Zscaler (NASDAQ:ZS), som er en af fondens investeringer inden for cybersecurity, præsenterede sent tirsdag aften regnskab for deres første kvartal. Regnskabet viste accelererende vækst inden for både AI Security, Zero Trust Everywhere samt Data Security Everywhere, som er deres tre strategiske vækstsøjler.
Med en tolv måneders omsætningsvækst på 26% rykker Zscaler ind i en elitekategori bestående af kun fem virksomheder i softwaresektoren med en årlig omsætning på mere end $3 mia., som vokser mere end 25% årligt. Alligevel faldt aktien 13% onsdag, men er dog steget 40% år til dato.
Læs vores investeringscase for Zscaler
De givne oplysninger i dette indlæg er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder. Læs eventuelt vores disclaimer her.
Zscaler rykker ind i elitekategori
Forud for regnskabet havde analytikerne forventet en omsætningsvækst på 23%. Omsætningen landede på $788,11 mio. og dermed 26% mere end i første kvartal sidste år. Dermed rykker Zscaler ind i en elitekategori på blot fem virksomheder i softwaresektoren, der vokser mere end 25% årligt samtidig med, at de har en samlet årlig omsætning på mere end $3 mia.
Endnu ikke fakturerede aftaler steg 35% til $5,9 mia. 47% af beløbet forventes ifølge CFO Kevin Rubin at blive faktureret i løbet af de kommende tolv måneder. At summen af indgåede aftaler stiger endnu mere end den bogførte omsætning er en god indikator for, at væksten i Zscaler ikke er aftagende.
I figur 1 herunder ses det, at summen af endnu ikke fakturerede opgaver har været stigende i de seneste fem kvartaler.
Figur 1 - Udviklingen i endnu ikke fakturerede opgaver
Fortsætter vi til indtjeningen, så er bruttomarginen på tolv måneder faldet fra 80,6% til 79,9%. Det er ikke bekymrende, men ifølge ledelsen et udtryk for, at de prioriterer hurtig skalering af nye produkter over kortsigtet indtjening. Figuren ovenfor viser, at den strategi virker.
Nettoindtjeningen på $0,96 per aktie var næsten 11,4% over analytikernes konsensusestimat på $0,86 per aktie. Det svarer til en vækst på 25% i forhold til samme kvartal sidste år.
52% af omsætningen blev konverteret til frit cash flow. Dermed realiserede Zscaler en rule-of-40 score på 78 i første kvartal, når omsætningsvæksten på 26% lægges til den frie cash flow margin. Også det tal er i den høje ende for softwaresektoren.
Momentum i tre vækstsøjler
CEO Jagtar Chaudhry talte på tirsdagens earnings call om deres momentum i alle tre vækstsøjler. Den udvikling er samtidig med til at cementere Zscalers rolle som en bred sikkerhedsplatform med effektive produkter og løsninger.
AI Security er den første af de tre vækstsøjler, som oplever stor efterspørgsel i takt med, at AI-bølgen tager til i styrke. Her er omsætningen på tolv måneder steget 80% til mere end $400 mio. i årlig tilbagevendende omsætning. Den milepæl er nået tre kvartaler før forventet.
Data Security Everywhere har nået en årlig tilbagevendende omsætning på mere end $450 mio. og vokser noget hurtigere end den samlede omsætning. Data er i stigende grad en kritisk ressource, og beskyttelse af data uanset hvor de befinder sig er nu afgørende for mange virksomheder. Det problem adresserer Zscaler på tværs af hele kundens IT-infrastruktur.
Zero Trust Everywhere er den tredje vækstsøjle for Zscaler. Der har de nu rundet 450 kunder, hvilket ligeledes er sket hele tre kvartaler tidligere end forventet. Her håndterer Zscaler forskellige risici relateret til cloud, hybride arbejdsformer og en global infrastruktur, hvor medarbejdere skal kunne arbejde sikkert, hvor som helst fra.
Ledelsen vurderede på earnings call, at de stadig kun er på et tidligt stadie i relation til at udnytte det fulde potentiale for de tre vækstsøjler.
Aktiekursen faldt 13%
Det gode kvartalsregnskab til trods og en forventning om en samlet omsætningsvækst på 23% i 2026 så faldt Zscaler-aktien 13% dagen efter offentliggørelsen. Om det skyldes en svagt faldende bruttomargin eller om investorerne havde regnet med en højere guidance for det kommende ved vi ikke.
En uafhængig analyse fra Gartner forudser dog, at 84% af verdens virksomheder i 2026 vil øge deres investeringer i IT-sikkerhed med i gennemsnit 26%. Samtidig vurderes Zscaler af samme analysehus som værende én af markedslederne inden for IT-sikkerhed.
Zscaler-ledelsen budgetterer med lidt mindre vækst end de 26%, Gartner mener, at kunderne vil øge investeringerne med. Det er ikke usædvanligt for Zscaler, der har en tradition for at guide til den konservative side. Det dokumenteres ved, at de har slået analytikernes omsætningsestimater i samtlige 31 kvartaler, de har været på børsen.
I Horizon3 var vi overraskede over gårsdagens store kursfald, hvor vi også udnyttede muligheden til at købe lidt flere aktier. Positionen fylder cirka 2% af fondens samlede formue.
Vi holder øje med fem ting
Alle investeringer indeholder forskellige risici, og det gælder også for vores langsigtede investering i Zscaler. Derfor vil vi i fonden løbende holde øje med fem ting for at validere, hvorvidt investeringscasen forbliver intakt. De fem ting er:
Adoption af AI Security. AI Security har tre kvartaler tidligere end forventet nået en årlig tilbagevendende omsætning over $400 mio. Og CEO Jagtar Chaudhry fortalte på earnings call, at det beløb alt andet lige vil stige til $500 mio. i regnskabsåret 2026. AI Security er en af de vigtigste vækstsøjler, hvorfor vi vil holde tæt øje med det.
Zero Trust og Data Security Everywhere. Det er vigtigt for os, at de gode takter for første kvartal fortsætter fremover, og at der ses en væsentlig udrulning blandt Zscalers store kunder. Her er Z-Flex aftalerne også vigtige, da den type aftaler netop har bevist, at de fører til øget udrulning af nye moduler.
Pris- og konkurrenceudvikling. CEO Jagtar Chaudhry svarede direkte adspurgt af en analytiker på earnings call, at Zscaler ikke oplever øget konkurrence trods det, at nye spillere forsøger. Han går endda videre og siger, at markedet allerede har defineret, hvem der er vinderne.
Fortsat høj kundefastholdelse. Zscaler øger antallet af kunder, som bruger både mere end $1 mio. og $100.000 om året. Samlet set har de eksisterende kunder øget den gennemsnitlige kontraktværdi med 15% siden samme kvartal sidste år. Det er en tendens, vi naturligvis gerne ser fortsætte.
Regulatoriske krav. Zscaler er ved at positionere sig som en af de ledende sikkerhedsplatforme inden for AI. Dette er dog stadig et umodent marked, hvorfor compliance, databeskyttelse, AI-regler etc. kan stadig både accelerere og bremse udviklingen og væksten.
Zscaler var ved markedsluk i går prissat til knap 65 gange de næste tolv måneders forventede nettoindtjening. Det er også kategoriseret som en tier 3 virksomhed i fondens portefølje, hvor væsentlige kortsigtede kursudsving også må påregnes.
Disclaimer
Fonden Horizon3 Innovation kan eje aktier i de omtalte virksomheder. Du kan til enhver tid se fondens portefølje her.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal denne investoropdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder. Vi henviser til vores disclaimer her.