- 12. oktober 2024
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Virksomhederne

Elon Musk og Tesla sendte Uber aktien i vejret
Tidlig fredag morgen dansk tid præsenterede Elon Musk og Tesla (NASDAQ:TSLA) deres koncept for selvkørende taxaer, som også kaldes for Robotaxi. Forventningerne var som altid store. Og mindre var de ikke blevet af, at Tesla i starten af august valgte at flytte præsentationsdatoen fra 8. august til 10. oktober.
Vi fulgte med fra morgenstunden. Og vores konklusion er, at der bestemt var spændende elementer i præsentationen, som i høj grad var med til positionere Tesla som en AI og robotvirksomhed, der også laver biler. Omvendt blev der ikke præsenteret noget, som ikke var ventet på forhånd. Og skal vi være lidt kritiske, så mindende arrangementet mere som en præsentation af en fremtidsvision. Men uden en konkret og stærk plan og roadmap for udrulning.
Fuld selvkørende teknologi på vej i to stater
Elon Musk fortalte i sin korte præsentation, at Tesla i føste omgang forventer at udrulle full self driving i Californien og Texas i løbet af 2025. I dag er de langt med det, som de kalder supervised full self driving. Når udrulningen sker i de to amerikanske stater er det med andre ord planen, at føreren ikke længere behøver være supervisor for den selvkørende teknologi. Han eller hun vil sågar kunne tage en lur, mens den AI drevne software kører bilen til sin destination.
Det vil, hvis alt gør efter planen, samtidig være startskudet til de selvkørende taxaer, som har fået navnet Robotaxi. Her vil de mange Tesla ejere kunne tjene penge på at stille deres Model Y og 3 til rådighed som Robotaxi for andre, som har brug for at komme fra A til B.
Det er ikke første gang, at Tesla har givet en konkret deadline for lancering. Vores vurdering er dog, at deres selvkørende teknologi er af så høj kvalitet, at det virker mere sandsynligt nu end tidligere. Derfor er vi som udgangspunkt også optimistiske med hensyn til den milepæl. Dog ikke mere end fondens beholdning af Tesla aktier er undervægtet og forholdsvis beskeden.
Cybercap ventes i produktion fra 2026
Som led i at skalere Robotaxi som en foretrukken transportform lancerer Tesla en førerløs Cybercap. Under præsentationen fredag morgen fortalte Elon Musk, at han forventer, at Cybercap senest vil være i produktion ved udgangen af 2026. Bilen, som ventes at koste mindre end $30.000, vil blive produceret uden hverken rat og pedaler.
Opladningen af Cybercap vil ske trådløst, da der jo ikke vil være end chauffør til at håndtere den proces. Af samme grund er der også udviklet teknologi, som kan eliminere manuel rengøring af bilerne. Den del af præsentationen var overbevisende.
Tanken er, at man som bruger vil kunne bestille en Cybercap via en app. Om Tesla vælger at udvikle sin egen app og økosystem for Robotaxi eller om de vælger at samarbejde med en eksisterende platform som fx Uber, blev vi fredag ikke klogere på. Og som vi ser det var det faktisk noget skuffende, at Tesla ikke var mere konkrete på den del af brugeroplevelsen og forretningsmodellen bag.
Endnu en bil blev præsenteret
Udover Cybercap præsenterede Elon Musk også en Robovan, som bedst sammenlignes med en stor varevogn eller en mindre bus med plads til op til tyve personer. Både den og Cybercap er vist på billedet øverst oppe.
Udover er gøre transport mindre stressende for bilejere og øge kvaliteten af menneskers transporttid skal de to biler også ses som et led i at gøre byer bedre at opholde sig i. For eksempel fortalte Elon Musk, at mange parkeringspladser vil kunne erstattes med parker, da Cybercap og Robovan biler vil transportere mennesker det meste af tiden frem for bare at stå på en parkeringsplads uden at gøre nytte.
Elon Musk gav ingen indikationer for, hvornår man kan forvente se en Robovan i gadebilledet. Så det har formentlig lange udsigter, hvilket desværre også var med til at give arrangementet mere karakter af fremtidsvisioner end konkrete planer og roadmaps.
Store forventninger til Optimus robotterne
Den tredje og sidste ting fra fredagens præsentation, som er værd at nævne, er de menneskelignende Optimus robotter. Selv mener Elon Musk, at Optimus robotterne har potentiale til at blive det meste spændende produkt nogensinde. Og her tænker han ikke kun i Tesla regi.
Vi er enige i, at Optimus robotter har et kæmpe potentiale. Det gælder både i virksomheder og hos private forbrugere, hvor der findes et hav af anvendelsesmuligheder. Det er for eksempel illustreret på herunder, hvor Optimus robotten løser opgaver i hjemmet, mens familien er ude af huset.

Elon Musks begejstring for Optimus robotterne er ikke ny. Og ved fredagens præsentation sagde han heller ikke noget, som han ikke har sagt tidligere. Til gengæld blev der heller ikke sagt noget om, hvornår virksomheder og mennesker vil kunne købe en Optimus robot. Igen gav det arrangementet fredag mere karakter af den fremtidsvision end en reel præsentation af nye produktlanceringer.
Skuffelsen kan aflæses i Uber aktien
Forud for fredagens præsentation er der blevet spekuleret i, at Tesla ville præsentere et konkret koncept for Robotaxi, der potentielt kunne disrupte Uber. Vi har været mindre bekymrede for det scenarie, da vi ser Uber platformen som en vigtig del af økosystemet for fremtidens transport uanset, om transportformen bliver førerløs eller ej.
Frygten for at Uber bliver disruptet af Tesla, er efter fredagens præsentation blevet mindre. Faktisk blev der ikke sagt et eneste ord eller vist noget konkret om den app, hvor man i fremtiden skal bestille en Robotaxi. Derudover var Elon Musk hverken konkret eller overbevisende nok til at give investorerne troen på, at Robotaxi og Cybercap kommer før og ikke senere.
Konklusionerne kan aflæses i fredagens kursbevægelserne for både Tesla og Uber aktien. Tesla aktien faldt i fredagens handel knap 9%, mens Uber aktien steg hele 11%. I fonden fylder Uber positionen markant mere end beholdningen af Tesla aktier. Det betyder, at vi i fonden har haft en nettogevinst i kølvandet på fredagens produktpræsentation.
Den langsigtede Tesla case er stadig intakt
Selv om vi glæder os over fondens kortsigtede nettogevinst på Tesla og Uber positionerne, så er vi langsigtede investorer. Og på den lange bane er vi stadig optimistiske i vores syn på Tesla aktien trods det, at vi havde forventet mere af fredagens præsentation. Vi hører uden tvivl til den gruppe af investorer, der mere ser Tesla som en AI- og teknologivirksomheder end blot en bilproducent. Og her ser vi lige nu ikke mange virksomheder med større potentiale end Tesla.
LÆS VORES INVESTERINGSCASE FOR TESLA
Vi vil på fremtidige earnings call og investor events holder øje med udviklingen og udmeldningerne angående den selvkørende FSD software, lanceringen af Robotaxi og de endelige lanceringer for både Cybercap, Robovan og Optimus robotterne. Derudover er den tradtionelle bilforretning stadig et opmærksomhedspunkt, hvilket den voksende energiforretningen i stigende grad også er.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal vores perspektiv på Tesla og Uber aktierne ikke ses som anbefalinger til andre om hverken at købe eller sælge aktier i de to virksomheder.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på vores investeringsunivers.