødekomme de fremtidige behov, hvorfor de også har besluttet at bygge en ny fabrik i Mexico. 

Grundet de nuværende makroøkonomiske omstændigheder med stigende renter og gældssætninger hos mange forbrugere, er det sandsynligt, at Tesla vil udskyde byggeriet, til der er tegn på bedring i verdensøkonomien. Byggeriet vil med andre ord blive igangsat, men timingen er endnu ukendt.

I fonden synes vi, at det er en fin beslutning. Også fordi de stadig har mulighed for at skalerede produktionen i blandt andet Austin. På lang sigt vil vi dog ikke se det som et sundhedstegn, hvis byggeriet ikke igangsættes.

Energiforretningen er vokset 40%

Forretningsbenet Energy generation and storage omsatte i tredje kvartal for $1,56 mia., hvilket er 40% mere end for tolv måneder siden. Samtidig kan vi se, at det med et dækningsbidrag på $0,38 mia. også begynder at bidrage til indtjeningen i Tesla. 

Sammenligninger vi dækningsgraden med Automotive, så er energiforretningen i dag den mest profitable. Hvor den for Automotive er 15,8% er den for Energy generation and storage på 24,4%. Samtidig vokser energiforretningen også mere end bilforretningen, og er dermed også et forretningsområde, vi i fonden tillægger en stigende værdi.

Vi forventer, at energiforretningen vil vokse deres top- og bundlinje mange år endnu.

Vi er langsigtede optimister

Om end det var et af de mere skuffende Tesla regnskaber i lang tid, er vi langsigtede optimister, hvad angår fondens investering i Tesla. Tredje kvartal var, som allerede varslet for tre måneder siden, et udfordrende kvartal for både omsætningen og indtjeningen. De udfordrende makroøkonomiske vilkår gjorde det ikke lettere for Tesla, som vi ser som en virksomhed med strukturel medvind i en cyklisk industri.

Kigger vi på værdisætningen af Tesla, så handler den lige nu til en price/earnings multipel på cirka 57 gange indtjeningen. Det er for dyrt for en virksomhed, der vokser omsætningen 9% på et år, og samtidig har faldende indtjening. På den korte bane er det derfor ikke uden risiko at investere i Tesla. Det er dagens kursfald på næsten 10% et tydeligt bevis på. 

Vi vurderer dog, at vores langsigtede investeringscase i Tesla er intakt. Det begrunder vi med, at Tesla vinder markedsandele, hvilket Model Y er et håndgribeligt bevis på. Det tror vi, at de vil fortsætte med i takt med, at produktionsomkostningerne på de eksisterende biler forbedres yderligere – og nye modeller til nye segmenter lanceres. 

Det er også vores vurdering, at der er en god sandsynlighed for, at indtjeningen igen vil stige, når og hvis de makroøkonomiske vilkår normaliseres og fortsætte effektiviseringsprogrammer gennemføres.

Udover bilerne er vi i stigende grad også begejstret for energiforretningen såvel som de optionaliteter der ligger inden for selvkørende software, ladestationerne og AI.

Vi vil i de kommende kvartaler holde skarpt øje med antallet af leverede biler, indtjeningsmarginerne, optionaliteterne og naturligvis, hvordan lanceringen af Cybertruck udspiller sig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke. 

Investeringscases

Vidste du, at man kan læse alle vores investeringscases fra porteføljen?

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.

Køb Horizon3 Innovation

Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 169.15

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation