- 4. december 2024
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Virksomhederne

Horizon3 har lav eksponering mod politisk uro i Sydkorea
Den politiske situation i Sydkorea blev i går ustabil efter præsident Yoon Suk-yeol’s pludselige og overraskende erklæring om Martial Law. Den politiske undtagelsestilstand blev begrundet med behovet for at beskytte nationen mod det, som præsidenten kalder for “kommunistiske kræfter” og “anti-statslige elementer”.
Beslutningen førte til en midlertidig suspension af parlamentets aktiviteter og en overdragelse af øgede beføjelser til militæret.
Efter store protester og pres fra både offentligheden og oppositionen blev undtagelsestilstanden ophævet her til morgen. Alligevel har begivenhederne skabt usikkerhed på aktie- og obligationsmarkederne, hvilket har resulteret i kursfald og øget markedsvolatilitet.
Økonomiske og finansielle reaktioner
Sydkoreas finansmarkeder reagerede hurtigt på den politiske uro. Landets aktieindeks, KOSPI, oplevede markante udsving, og flere store virksomheder så deres aktiekurser falde. Blandt dem er Coupang (NYSE:CPNG), som er en af landets førende virksomheder inden for e-commerce. Deres aktiekurs faldt i gårsdagens handel med 3,74%. I den tidlige handel var aktien dog nede med mere end 8%.
Den sydkoreanske won blev også svækket med et fald på mere end 2% i forhold til den amerikanske dollar.
For at begrænse de økonomiske konsekvenser har den sydkoreanske regering annonceret omfattende støtteforanstaltninger. Disse inkluderer en fond til stabilisering af aktiemarkedet på 10 billioner won og en obligationsfond på hele 40 billioner won. Derudover har regeringen erklæret sig parat til at stille ubegrænset likviditet til rådighed for at sikre finansiel stabilitet i landet.
Fonden ejer aktier i Coupang
I fonden Horizon3 Innovation har vi en eksponering på 2,7 % mod Sydkorea. Hele denne eksponering er relateret til vores investering i Coupang. Som en af de mest innovative e-commerce virksomheder i verden har Coupang spillet en central rolle i transformationen af Sydkoreas detailhandel.
Indtil videre forholder vi os passivt og følger nøje udviklingen på både det politiske og økonomiske plan. Vi ser ingen grund til hastige beslutninger, men vi overvåger markedet tæt for at sikre, at vi kan reagere hensigtsmæssigt, hvis situationen ændrer sig.
Den poltiske uro i Sydkorea har ikke haft nævneværdig betydning for kursen på fondens investeringsbeviser. I går faldt fondens indre værdi med beskedne 0,34%. Et fald som allerede er indhentet i den tidlige handel her til morgen.
Langsigtede implikationer
Selvom den politiske uro i Sydkorea har skabt midlertidige forstyrrelser, er landets økonomi historisk set robust og har vist evne til at modstå interne og eksterne chok. Sydkorea er en central spiller i globale forsyningskæder, især inden for teknologi, og virksomheder som Coupang har stærke markedspositioner, som selv de bedste i verden lader sig inspirere af.
De seneste begivenheder har imidlertid fremhævet vigtigheden af politisk stabilitet som en vigtig forudsætning for økonomisk vækst og markedstillid. Globale investorer vil sandsynligvis være opmærksomme på eventuelle yderligere politiske spændinger og deres mulige indvirkning på markederne.
Vi holder fast i vores strategi
Situationen i Sydkorea er stadig under udvikling. Hos Horizon3 vil vi fortsat evaluere de økonomiske og politiske forhold i landet og agere i det omfang, vi vurderer giver bedst mulig langsigtet værdi for fonden og dens medinvestorer.
Vores investeringsstrategi forbliver langsigtet og med fokus på de innovative og markedsledende vækstvirksomheder inden for tech og digitalisering, vi vurderer har lang strukturel medvind, voksende frit cash flow, stærke finansielle balancer og dygtige ledelser med hånden på kogepladen.
Alle former for investering indebærer forskellige risici. Du kan læse mere om de væsentligste for fonden Horizon3 Innovation her.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt investorinformation om de virksomheder, vi investerer i.