Den canadiske e-commerce platform Shopify (NASDAQ:SHOP) offentliggjorde tidligere i dag, at de bliver en af de første partnere i OpenAI’s nye e-handelsløsning Instant Checkout. Det er en funktion, der giver brugere mulighed for at handle direkte i ChatGPT uden at skulle blive omdirigeret til en ekstern webshop.
Denne integration er ikke blot en ny funktion. Den markerer et muligt paradigmeskifte i, hvordan forbrugere i fremtiden finder, undersøger og køber produkter online. Og bliver lanceringen og den efterfølgende skalering succesfuld, kan Instant Checkout blive en reel trussel for Google, som hidtil har været den altdominerende spiller inden for online produktsøgninger.
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt mere om vores disclaimer her.
Ideen bag Instant Checkout
OpenAI’s nye Instant Checkout gør det muligt for brugere at browse produkter, se priser og fragtomkostninger og gennemføre køb direkte i ChatGPT. I første omgang understøttes kun enkeltkøb, men i løbet af 2026 vil det blive muligt at købe flere produkter i én bestilling.
Innovationsfolk vil kalde første lancering for et minimal viable product, som har til formål at validere ideens potentiale. Falder den positivt ud, vil man udbygge med flere funktioner, som efterfølgende vil blive skaleret.
Shopify bliver en af de første platforme, der får adgang til denne nye teknologi. Teknologien bygger på Agentic Commerce Protocol, som er designet til at være open source og skalerbar. I første omgang forventes cirka 1 mio. Shopify-handlende at få adgang til Instant Checkout.
Potentiel trussel mod Google Search
Den største strategiske betydning i Instant Checkout ligger i ændringen af brugeradfærden. I stedet for at søge efter eksempelvis ‘bedste løbesko til flade fødder’ på Google, klikke igennem forskellige link for til sidst at lande på en ekstern webshop, kan brugeren nu spørge ChatGPT og købe produktet direkte i chatten.
Såfremt det lykkes OpenAI at eksekvere ideen med den dygtighed, der kræver, vil Instant Checkout potentielt kunne springe økosystemet omkring Google Search over. Det vil sige:
Ingen Google-søgning
Ingen Google Shopping-annoncer
Ingen CPC-auktioner
Shopify og OpenAI har en mulighed for at flytte brugerens produktsøgning fra Google Search til et brugervenligt AI-interface i ChatGPT. Og lykkes det, vil Shopify sandsynligvis eje checkout oplevelsen. Det vil ikke bare give en ny salgskanal. Det vil være en ny infrastruktur for e-handel, som potentielt vil føre til en omfordeling af milliarder af dollars.
Selv om nyheden sendte Shopify-aktien op med mere end 6% i dagens handel, er det efter vores vurdering endnu for tidligt at spå om, hvor stor en succes Instant Checkout bliver.
Alphabet ventes at reagere med Gemini
Det er vores vurdering, at Alphabet vil reagere med lignende integrationer i Gemini, som lige nu er den største konkurrent til ChatGPT. De har allerede eksperimenteret med Search Generative Experience, som er deres egen AI-drevne søgefunktion – og som integrerer Gemini direkte i søgeresultaterne på Google Search.
I Horizon3 vurderer vi det sandsynligt, at Alphabet vil:
Udvide Search Generative Experience med direkte muligheder for produktkøb. For eksempel via ‘køb nu’ knapper i AI-svarene.
Udnytte sin adgang til Google Shopping og Merchant Center for at matche AI-svar med produkter fra webshops.
Integrere Google Pay og autofyld i Gemini, så hele checkout-processen kan ske direkte i AI-flows.
For god ordens skyld skal det nævnes, at ovennævnte kun er vores tanker og ikke noget, vi med sikkerhed ved.
Mange reagerer for sent på disruption
I henhold til INSEAD reagerer mange virksomheder for sent på strategisk disruption. Det er der fire forskellige årsager til, hvorfor det heller ikke er givet på forhånd, at Alphabet i tide kommer med et konkurrencedygtigt modsvar til integrationen mellem Shopify og ChatGPT.
Den første årsag til, at mange virksomheder reagerer for sent på strategisk disruption er, at de ikke ser eller anerkender det nye. Nokia tog for eksempel ikke truslen fra iPhone alvorligt, og mange etablerede banker virker stadig magelige i forhold til selv det allerbedste fintech-virksomheder. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at det er tilfældet i hovedkontoret hos Alphabet.
Den anden årsag er, at virksomheden der udsættes for disruption, ikke har kompetencerne til at reagere. Det er næppe tilfældet her, da AI-kompetencerne hos Alphabet er beundret og anerkendt over hele verden.
Tredje årsag er, at kunder og brugere ikke efterspørger noget nyt. At 1 mio. brugere i første omgang får adgang til Instant Checkout er ikke noget, der på den korte bane udfordrer Google Search, som hver eneste dag håndterer flere end 16 mia. søgninger. Alphabet investerer dog allerede massivt i Gemini, hvorfor de selvfølgelig også er opmærksomme på de enorme muligheder inden for AI.
Den sidste årsag til, at mange virksomheder reagerer for sent på disruption, er hensynet til den eksisterende forretningsmodel. Kigger man på regnskabstallene for 2024, så omsatte Google Search for $198 mia. og YouTube for $36 mia. Tilsammen svarede det til 67% af Alphabet’s samlede omsætning på $350 mia. Og begge forretninger vokser stadig flot.
Forholder man sig til den enorme økonomi i forretningsmodellen for Google Search, så er det ikke uden dilemmaer at reagere med stor nok styrke på den mulige disruption fra Shopify og OpenAI. Interessen i at holde liv i “den gamle” forretningsmodel er simpelthen for stor ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Men også set ud fra mange ledere og medarbejderes personlige synspunkt, da mange har bygget en flot karriere og privatøkonomi på, at netop Google Search er den vigtigste forretning i Alphabet.
Vi vil holde øje med tre ting
I Horizon3 ser vi dagens offentliggørelse af Instant Checkout og samarbejdet mellem Shopify og OpenAI som en spændende optionalitet, som har potentiale til at skabe en helt ny brugerejse og infrastruktur inden for e-handel. Men lige nu er det ikke meget mere end det. Vi vil i de kommende kvartaler være opmærksomme på udmeldinger fra både Shopify og OpenAI om de tidlige resultater i den løsning, der lige nu kun omfatter enkeltkøb.
LÆS VORES INVESTERINGSCASE FOR SHOPIFY
Vi vil selvfølgelig også holde vågent øje med, hvordan Alphabet reagerer på nyheden fra Shopify og OpenAI. Med Google Search, Gemini og kernekompetencer inden for AI, står de langt fra efterladt på perronen. Den profitable forretningsmodel i Google Search kan dog blive mere en hæmsko end en katalysator for innovation. Men det er ikke sikkert.
Til sidst vil vi holde øje med de øvrige spillere i økosystemet. Her er Amazon, som både har unikke kompetencer inden for e-handel og AI, en af dem, vi vil holde mest øje med.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation har ejet aktier i Shopify siden 17. marts 2025, hvor de første aktier blev købt til kurs $94,93. Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.