- 23. oktober 2022
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Ugens højdepunkter

Vores aktieportefølje kom tilbage i plus efter en god uge
Uge 42 var ugen, hvor endnu en regnskabssæson blev skudt igang for virksomhederne i vores portefølje. Tirsdag og onsdag lagde Silvergate Capital (NYSE:SI) og Tesla (NASDAQ:TSLA) ud, hvilket ikke blev vel modtaget af investorerne. Det skrives der mere om længere nede i denne uges Ugeperspektiv.
Inden vi når til dækningen af de to regnskaber, vil vi give en kort update på vores portefølje. I sidste uge skrev vi, at den for første gang var endt i rødt med et negativt afkast på 1,67%. Vi er heldigvis tilbage i plus med et samlet afkast på 3,41%. I afsnittet nedenfor deler vi, hvilke af vores 24 aktier, der klarede sig bedst.
Nederst i dette Ugeperspektiv deler vi en nyhed, som vil være endnu et skridt i vores bestræbelser på at skabe, hvad vi håber bliver Danmarks bedste investeringsforening målt på langsigtet afkast, gennemsigtighed og omkostninger.
Vores aktieportefølje er igen i plus
Uge 42 var kursmæssigt lidt af en rutschebanetur for aktierne i vores portefølje. Første halvdel af ugen gik det op, så hurtigt ned igen for at slutte med endnu en god tur op fredag. Samlet set endte ugen for vores vedkommende med et afkast på 5,17%. Det bringer vores portefølje tilbage i plus med et samlet afkast for året på 3,41%.
Nedenfor har vi vist, hvilket af aktierne i vores portefølje, som klarede sig bedst i uge 42. I alt har vi aktier i 24 virksomheder. 21 af dem sluttede ugen i plus, mens tre måtte konstatere et negativt afkast.
Disse aktier fra vores portefølje steg mest i uge 42
De tre aktier der faldt i værdi var Kahoot (OSLO:KAHOT.OL), Upstart (NASDAQ:UPST) og regnskabsaktuelle Silvergate Capital (NYSE:SI). Det største fald stod sidstenævnte for tirsdag, hvor Silvergate Capital offentliggjorde tal for tredje kvartal.
Silvergate Capital aktien falder 23% efter regnskabet for tredje kvartal
Tirsdag kom Silvergate Capital (NYSE:SI) som sagt med regnskab for tredje kvartal, hvilket mildest talt ikke blev taget godt imod af investorerne. Aktien faldt 23% til trods for, at omsætning og nettooverskud per aktie steg henholdsvis 73% og 45% i forhold til tredje kvartal sidste år. Det var dog ikke nok til at indfri investorernes forventninger, som havde forventet en omsætning på $100,34 mio. og et overskud på $1,41 per aktie. De fik $89,30 mio. og $1,28, hvilket var 11% og 9% mindre end forventet.
En af tredje kvartals udfordring for Silvergate Capital var, som vi ser det, at aktiviteten på Silvergate Exchange Network siden sidste kvartal er faldet fra $191 til $113 mia. Det er et fald på hele 41% på bare tre måneder og et tydeligt tegn på, at cryptovinteren har sat ind. Den så kraftige tilbagegang kom en smule bag på os. En anden udfordring var forsinkelsen af den dollarbaserede stablecoin, som tidligere var forventet lanceret ultimo 2023.
På positivsiden bemærker vi, at omsætningen og bundlinjen trods udfordrende makroøkonomiske forhold stadig vokser meget. Derudover har Silvergate Capital formået at øge antallet af institutionelle kunder fra 1.585 til 1.677 på bare ét kvartal. Det er 6% flere end for tre måneder siden. Set over tolv måneder er antallet af kunder vokset 28%. Derudover voksede aktiviteten i SEN Leverage med 9% i forhold til sidste kvartal.
Det frie cash flow for tredje kvartal var $154,71 mio. svarende til knap 9% af Silvergate Capital’s markedværdi. Aktien handler nu til en tolv måneders forventet fremtidig p/e multipel på 8,3. Hos Horizon3 mener vi, at vores investeringscase for Silvergate Capital er intakt trods den igangværende cryptovinter.
I de kommende kvartaler vil vi genbesøge og løbende validere vores investeringscase. I den forbindelse vil vi specifikt holde øje med kundetilgangen, aktiviteten på Silvergate Exchange Network og om SEN Leverage fortsætter med at vokse uden misligeholdte lån til følge. En sidste ting, vi vil holde et vågent øge med, er arbejdet med at lancere en dollarbaseret stablecoin. Forventningen var, at det ville ske i 2022. Det kommer sandsynligvis ikke til at ske, hvilket var stærkt medvirkende til tirsdagens store kursfald.
For ugen sluttede Silvergate Capital aktien med et minus på 19,67%.
Tesla øger omsætningen 56% på tolv måneder
Onsdag var regnskabsturen kommet til Tesla (NASDAQ:TSLA), som kunne præsentere en omsætning for tredje kvartal på $21,45 mia. Det var 56% højere end samme kvartal sidste år, hvor omsætningen var $13,76 mia. Det er efter vores begreber imponerede flot i en industri, som i sidste kvartal havde negativ vækst.
Tesla imponerer også på indtjeningen. Driftsresultatet var $3,69 mia. og dermed 17,2% af omsætningen. Det er omkring det dobbelte af gennemsnittet for bilindustrien og leveret i en tid med logitiskudfordringer, stigende priser på halvfabrikater og modvind fra en høj dollarskurs. På grund af logistikudfordringerne leverede Tesla derfor også 22.093 færre biler til deres kunder end de producerede.
Det var en særdeles optimistisk Elon Musk, der præsenterede Tesla’s regnskab onsdag aften. Her nævnte han, at beta-versionen af den selvkørende FSD software nu har tilbagelagt tæt på 100 mio. km og de forventer at lancere til en pris på $15.000 per bil sidst på året. Hos Horizon3 tror vi, at det vil bidrage til en yderligere accelerering af Tesla’s omsætning og bundlinje.
På onsdagens earnings call blev det derudover bekræftet, at den første Tesla Semi lastbil bliver leveret til Pepsi (NASDAQ:PEP) den 1. december. I 2024 forventer Tesla at levere 50.000 enheder til det nordamerikanske markedet til en forventet pris på mellem $150.000 og $180.000 per bil. Derudover kan der forventes ny omsætning fra deres Cybertruck, som også er tæt på lancering.
Tesla aktien lukkede ugen i et plus på 4,61% og til en forventet fremtidig tolv måneders p/e multipel på 39,1. Det er ikke billigt, men vi synes heller ikke, det er urimelig dyrt for en virksomhed, hvis den kan fortsætte med at vokse 50% om året. Vi mener derfor også, at vores investeringscase i Tesla er intakt.
Læs vores investeringscase for Tesla
På earnings call nævner Elon Musk selv, at Tesla stadig har et kæmpe uforløst potentiale og at han mener, at virksomheden har potentiale til at blive ligeså meget værd som den samlede værdi af Apple og Aramco, som er det mest værdifulde olieselskab i verden. Det vil sige omkring syv gange mere værd end i dag.
En sådan udtalelse skal selvfølgelig tages med et gran salt.
Hos Horizon3 vil vi i de kommende kvartaler holde øje med, om den høje omsætningsvækst fortsætter og om de får styr på de nuværende leveranceproblemer. Derudover vil vi kigge på marginerne, det frie cash flow og ikke mindst udviklingen inden for Tesla Semi, Cybertruck og selvfølgelig den selvkørende software.
Endnu en spændende regnskabsuge venter
Næste uge bliver endnu en spændende regnskabsuge, hvor det er de allerstørste techvirksomheders tur til at give en status på, hvordan deres forretninger trives. Fra vores egen portefølje kommer virksomhederne vist i tabellen herunder med regnskaber i den kommende uge. I tabellen har vi også delt analytikernes konsensusforventninger til virksomhedernes omsætning og indtjening.
Dato |
Virksomhed |
Forventet omsætning |
Forventet indtjening |
25. Oktober |
|
$70.72 mia. |
$1.26 per aktie |
---|---|---|---|
27. Oktober |
|
$127.57 mia. |
$0.21 per aktie |
27. Oktober |
|
$88.83 mia. |
$1.27 per aktie |
25. Oktober |
|
$54.86 mia. |
$2.50 per aktie |
Hos Horizon3 lytter vi med på alle earnings calls og gennemgår også regnskaberne. Vores tanker og refleksioner deler vi i næste weekends Ugeperspektiv.
Vi øger gennemsigtigheden i vores investeringer
Hos Horizon3 er det vores vision at skabe Danmarks bedste investeringsforening målt på langsigtet afkast, gennemsigtighed og omkostninger. Vi ønsker med andre ord at lave den investeringsforening, vi ikke selv tidligere har kunne finde på markedet.
For at fremme gennemsigtigheden i vores investeringer har vi allerede gjort det synligt for alle, hvilke virksomheder vi ejer positioner i. Det overblik kan findes via linket herunder.
Se vores aktieportefølje og investeringscases
Nu har vi taget endnu et skridt i retningen mod øget gennemsigtighed og lagt investeringscasene for vores investeringer op på vores hjemmeside. Det betyder, at kommende medinvestorer ikke bare kan se, hvilke virksomheder vi har investeret i, men også hvorfor vi har gjort det.
Du kan tilgå vores investeringscases via linket ovenfor.
Bemærk at vores investeringscases foreløbigt skal betragtes som en beta-version og at vi endnu ikke har lavet dem for alle postioner i vores portefølje. Har du kommentarer, forbedringsforslag eller anden feedback til vores investeringscases, er du meget velkommen til at sende dem til henrik@horizon3.dk.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag én gang om ugen vores analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder.