- 10. september 2022
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Ugens højdepunkter
De globale vækstaktier genvandt momentum i uge 36
De globale vækstaktier genvandt momentum i uge 36 og lagde en del af pessimismen fra Jackson Hole mødet for at par uger siden bag sig. Det mærkede vi meget direkte hos Horizon3, hvor vores aktieportefølje mandag til fredag steg 7,9%. Det var 610 basispoint mere end OMXC25 indekset og 512 mere end Nasdaq Composite, som steg med henholdsvis 1,80% og 2,78% for ugen.
Hos Horizon3 vurderer vi, at den primære årsag til ugens momentum skyldes forventninger til de amerikanske inflationstal, som offentliggøres tirsdag i næste uge. Vi tror, at markedet forventer inflationstal, som er en tand lavere end forventet og som også viser, at den amerikanske inflation dermed har toppet.
Viser det sig at være tilfældet tror vi, der er gode muligheder for at de globale vækstaktier vil forstsætte med at stige i den kommende uge. Viser det sig derimod, at den amerikanske centralbank ikke har fået bedre hånd om inflationen, vil der være stor sandsynlighed for, at de vil falde tilbage i den kommende uge.
Hos Horizon3 har vi forsøgt at navigere i denne usikkerhed ved at positionere os primært mod aktier, der har medvind fra strukturelle megatrends og dermed også er mindre inflationsfølsomme.
Du kan se, hvilke aktier vi har i vores portefølje her.
I vores aktieportefølje manglede kun UiPath (NYSE:PATH) ved ugens start at offentliggøre sit kvartalsregnskab. Det kom tirsdag aften, hvilket vi har skrevet mere om herunder. Derudover er der i dette ugeperspektiv også nyt om Sea Limited (NYSE:SE), Cloudflare (NYSE:NET) og Upstart (NASDAQ:UPST).
UiPath aktien blev sendt 20% ned på dårlig guidance
Tirsdag kom UiPath som sagt med regnskab for sit andet kvartal. Det var et fint regnskab, som CEO Daniel Dines kunne præsentere. Omsætningen er på tolv måneder steget med 23% til i alt $242 mio. Det var knap 5% mere end forventet. Bundlinjen viste et nettounderskud per aktie på $0,02, hvilket var bedre end de $0,11, som analytikerne havde forventet.
Det frie cash flow viste et underskud på $30,34 mio. Det tal bekymrer os dog ikke, da UiPath har omsætningsaktiver for $1,7 mia. og ingen gæld. De har med andre ord råd til at investere i det produkt og den vækstrejse, de er på.
Især den del ser ud til at fungere. Dækningsbidraget er på hele 86% af omsætningen og de lykkes med at tiltrække flere og flere kunder, som bruger flere og flere penge hos UiPath. Antallet af kunder er på tolv måneder vokset med 15% til i alt 10.500. Kigger vi på antallet af kunder, som bruger mere end $100.000 om året hos UiPath, så er det tal vokset med 33%. Endnu mere imponerende bliver det, når der måles på antallet af kunder, som bruger mere end $1.000.000. Det antal er vokset med hele 61% til i alt 190 kunder.
Til trods for det flotte regnskab faldt aktiekursen 20% i eftermarkedet. Årsagen til det skyldes deres guidance for resten af året. På grund af længere end forventet salgscyklusser og en høj dollarskurs, som udhuler omsætningen uden for USA, forventer UiPath nu at omsætte for mellem $1,002 og $1,007 mia. for hele 2023. Det er omkring 8% mindre end det Wall Street havde forventet.
Du kan læse mere om regnskabet her.
Hos Horizon3 hæfter vi os ved den flotte udvikling, UiPath viser i deres kundeforhold og den værdi, de skaber for dem. UiPath hjælper med at digitalisere og automatisere processer i virksomheder. Processer der gør kunderne mere effektive og mere konkurrencedygtige – Ifølge Gartner og Forrester er UiPath førende indenfor RPA (Robotic Process Automation).
Se Gartners Magic Quadrant for Robotic Process Automation
Se Forrester Waves for Robotic Process Automation
Den rejse vil vi gerne være en del af. Vi valgte derfor også at se udsalget onsdag morgen som en overreaktion, som vi udnyttede til at øge vores positionering mod UiPath. Indtil videre har det givet at afkast på knap 14%.
Sea Limited går ud af flere lande i Latinamerika og fyrer folk i Garena
Hos Sea Limited har man på det seneste været udfordret af store omkostninger og blødende cash flow forårsaget af den kraftigt faldene omsætning fra Garena.
Fredag offentliggjorde Sea Limited, at Shopee helt forlader Argentina. Derudover vil de også lukke lokale aktiviteter i Chile, Colombia og Mexico. Hos Horizon3 ser vi det som et bekymrende tegn, da Latinamerika netop har været et marked, hvor der længe har været givet et indtryk af, at Sea Limited havde godt styr på forretningen.
Derudover har de også skåret jobs i Garena, som er deres spildivision. Flere nye spiludgivelser er blevet sat på pause eller helt fjernet fra deres roadmap. Antallet af betalende brugere er på tolv måneder faldet med 36%. Det er meget, når man skal bruge pengene fra netop spildivisionen til at vokse e-commerce og fintech divisionerne. Derudover har det ikke hjulpet, at den indiske regering helt har forbudt spillet Free Fire i Indien.
Flere har spurgt til vores positionering mod Sea Limited og situationen er den, at vi solgte alle vores aktier i Sea Limited efter offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal.
Det kan du læse mere om i vores ugeperspektiv fra 20. august.
Pengene har vi brugt til at øge vores positioner i Global-E Online (NASDAQ:GLBE) og MercadoLibre (NASDAQ:MELI)
Gartner kårer Cloudflare som markedsleder
Det amerikanske cloudselskab Cloudflare (NYSE:NET) er blevet kåret som en af lederne inden for Web application and API Protection af Gartner. Her har Cloudflare blandt andet services som Web Application firewalls, Bot management, API gateways, API Abuse detection og DDoS beskyttelse og mitigering. API trafik er stærkt stigende og denne tendens vil kun vokse i takt med at der laves flere integrationer.
Gartners anerkendelse vidner om, at techindustrien ser Cloudflare som en af nøgleaktørerne inden for dette område, som vi forventer vil vokse i mange år frem.
Upstart indgår partnerskab med Vantage West Credit Union
Upstart præsenterede i løbet af ugen endnu et partnerskab. Denne gang er det med Vantage West Credit Union, som har hovedsæde i Arizona.
Vantage West Credit Union er en kreditforening med mere end 170.000 medlemmer og aktiver for omkring $2,6 mia. Gennem partnerskabet med Upstart vil Vantage West Credit Union kunne låne penge ud til flere kreditværdige låntagere på en nem og omkostningseffektiv måde.
Ved udgangen af andet kvartal oplyste Upstart, at de havde 71 partnerskaber med banker og kreditforeninger. Det tal bliver hele tiden forhøjet med nye aftaler, hvilket er positivt på den lange bane.
Samtidig håber vi også, at de nyligt indgåede partnerskaber er med virksomheder, som vil samarbejde med Upstart uanset de makroøkonomiske forhold. Det var en af de udfordringer vi skrev om i forbindelse med vores dækning af Upstarts regnskab for andet kvartal og selvfølgelig noget, vi vil holde øje med i de kommende kvartaler. Det indlæg kan læses her.
Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.
Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 169.15