Horizon3

FED kæmper mod inflation mens big tech investerer i vækst

Mens den amerikanske centralbank kæmper for at standse inflationen og hæmme beskæftigelsen i USA, melder Amazon ud, at de vil ansætte 67% flere medarbejdere i dette års julesæson i forhold til sidste år. Derudover er der nyt fra Tesla, Microsoft, CrowdStrike og Nvidia, som lige nu handler til årets laveste værdisætning.

Amazon vil ansætte en kvart million nye medarbejdere

Amazon (NASDAQ:AMZN) offentliggjorde tirsdag, at de planlægger at ansætte 250.000 nye medarbejdere op til julehandlen. Det er 67% flere ansættelser i forhold til julesæsonen sidste år og 150.000 flere, end Target (NYSE:TGT) forventer at ansætte. John Felton, der er senior vice president hos Amazon forklarer det store hop i ansættelser med, at de i 2023 har åbnet flere end 50 nye fulfillment og delivery centers i USA.

Amazon forventes i år at omsætte for $570 mia., hvilket vil være en stigning på 11% i forhold til sidste års omsætning. Samtidig er det analytikernes konsensusforventning, at EBIT resultatet vil stige fra $12,25 mia i fjor til $28,65 mia. i 2023 svarende til en vækst på 134%.

Vi ser udmeldingen om de mange ansættelser som et tidligt tegn på, at Amazon har godt damp på alle kedler – og at forventningerne til årets julehandel er store. 

Tesla forventer at ansætte 40.000 flere medarbejdere i Texas

I denne uge udtalte Jason Shawhan, der er produktionsdirektør på Teslas (NASDAQ:TSLA)  fabrik i Texas, at de forventer at øge antallet af ansatte fra de nuværende 20.000 til 60.000. Det vil ske, når fabrikken er klargjort til produktionen af Teslas nye Cybertruck, som forventes at  blive lanceret senere på året.

Elon Musk har på tidligere earnings calls udtalt, at efterspørgslen for Cybertruck er enorm. Prognoserne siger, at der er lavet 1,9 mio. forudbestillinger. Det tal skal i sammenhæng med, at Tesla i år forventer at producere 1,8 mio. i alt. 

Vores forventning er ikke, at alle 1,9 mio. forudbestillinger vil resultere i reelle salg. Men vi tror på, at også Cybertruck vil blive en stor succes. Det samme tror vi i øvrigt om det nylige facelift på deres Model 3.

Tesla aktien er i år steget 108%.

Microsoft øger udbyttebetaling med 10% per aktie

Tirsdag var der også nyt fra Microsoft (NASDAQ:MSFT) som offentliggjorde, at de hæver den kvartalsvisse udbyttebetaling med 10% til $0,75 per aktie. Beløbet udbetales 14 december 2023, og markerer samtidig den fjortende stigning i træk.

I figur 1 herunder er vist fjerde kvartals udbyttebetaling per aktie fra regnskabsåret 2005 og frem til og med 2024.

Figur 1 - Fjerde kvartals udbyttebetaling i dollars

Om end vi ikke har investeret i aktien på grund af deres stigende udbyttebetalinger, så viser figur 1 tydeligt den kvalitet, som Microsoft har haft som compounding aktie. Kigger vi på aktiekursens udvikling, så er den i samme periode steget med næsten 1.200%. Det er markant mere end Nasdaq Indekset, som siden 2005 er steget med cirka 500%.

I fonden ser vi et fortsat stort compounder potentiale i Microsoft aktien drevet af den langt strukturelle medvinden inden for AI, cloud computing og cybersecurity. 

Microsoft lancerer 365 Copilot

Noget af det, som skal være med til at realisere Microsofts fortsatte potentiale som compounding potentiale, er deres evne til fortsat at udvikle, lancere og skalere nye produkter og services. Et af produkterne kan meget vel blive 365 Copilot, som er en ny og AI drevet måde, brugere i fremtiden vil interagere med deres computere.

365 Copilot er et AI drevet værktøj, der kombinerer large language models med brugeres egne data og apps. Det er forventningen, at det nye værktøj vil hjælpe vidensmedarbejdere verden over med både at øge produktiviteten og kvaliteten i deres arbejde. Prisen for 364 Copilot bliver $30 om måneden per bruger.

Vi skrev første gang om lanceringen tilbage i juli måned, hvor Microsoft meldte prisen på produktet ud. Det fik på én dag Microsofts markedsværdi til at stige med $105 mia, hvilket du kan læse mere om via linket herunder. Så forventningerne til produktet er store.

Nyt AI produkt øger Microsofts markedsværdi med $105 mia.

I fonden ser vi det som en vigtig og spændende produktlancering, som vil give en god indikation af, hvor meget bund der reelt er i den AI bølge, vi ser lige nu. Det er selvfølgelig noget, vi vil holde et skarpt øje med.

Microsoft aktien er år til dato steget 33% og er i skrivende stund den største position i fondens portefølje.

CrowdStrike offentliggør køb af virksomheden Bionic

Tirsdag udsendte cybersecurity virksomheden CrowdStrike (NASDAQ:CRWD), at de har overtaget virksomheden Bionic. Vi har på nuværende tidspunkt ingen viden om, hvad CrowdStrike betaler for Bionic, men vi vurderer, at købet vil forbedre CrowdStrikes value proposition inden for beskyttelse af kundernes voksende cloud infrastruktur.

CrowdStrike kunne i deres regnskab for andet kvartal vise, at omsætningen inden for cloud sikkerhed var vokset hele 70% til næsten $300 mio., hvilket positionerer dem som en af de største og vigtigste spillere på markedet.

CrowdStrike aktien er i år steget 54% og blandt de fem i fondens portefølje, der har givet det højeste afkast siden børsnoteringen 20. februar.

Nvidia aktien falder til laveste værdisætning i år

Nvidia (NASDAQ:NVDA) aktien er år til dato steget 181%, hvilket har fået mange til at omtale aktien som værende i en boble afkoblet fra virkeligheden. Sandheden er dog, at aktien på intet tidspunkt i år har været billigere prissat end i går, hvis værdisætningen sættes i forhold til de næste tolv måneders forventede nettoindtjening.

I figur 2 herunder har vi vist dette års udvikling i Nvidias price/earnings multipel og kan se, at den i går lukkede i 27,5 gange de næste tolv måneders nettoindtjening.

Figur 2 - Næste tolv måneder P/E multipel for Nvidia
Nvidia P/E

Sættes værdisætningen i dansk kontekst, så er Nvidia lige nu billigere værdisat en C25 virksomheder som Novo Nordisk, Genmab, Vestas, Ambu og Coloplast. 

Værdisætningen i figur 2 forudsætter naturligvis, at Nvidia kan leve op til indtjeningsforventningerne for de kommende tolv måneder. I fonden er det vores vurdering, at der er en god sandsynlighed for, at Nvidia vil det. Vi har i går derfor også valgt at øge beholdningen af Nvidia aktier i fonden.

FED signalerer slut med rentestigninger

Onsdag aften signalerede den amerikanske centralbank med Jerome Powell i spidsen, at det er slut med rentestigninger for denne omgang. Udmeldingen var som sædvanlig en smule tvetydige, hvilket efter vurdering skyldes, at de vil holde tvivlen intakt for ikke at give grobund for alt for meget optimisme – og dermed kickstart en ny, stigende inflationskurve.

Jerome Powell fortalte onsdag aften, at FED stadig arbejder hårdt på at sikre end blød landing. Senere på mødet blev der dog udtalt, at en blød landing ikke er centralbankens basisscenarie. 

Vores forventning er, at de uklare udmeldinger på kort sigt vil skabe turbulens på aktiemarkedet. Det vil alt andet lige også føre til en vis volatilitet for aktierne i vores portefølje, hvilket vi også har oplevet de seneste dage. Vores strategi er at fastholde vores langsigtede fokus og forsøge at udnytte eventuelle tilbagefald i aktiekurserne til at supplere til attraktive priser. Det har vi eksempelvis i dag gjort i ASML (AMS:ASML), som i nogle dage har ligget i såkaldt oversolgt territorie. 

Da vi ikke kender læsernes investeringshorisont eller risikoprofil er vores ageren ikke en anbefaling til andre om hverken at købe eller sælge aktier i ASML eller andre af de virksomheder, der er nævnt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.

Risici

Alle investeringer indebærer risici. Læs mere om fondens væsentligste her.

Disclaimer

Artiklen er generel investor-information og ikke investeringsanbefalinger.

Fonden

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation og hvordan du bliver medinvestor.

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation