Fredag bød på store kursstigninger til tre af fondens AI-aktier. De to første var regnskabsaktuelle Amazon (NASDAQ:AMZN) og Cloudflare (NYSE:NET), mens den accelererende vækst i Amazon Web Services var med til at løfte Astera Labs-aktien (NASDAQ:ALAB) med mere end 10%.
De tre AI-virksomheder bidrog med deres kursstigninger til, at fonden Horizon3 Innovation kl n fredag lukkede ugen i en ny rekordkurs på 221,60 kr. for et investeringsbevis. Vores akkumulerende afdeling af fonden, som har den samme strategi og portefølje, lukkede også i den højeste kurs siden lanceringen 25. juni i år.
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.
Amazon stiger på medvind i cloud- og annonceforretningen
Amazon offentliggjorde torsdag et regnskab for tredje kvartal, som viste en omsætningsvækst på 13% til $180,2 mia. Det var 1,4% mere end ventet af analytikerne. Deres EBIT-resultat var $17,4 mia., hvilket var under konsensusestimatet på $19,6 mia. Den negative afvigelse skyldes dog udelukkende to engangsbetalinger på $4,3 mia. – ikke problemer i driften.
Nettoindtjeningen endte på $1,95 per aktie og 25% over analytikernes konsensusestimat på $1,56 per aktie. Aktiemarkedet tog positivt imod regnskabet og sendte fredag Amazon-aktien op med 9,6%.
Største kurstrigger var den fortsatte accelererende vækst i cloudforretningen. Som vist i figur 1 herunder øgede Amazon Web Services omsætningen i tredje kvartal med lidt over 20% til $33 mia. Det var således tredje kvartal i træk, at de havde accelererende vækst i Amazon Web Services.
Figur 1 - Kvartalsvis vækst i Amazon Web Services
Værdien af kontrakter i Amazon Web Services, som endnu ikke er leveret og faktureret, steg 22% til $200 mia. I dette beløb indgår ikke værdien af flere nye indgåede aftaler, som endnu ikke er offentliggjort.
Også i den digitale annonceforretning såvel som e-commerce-forretningen gik det godt i tredje kvartal. Omsætningen i annoncedelen voksede 24% til $17,3 mia. Også der er omsætningen nu accelereret de seneste tre kvartaler.
Amazon udfordrer The Trade Desk inden for digitale annoncer
Omsætningen i den nordamerikanske e-commerceforretning voksede 11,2% til $106 mia. Det gav et EBIT-resultat på $4,8 mia. Den internationale e-commerce forretning voksede 14% til en omsætning på $41 mia. og et EBIT-resultat på $1,2 mia.
I Horizon3 har vi ejet Amazon-aktien siden 14. februar 2023, hvor positionen blev åbnet til kurs $99,27.
Amazon regnskabet gav medvind til Astera Labs
Astera Labs er en halvledervirksomhed, som har opbygget en stærk markedsposition indenfor højhastighedsforbindelser i datacentre. Deres forretningsidé er at eliminere flaskehalse i kommunikationen mellem CPU’er, GPU’er og hukommelse, der er en stigende udfordring i takt med, at datacentre skal håndtere stadig større og flere AI-workloads.
Læs vores investeringscase for Astera Labs
Astera Labs har strategiske samarbejder med både Nvidia og Amazon. Det er samtidig en del af forklaringen på, at aktien i fredagens handel steg over 10%. Logikken fra investorerne er, at den strukturelle medvind og accelererende vækst, de har hos Amazon Web Services, vil smitte af på den fremtidige omsætningsvækst og indtjening hos Astera Labs.
Forventningen forstærkes alt andet lige også af konkrete udtalelser fra Amazon CEO Andy Jassy, der på torsdagens earnings call gentagne gang udtalte, at de Amazon Web Services i fremtiden vil fortsætte med at købe mange chips fra Nvidia.
Astera Labs afholder deres næste earnings call tirsdag i næste uge, hvor vi naturligvis deltager.
I Horizon3 har vi ejet Astera Labs-aktien siden 15. juli 2025, hvor positionen blev åbnet til kurs $92,31.
Cloudflare-aktien steg 14% efter godt kvartalsregnskab
Cloudflare, som leverer web-infrastruktur, sikkerhed og netværksløsninger, var med en stigning på 14% den AI-aktie i fondens portefølje, der fredag steg mest. Årsagen var et bedre end forventet regnskab for tredje kvartal.
Også dette regnskab viste accelererende omsætningsvækst for tredje kvartal i træk forårsaget af en stærk markedsposition og stigende investeringer i AI. Omsætningen steg 31% til $562 mio. Det var 3% over konsensusforventningen på $545 mio.
Nettoindtjeningen var $0,27 per aktie. Det var 35% højere end i samme kvartal sidste år og 15% over konsensus. De leverede $75 mio. i frit cash flow svarende til 13% af omsætningen. Også det var bedre end forventet.
Det var især de store kunder, som drev væksten og indtjeningen i tredje kvartal. Antallet af storkunder, der bruger mere end $100.000 om året steg 34% til i alt 2.878 kunder. Det stigende salg til eksisterende kunder slog også igennem på Cloudflare’s net retention rate, som viser hvor meget salget til eksisterende kunder er vokset de seneste tolv måneder.
Figur 2 herunder viser de sidste to års udvikling i Cloudflare’s net retention rate, som i tredje kvartal var 119%.
Figur 2 - Kvartalsvis udvikling i Cloudflare's net retention rate
På ledelsens earnings call krediterede medstifter og CEO Matthew Prince især Cloudflare’s salgsteam for de flotte resultater i tredje kvartal. Netop der har man i lang tid været igennem en større transformation, som nu viser resultater i form af større kontrakter med deres mange kunder.
Cloudflare er en mindre kategori 3 position i fondens portefølje, som er steget 286% siden vi åbnede positionen 14. februar 2023.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation ejer med stor sandsynlighed aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.