Monday.com leverede i går et regnskab, der på overfladen så rigtig fornuftigt ud. Både omsætningen og nettoindtjeningen slog analytikernes konsensusforventninger, ligesom bruttomarginen for tredje kvartal landede på 90%. Derudover fastholdes et stærkt momentum hos de kunder, som køber for mere end $50.000 årligt.
Alligevel faldt aktien omkring 20% ved åbning mandag, og lukkede dagen med et tab på 12%. Det er en voldsom bevægelse for en virksomhed, der stadig vokser med over 20% om året og leverer stigende marginer.
I fonden har vi ejet Monday.com-aktien siden 3. januar 2024, hvor positionen blev åbnet til kurs $173,50. Dermed har vi lige nu et urealiseret tab på cirka 3% i forhold til åbningskursen.
Læs vores investeringscase for Monday.com
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.
Omsætningen vokser 26%
Omsætningen for tredje kvartal steg til $317 mio., svarende til 26% vækst i forhold til samme kvartal sidste år. Det var også 1,5% over analytikernes konsensusestimat på $312 mio.
Bruttomarginen lå på 90%, hvilket er helt i top for softwaresektoren. Driftsresultat – også kaldet EBIT – voksede fra $32 mio. til $47 mio. i forhold til tredje kvartal sidste år. Det resultat var 34% over konsensusestimatet. Det frie cash flow landede på $92 mio. svarende til en margin på 29% af omsætningen.
Dermed opnåede Monday.com en rule-of-40 score på 55, når den procentuelle omsætningsvækst lægges til den frie cash flow margin. Nettoindtjeningen er på tolv måneder vokset 36% til $1,16 per aktie.
Monday.com kombinerer således solid vækst med tydelig profitabilitet.
Stærkt momentum blandt de største kunder
Det mest positive i regnskabet var efter vores vurdering udviklingen blandt de større kunder.
Antallet af kunder, der bruger mere end $50.000 årligt hos Monday.com, steg 37% til næsten 4.000 kunder. Gruppen med et forbrug på mere end $100.000 voksede 48% til 1.603 kunder. Antallet af kunder med et årligt forbrug på mere end $500.000 voksede 73% til 78 kunder.
I figur 1 herunder er vist udviklingen i net retention rate for alle kunder samt dem, som bruger mere end $100.000 årligt. Der kan man se, at de store kunder på tolv måneder har øget deres forbrug med 17% til indeks 117, mens det samlede salg til de eksisterende kunder på tolv måneder er vokset 11% til indeks 111.
Figur 1 - Monday.com's net retention rate
Monday.com har gennem længere tid været igennem en transformation af deres salgstilgang, hvor fokus netop er på at øge samarbejdet med de største virksomheder. Tallene for tredje kvartal vidner om, at det er lykkedes. For nogle investorer har det dog den bagside, at salgscyklusserne er blevet længere end tidligere, hvilket er en del af forklaringen på kursreaktionen efter regnskabet.
På ledelsens earnings call gentog CRO Casey George en vigtig pointe fra deres seneste Investor Day. Og det var, at det kun er 6% af virksomhedens totale kundebase, der i dag bruger mere end ét af Monday.com’s produkter. Ledelsen vurderer på den baggrund, at de stadig har en lang vækstkurve foran sig, hvis de fortsat kan lykkes med at krydssælge på tværs af deres produktportefølje.
Aktiekursen faldt alligevel 12%
Når regnskabet er stærkt, men aktien falder tocifret, ligger forklaringen næsten altid i forventningerne fremadrettet – ikke i gårsdagens tal. Det ser også ud til at være tilfældet denne gang.
For det første var guidance lidt mere forsigtig, end markedet er vant til fra Monday.com. Ledelsen guider nu mod en vækst i fjerde kvartal på omkring 23%, hvilket er en nedadgående tendens i forhold til de 26% i tredje kvartal. Dog er det også fakta, at Monday.com har overleveret i forhold til deres guidance for omsætningen i samtlige 18 af de kvartaler, hvor de har været på børsen.
En anden årsag til den negative kursreaktion kan også skyldes, at Monday.com står midt i en transformation i salgsmodellen. Deres fokus flyttes fra mange mindre kunder til større kunder og større aftaler. Som beskrevet i afsnittet ovenfor viser deres tal også, at den transformation ser ud til at lykkes. Men selvom det giver langsigtet mening, så betyder det også lidt længere salgscyklusser og mere ujævn timing af ordrer.
Endelig nævner ledelsen selv noget “choppiness” i den tidlige ende af deres pipeline. Det gælder især på mindre kunder og i kanaler som Google Ads. Det er ikke dramatisk, men nok til, at markedet spørger, om væksten er på vej ind i et mere modent og lavere niveau.
Prissætningen tæt på historisk lavpunkt
Efter kursfaldet handler Monday.com til en P/E-værdi på 37,5 gange de næste tolv måneders forventede nettoindtjening per aktie. Dermed har aktien aldrig været billigere, når der måles på det nøgletal.
Helt så billig er aktien ikke, hvis man ser på værdien af virksomheden i forhold til omsætningen. Det kan godt være et bedre nøgletal at bruge end P/E-værdien, da Monday.com endnu ikke er optimeret til at maksimere indtjeningen. I skrivende stund er P/S-værdien på 6,1 gange de næste tolv måneders forventede omsætning.
Kigger vi på de sidste fem års historik, er det kun en spids over det historiske lavpunkt på 5,9 gange omsætningen.
Monday.com er en kategori 3-aktie i fondens portefølje og dermed også i den mest volatile kategori. Og udsving som det, vi så i går, er derfor heller ikke usædvanlige for den slags aktier. Af samme grund fylder positionen under 2% af vores formue, så vi på den måde kan udnytte pludselige kursfald til at øge vores allokering.
Det valgte vi at gøre med markedsåbning i går, hvor kursen var nede med 20%.
Vi vil holde øje med fem ting
I fonden har vi en langsigtet investeringshorisont, hvor vi løbende søger at validere de forskellige investeringscases. Sådan er det også for Monday.com, hvor vi vil holde nøje øje med følgende fem ting:
Vækstbanen: Stabiliserer væksten sig omkring midt-20’erne, eller ser vi deceleration i 2026?
Pipelinen: Får Monday.com styr på “choppiness” i de mindre kunder og marketingkanalerne, så de fortsat kan eksekvere på deres “land and expand” strategi?
Upmarket-strategien: Kan de fortsætte den stærke vækst hos de store kunder og bevise, at de større og længere kontrakter opvejer den langsommere salgscyklus?
AI og nye produkter: Bliver AI-funktioner og nye moduler som CRM og service en reel omsætningsdriver – ikke kun et produkt, der øger fastholdelse og brugertilfredshed?
Balancen mellem vækst og margin: Kan Monday.com både investere i vækst og fastholde og forbedre de nuværende marginer, eller tvinger markedet dem til at vælge?
Vi ser frem til at få den næste status, når de om tre måneders tid holder deres earnings call for fjerde kvartal samt kommer med guidance for 2026.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation ejer med stor sandsynlighed aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.