- 30. marts 2025
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Virksomhederne

Planlagt told på biler skabte ny uro på aktiemarkedet
Efter flere gode dage med pæne stigninger til mange af fondens aktier, blev den gode stemning igen negativ sidst på ugen. Årsagen var denne gang en planlagt amerikansk told på biler, der ikke er produceret i USA. Toldsatsen er 25% og vil træde i kraft allerede den 2. april.
Selv om 30 af de 31 aktier i fondens portefølje ikke er direkte påvirket af den nye toldregel, faldt fondens indre værdi alligevel 3,36%, når der måles i forhold til fredagen før. Det betyder også, at fonden år til dato har et negativt afkast på 11,48%. Omkring 4% skyldes fald i dollarkursen.
Dykker vi lidt ned i værdisætningen af fondens virksomheder, så handler flere af vores profitable vækstaktier nu til lavere P/E værdier end såkaldte valueaktier. I hvert fald hvis vi kigger bare ni måneder frem og forholder os til analytikernes seneste estimater for 2026.
I figur 1 har vi vist gennemsnitlige P/E værdier for en trio bestående af tre vækstvirksomheder. Det er Nvidia (NASDAQ:NVDA), Uber (NYSE:UBER) og Nu Holdings (NYSE:NU). I den anden søjle indgår en valuekurv med Coca-Cola (NYSE:KO), Nestle (SWX:NESN) og L’Oréal (ENXTPA:OR).
Figur 1 - 2026 P/E estimater for vækst- og valuegruppen
Kigger vi tre regnskabsår frem i tiden, så forventes vækstgruppen i gennemsnit at øge nettoindtjeningen per aktie med 20% årligt. Til sammenligning er det analytikernes konsensusforventning, at valuegruppen vil have en årlig indtjeningsvækst på 5%.
De givne oplysninger i dette ugebrev er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder.
Morgan Stanley giver købsanbefaling til Global-e
En af de aktier, som på det seneste har haft det svært, er Global-e (NASDAQ:GLBE). Det er til trods for, at de 19. februar fremlagde et regnskab for fjerde kvartal, som både viste rekordhøj vækst og en bundlinje, der for første gang også var profitabel efter aktiebaseret aflønning.
Tidligere på måneden afholdt Global-e deres Investor Day. I kølvandet på den har Morgan Stanley givet en købsanbefaling til Global-e og et kursmål på $46 per aktie. Det er 29% over fredagens lukkekurs.
Morgan Stanley har tre argumenter for købsanbefalingen.
Den første er den konservative guidance for 2025, som Global-e ledelsen gav på deres earnings call 26. februar. James Faucette, der er analytiker hos Morgan Stanley, mener den guidance er i den forsigtige ende.
Det næste argument er, at han vurderer, at Global-e er en af de virksomheder, som kan drage fordel af den nuværende handelsmiljø. Øgede toldsatser vil motivere virksomheder til at søge løsninger, som kan forenkle arbejdet med at navigere i et miljø med skiftende toldsatser. Og her er Global-e med deres direct-to-consumer og cross-border platform godt positioneret i den globale detailkæde.
Sidste argument fra Morgan Stanley er deres stærke partnerskaber og forretningsmodel. Blandt andet har de et tæt samarbejde med Shopify (NYSE:SHOP), som via deres multilokale tilgang positionere dem fordelagtning inden e-handel på tværs af landegrænser.
I fonden investerede vi første gang i Global-e aktien den 14. februar 2023 til kurs $28,80. Sidan da er aktiekursen steget 24%.
Tesla får deres selvkørende software godkendt i Kina
Tesla (NASDAQ:TSLA) vurderes at være den bilproducent, som påvirkes mindst af af de amerikanske toldregler, som træder i kraft onsdag i næste uge. Samtidig har Tesla også en stærk markedsposition på det kinesiske marked, omend konkurrencen fra BYD er stigende.
En væsentlig del af investeringscasen er blandt andet deres selvkørende software. Der nåede Tesla onsdag i denne uge en milepæl, da deres selvkørende FSD software endelig blev regulatorisk godkendt til de store kinesiske marked.
Det er et vigtigt gennembrud for Tesla. Kina er ikke bare største største bilmarked i verden. Det er også det sted, hvor konkurrencen i elbilssegmentet er hårdest. Ikke mindst fra lokale spillere som Nio og især BYD. Der er tale om såkaldt Level 2 godkendelse, hvor de kan sælge FSD softwaren til de kinesiske forbrugere, men hvor chaufføren stadig skal overvåge kørslen.
Der er således ikke tale om en godkendelse af Tesla’s selvkørende taxaer – men et vigtigt skridt på vejen.
Godkendelsen fra Kina er vigtig af flere årsager. Dels reducerer den risikoen for tab af markedsandele, da FSD softwaren kan give en mere differentieret value proposition. Derudover kan det skabe præcedens for regulatorisk accept af Tesla’s teknologi uden for USA. Endeligt styrker det virksomhedens position som teknologileder.
Grundet usikkerhed om Tesla ledelsens prioriterer og fokus har vi løbende solgt ud af fondens Tesla aktier. Det er dermed også den mindste position i fondens portefølje. Gennemsnitskursen for den nuværende Tesla position er $214,75, hvilket giver en urealiseret gevinst på knap 23%.
Onsdag i næste uge offentliggør Tesla salgs- og produktionstal første kvartal. Konsensus blandt analytikerne er, at Tesla har solgt 377.000 biler i første kvartal. Det er næste 10.000 færre end i samme kvartal sidste år.
CrowdStrike lancerer AI-drevet netværksscanning
CrowdStrike (NASDAQ:CRWD) har i denne uge lanceret en ny funktion i deres Falcon-platform, som gør det muligt for virksomheder at identificere og prioritere netværkssårbarheder – uden behov for køb af nyt hardware.
Det særlige ved løsningen er brugen af CrowdStrike’s egenudviklede AI-model, der ved hjælp af maskinlæring er i stand til at udpege de 5% sårbarheder, som udgør 95% af den samlede risiko. Ifølge CrowdStrike vil det reducere antallet af kritiske risici med helt op til 98%, hvilket gør det muligt for virksomheder at fokusere ressourcerne der, hvor risikoen for cyberangreb er størst.
CrowdStrike har allerede haft succes med at udvide deres Falcon-platform fra endpoint protection til også at inkludere både cloud, identitetssikkerhed og next-gen SIEM. Den nye netværksscanning er en del af deres Exposure Management forretning, som i fjerde kvartal var i stærk vækst og allerede er på vej mod $300 mio. i årlig tilbagevendende omsætning.
Lanceringen er også et strategisk skridt i virksomhedens ambition om at blive den foretrukne AI-native SOC-platform. Det styrker den differentiering, som CrowdStrike søger i konkurrencen mod både etablerede spillere og nyere konkurrenter som SentinelOne.
Vi har ejet CrowdStrike siden 14. februar 2023, hvor de første aktier blev købt til kurs $113,60. Siden er CrowdStrike aktien steget mere end 200% til kurs $357,11, som var fredagens lukkekurs.
Apple vælger for første gang AI-servere fra Nvidia
Apple (NASDAQ:AAPL) har traditionelt været tilbageholdende med at bruge GPU’er fra Nvidia. I stedet har det satset på deres egne chipdesigns og alternative løsninger til træning af AI-modeller. Men nu har Apple for første gang afgivet en ordre på Nvidia-servere.
Den første ordre er ifølge Reuters på $1 mia. og skal ses som en del af et mindre cluster, der potentielt kan skaleres til at blive meget større. Ordren markerer det første konkrete skridt i et mere åbent samarbejde mellem de to teknologigiganter.
Apple’s AI-ambitioner har været genstand for kritik det seneste år. Hvor Microsoft, Meta, Google og Amazon har investeret tocifrede milliardbeløb i infrastruktur og GPU’er fra Nvidia, har Apple været langt mere afdæmpede med deres capex investeringer. Det ser nu ud til at ændre sig.
Apple har ellers tidligere meldt ud, at deres AI-modeller primært er blevet trænet på Googles TPU-chips. Men den nye Nvidia ordre antyder, at Apple nu ser strategisk værdi i også at opbygge infrastruktur baseret på Nvidia’s Blackwell GPU’er.
For Nvidia er det en vigtig strategisk sejr at få Apple tilføjet på kundelisten. Selvom ordren er mindre end hvad de store hyperscalers placerer, sender det et stærkt signal til markedet, når selv Apple nu vælger deres teknologi.
Vi har i fonden haft en eksponering mod Nvidia siden 14. februar 2023, hvor aktien blev købt til kurs $22,38. Fredag lukkede Nvidia aktien i kurs $109,67 og er nu faldet knap 27% fra den seneste kurstop i starten af januar måned. Fonden ejer ingen Apple aktier.
Fintech virksomheden nedlægger 1.000 jobs
Block (NYSE:XYZ), som ejer fintech-platforme som Square, Cash App og Afterpay, har annonceret, at de nedlægger næsten 1.000 stillinger svarende til ca. 8% af arbejdsstyrken. Samtidig omplaceres 200 ledere til ikke-ledende stillinger og næsten 800 åbne roller fjernes.
Ifølge en intern e-mail sendt af medstifter og CEO Jack Dorsey tirsdag, handler omstruktureringen ikke om de kortsigtede finansielle mål, men om at gøre organisationen mere effektiv og beslutningsdygtig. Han understregede i e-mailen, at det er hans ansvar at sikre, at Block kan levere resultater hurtigere og blive en mere kundefokuseret organisationen.
Til investorerne er signalet, at Block forsøger at tilpasse sin organisation og omkostningsstruktur til et en fase, hvor vækst ikke er nok i sig selv. Fokus er nu på profitabel vækst og rule-of-40. Det er noget som både Jack Dorsey og CFO Amrita Ahuja har talt meget om på de seneste earnings call, hvorfor vi heller ikke er overraskede over udmeldingen.
Block aktien har været en del af porteføljen siden 14. februar 2023. Investeringen har indtil videre påført fonden et urealiseret tab på 23%. Block aktien handler lige nu til en P/E værdi på 12,4 gange de næste tolv måneder forventede nettoindtjening. Konsensus hos analytikerne er samtidig, at Block vil øge nettoindtjeningen med i gennemsnit 23% årligt frem til udgangen af 2028.
Tilmeld dig næste uges live webinar
Onsdag den 2. april kl. 20.00 afholder vi vores kvartalswebinar. Der gør vi status på den seneste regnskabsæson og et første kvartal, som har været det mest turbulente i fondens levetid. Du kan læse mere om webinaret, som en én time, her.
Du kan tilmelde dig ved at udfylde formularen herunder.