Datadog-aktien stiger 23% efter gode regnskabstal

Strukturel medvind inden for AI og cloud giver bedre end forventede regnskabstal for Datadog. Samtidig hæver ledelsen guidance for fjerde kvartal.

Datadog præsenterede torsdag deres regnskab for tredje kvartal. Regnskabet imponerede investorerne så meget, at de på en ellers blodrød handelsdag sendte Datadog-aktien op med 23% og 33% år-til-dato. Den positive kursreaktion kom efter et kvartalsregnskab, som slog analytikernes forventning til omsætning, indtjening og fremtidig guidance.

I Horizon3 havde vi efter gode regnskabstal fra Amazon Web Services, Microsoft og Google Cloud forventet, at det ville slå igennem på Datadog’s regnskab, da de lever af at overvåge netop cloudbaserede applikationer og infrastruktur.

Læs vores investeringscase for Datadog

De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.

Datadog øger omsætningen 28%

Omsætningen for tredje kvartal var $886 mio., hvilket var en stigning på 28% i forhold til samme kvartal sidste år og $35 mio. mere end analytikernes konsensusestimat. Det var samtidig det tredje kvartal i træk med accelererende vækst, hvilket vi har vist i figur 1 herunder.

Figur 1 - Datadog's kvartalsvise omsætning og vækst

Driftsresultat – også kaldet EBIT – landede på $207 mio. svarende til en margin på 23%. Nettoindtjeningen steg fra $0,43 per aktie i tredje kvartal sidste år til $0,55. Det var 20% over konsensusestimatet på $0,46 per aktie.

Det frie cash flow for tredje kvartal var $214 mio., hvilket giver en fri cash flow margin på 24%. Datadog sluttede kvartalet med $4,1 mia. i kontanter og andre let omsættelige aktiver på balancen.

I en fond som vores, hvor høj omsætningsvækst skal gå hånd i hånd med indtjening og positivt frit cash flow, kan vi kun være tilfredse med gårsdagens regnskab og earnings call.

Loyale kunder driver væksten

Datadog har nu omkring 32.000 betalende kunder, hvilket er knap 10% flere end for tolv måneder siden. Antallet af kunder, som bruger mere end $100.000 om året hos Datadog steg 16% til 4.060 kunder.

Ser vi på adoptionen af moduler på Datadog-platformen var det glædeligt at høre på earnings call, at de store kunder tager flere og flere moduler i brug. I figur 2 er det vist, at 16% af alle kunder nu har taget otte eller flere moduler i brug. For tolv måneder siden var det kun 12%

Figur 2 - Adoption af Datadog moduler

Også antallet af kunder som bruger minimum fire og seks Datadog moduler viser flotte vækstrater. For os er det et vigtigt tal, da de udover at vise kvaliteten i Datadog’s value proposition også er med til at øge kundernes switching costs. 

Og det betyder alt andet lige, at den strategiske voldgrav omkring Datadog forstærkes.

Strukturel medvind fra Cloud og AI

For et år siden var tech-investorerne delte i spørgsmålet om, hvorvidt AI vil være en trussel eller en mulighed for Datadog. I Horizon3 har vi tilhørt den gruppe, der mener, at AI bliver en strukturel medvind og ikke en modvind.

Ud fra gårsdagens earnings call er det vores vurdering, at vi i hvert fald foreløbigt har fået bekræftet vores hypotese.

Et af de største temaer i tredje kvartal var netop væksten inden for AI-relaterede brugsscenarier. Her blev der på ledelsens earnings call fortalt, at flere end 500 AI-native virksomheder allerede har tilvalgt Datadog, og 15 af dem bruger mere end $1 mio. årligt. Særligt fremhævede medstifter og CEO Olivier Pomel den hurtige adoption af Bits AI Agents, som er intelligente agenter, der kan identificere, diagnosticere og løse problemer automatisk. 

Ligesom på sidste uges earnings call hos ServiceNow ser vi nu synlige tegn på, at brugen af AI-agenter udbredes hos flere ledende softwarevirksomheder.

ServiceNow regnskab viser vejen for brugbare AI-agenter

Udover strukturel medvind inden for AI, fortalte ledelsen også, at de oplever vækst inden for traditionelle cloudkunder. Efter en periode, hvor mange har optimeret cloud-omkostningerne, viser 2025 en klar vending. Amazon Web Services, Microsoft og Google Cloud melder alle om accelererende vækst i deres cloudforretninger, hvilket helt naturligt smitter af på Datadog.

Ledelsen hæver guidance

Ledelsen hævede i forlængelse af regnskabet forventningerne til resten af 2025. De forventer i fjerde kvartal en omsætning på mellem $912 og $916 mio. svarende til en vækst på cirka 24%. For hele året ventes omsætningen at stige 24% til $3,39 mia. med en driftsmargin på 22 % og et nettooverskud på $2 per aktie.

Ledelsen kalder efterspørgslen “bredt baseret” og ser både AI-native og traditionelle virksomheder bidrage aktivt til væksten. Den positive trend fortsatte også i oktober, hvilket antyder en god start på fjerde kvartal.

Vi holder øje med tre ting

I de kommende kvartaler vil vi i Horizon3 holde tæt øje med især tre ting, som kan påvirke fondens investering i Datadog. Det er:

  1. Brugeraktiviteten hos ikke-AI kunder, som i tredje kvartal viste den højeste brugsvækst i tolv kvartaler.

  2. Kommercialisering af AI-produkter, hvor især Bits AI Agents kan blive et interessant vækstområde.

  3. Udviklingen i hyperscalernes vækstkurver, som alt andet lige har en afsmittende effekt på Datadog.

Datadog-aktien lukkede torsdag i kurs $190,82 og er prissat til en fremtidig P/E-værdi på 90 gange de næste tolv måneders forventede nettoindtjening per aktie.

Disclaimer

Fonden Horizon3 Innovation ejer med stor sandsynlighed aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.

Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.

Nyheder fra virksomhederne

Læs seneste nyheder hvor vi dækker regnskaberne og de vigtigste annonceringer fra vores investeringsunivers.

Fonden Horizon3 Innovation har haft endnu en god regnskabsson

Regnskabssæsonen er slut: 93% slog analytikernes forventninger

Alphabet aktien

Horizon3 har åbnet en position i Alphabet

Vores nyhedsbrev adskiller støj og indsigt

I et marked fyldt med støj hjælper vi dig med at forstå, hvad der faktisk driver tech og aktiemarkedet. Hver uge får du datadrevne analyser og konkrete indsigter fra de globale markedsledere inden for teknologi og digitalisering.

Vi værner om dine data i vores privatlivspolitik.

Eyebrow Label

Bliv erhvervspartner

Gør en forskel for unge mænd på kanten – og styrk samtidig jeres brand og medarbejderengagement.

Udfold jeres CSR- eller DEIB-strategi i et værdiskabende samarbejde med Mind Your Own Business Erhverv. Vi står for hele forløbet og matcher jer med de rigtige unge, så I kan skabe lokal impact uden at skulle starte fra bunden.

Det er nemt at gå til – og svært ikke at gå op i.

Nyheder

Seneste indlæg

Autem ducimus ipsum dolorum quas est consequatur molestias molestias iste ipsum dolor rerum nihil rerum quasi dolore nam.