Horizon3

Kinesiske DeepSeek sender amerikanske chip-aktier ned

Der var i går røde tal på det amerikanske aktiemarked. Det gjaldt især det teknologitunge Nasdaq Composite indeks, som mistede mere end 3% af sin værdi. Årsagen skal ikke findes i USA men derimod i Kina, hvor en AI-drevet large language model fra start-up virksomheden DeepSeek har stillet spørgsmålstegn ved OpenAI’s ChatGPT og Alphabet’s Gemini.

Derudover har DeepSeek, som efter forlydender kun har kostet knap $6 mio. at udvikle og træne, rejst tvivl om det reelle behov for de dyre og meget avancerede GPU’er fra eksempelvis Nvidia. Deres aktiekurs faldt i går med næsten 17%. 

I fonden Horizon3 Innovation er knap 15% af formuen eksponeret mod chipsektoren med Nvidia som værende den største position.

Fonden blev med et samlet fald i formuen på 1,19% noget mildere ramt end Nasdaq Indekset. Det skyldes stigninger til eksempelvis mange af fondens SaaS aktier, der alt andet lige vil drage fordel af lavere AI-omkostninger, skulle det blive tilfældet.

De givne perspektiver herunder er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder.

Kort om DeepSeek

DeepSeek blev grundlagt i 2023 af et hold af tidligere forskere og ingeniører fra førende kinesiske tech-virksomheder såsom Tencent, Alibaba og Huawei. De har markeret sig som en af de mest lovende spillere inden for kunstig intelligens i Kina på grund af deres evne til at udvikle højtydende AI-modeller med en tilsyneladende meget begrænset kapitalindsats.

DeepSeek’s styrke ligger i deres tilgang til træning af AI-modeller. I modsætning til mange vestlige aktører, der har satset på enorme datamængder og tunge hardwareinvesteringer, så har DeepSeek optimeret deres processer og formået at udnytte ressourcer mere effektivt. De har blandt andet udviklet innovative teknikker inden for modelkomprimering og træningsoptimering, hvilket har gjort dem i stand til at levere resultater på niveau med OpenAI og Google – men angiveligt til en brøkdel af omkostningen.

Forlydender er, at DeepSeek kun har brugt knap $6 mio. på at udvikle og træne deres AI-model, mens OpenAI til sammenligning har brugt mange milliarder dollars på at træne og drifte ChatGPT. Hvor OpenAI har brugt rigtig mange avancerede H100 GPU’er fra Nvidia, så har DeepSeek på rygtebasis brugt kun 2.048 H800 GPU’er, som er et billigere og mindre avanceret produkt fra samme leverandør.

I fonden har vi lært at tage informationer fra Kina med et gran salt. Men er det korrekt, at DeepSeek’s open source model er skabt for blot $6 mio., så kan det markere et nyt paradigme i AI-kapløbet. Og det viser også, at benspænd som eksportrestriktioner snarere vil fremme kreativitet og innovation – og ikke hæmme det.

Kan være dårligt nyt for vestlig chip-industri

I gårsdagens aktiehandel var det hovedsagligt de store chipaktier, der blev hårdest ramt. Udover det store kursfald til Nvidia aktien, så måtte aktionærerne i Taiwan Semiconductors indkassere et kurstab på mere and 13%. Hollandske ASML slap nådigere gennem mandagen med et fald på 7%.

En væsentlig årsag til dagens negative markedsreaktion for chipaktierne er nok bekymringen for, at Kina vil skrue yderligere op for indsatsen med at blive selvforsynende med chips. Nvidia, Taiwan Semiconductors og ASML er alle virksomheder, der potentielt vil kunne mærke modvind, hvis dette signalerer en øget satsning på in-house chips og systemer uden vestlig teknologi. 

De kinesiske myndigheder har været aggressive i støtten til indenlandsk chipproduktion. Hvis Kina formår at rykke endnu tættere mod at blive selvforsynende, kan det have langsigtede konsekvenser for den globale chipindustri. En industri som foruden Taiwan Semiconductors er meget afhængige af vestlige virksomheders teknologi. 

Er resultaterne fra DeepSeek reelle, så har de vist, at man kan nå rigtig langt uden de mest avancerede teknologier fra vesten. 

Allerede onsdag afholder både ASML og Microsoft earnings call for deres seneste kvartal. Der vil vi være søgende på holdninger og svar på, hvad nyheden fra Kina kan få af betydning.

Ikke nødvendigvis en game-changer

Selv om der bestemt er god grund til at rette opmærksomheden mod de resultater, som DeepSeek hævder at have opnået, så er det ikke nødvendigvis en game-changer. Der er flere ting, som gør, at vi ikke bare tager informationerne for pålydende.

Den første er historien om, at DeepSeek er trænet på kun 2.048 H800 GPU’er, som Nvidia lancerede til det kinesiske marked for ikke at komme i konflikt med gældende eksportregler. Det er en noget mindre avanceret GPU end H100, som virksomheder som Tesla og Microsoft har adgang til. Det står i kontrast til tidligere udtalelser fra det amerikanske analysefirma SemiAnalysis, der er specialiseret inden for netop chip-industrien. Ifølge deres analyser råder DeepSeek over 50.000 avancerede GPU’er, som eksempelvis H100 fra Nvidia. Alexander Wang, som er CEO hos Scale AI, hævder det samme.

Det er også yderst begrænset, hvad der er af information vedrørende DeepSeek’s præcise træningsmetoder, dataindsamling og andre kritiske faktorer. Manglen på gennemsigtighed gør det vanskeligt at validere, om de påståede omkostninger og resultater er reelle. Indtil videre har vi kun DeepSeek’s egne udtalelser at forholde os til. Ingen andre aktører har indtil videre kunne validere de resultater og omkostninger, som DeepSeek har kommunikeret.

Og så er der timingen. Udmeldingen fra Kina kommer kun få dage efter, at den nye amerikanske ragering har præsenteret Stargate, som er et ambitiøst joint venture. Her er planen at investere op til $500 mia. i at gøre USA til ubestridt markedsleder inden for AI.

Uagtet rigtigheden af DeepSeek’s kommunikerede omkostninger og resultater vurderer vi, at prisen på AI vil være i en nedadgående trend. Det har allerede teknologier før AI været, så det vil også ske denne gang. Det vil dog alt andet lige fremme investeringer i AI, da det bliver billigere at deltage. Og det vil som helhed komme chipindustrien tilgode, selv om der på kort sigt kan ventes turbulens.

På længere sigt vil det også kunne flytte rundt på markedspositionerne.

Vi vil holde øje med tre ting

I fonden vil vi holde øje med tre ting, som kan give en pejling på, hvor chipindustrien er på vej hen. 

Den første er DeepSeek. Resultaterne virker lovende. Og er de vitterligt skabt for bare $6 mio., er det imponerende. Vi vil holde øje med den kommende tids informationflow for at få valideret, hvad der er op og ned. Lige nu er vi neutrale.

Så vil vi naturligvis være opmærksomme på chipvirksomhedernes regnskaber og earnings calls. Regnskabssæsonen er lige startet og allerede onsdag kommer der et vigtigt regnskab fra ASML. Taiwan Semiconductors har allerede aflagt deres. Det var endnu bedre end analytikernes konsensusestimater. 

Den sidste ting vi vil holde øje med, er regnskaberne og udtalelserne fra Nvidia’s største kunder. Det gælder eksempelvis Tesla og Microsoft, som begge også  præsenterer kvartalsregnskaber onsdag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden og de virksomheder, den investerer i.

Risici

Alle investeringer indebærer risici. Læs mere om fondens væsentligste her.

Disclaimer

Artiklen er generel investor-information og ikke investeringsanbefalinger.

Fonden

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation og hvordan du bliver medinvestor.

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation