- 25. april 2025
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Fonden

Fonden udbetaler 0,60 kroner i udbytte for 2024
Fonden Horizon3 Innovation, kl n udbetaler mandag den 28. april 0,60 kr. i udbytte per investeringsbevis for 2024. Udbyttebetalingen har valør onsdag den 30. april. Beløbet afspejler fondens realiserede gevinster i form af kursgevinster og udbytter, som fonden sidste år realiserede.
Udbyttet afspejler fondens ‘køb og hold’, som handler om at eje aktier i innovative og markedsledende vækstvirksomheder inden for tech og digitalisering, så længe vi vurderer, at investeringscases er intakt og der er merværdi at hente for fondens medinvestorer.
Som vist i figur 1 herunder var fondens samlede afkast 34,16% efter administrationsgebyrer og andre omkostninger i 2024. Dermed leverede fonden også i 2024 et merafkast i forhold til det teknologitunge Nasdaq Composite indeks.
Figur 1 - Fondens samlede afkast
Afkastet for 2023 er kun målt i perioden fra 6. februar til 31. december, da fonden først blev lanceret der. Fondens afkast er udregnet af Fundmarket A/S. Data for Nasdaq Composite indekset er leveret af Koyfin.
Udbytte beskattes som aktieindkomst
Udbytte for udloddende UCITS fonde som vores beskattes som aktieindkomst og med 27% for de første 67.500 kr. Overstiger dine samlede udbytter det beløb, vil det resterende beløb blive beskattet med 42%. Fonden tilbageholder 27% i den udbyttebetaling, som har valør onsdag den 30. april.
Investeres der for frie midler i privatøkonomien vil kursgevinser blive realisationsbeskattet efter samme skattesatser. Pensionsmidler såvel som penge investeret via for eksempel holdingselskaber lagerbeskattes med henholdsvis 15,3% og 22%. Det gælder både for udbytter og kursgevinster.
Åbner snart afdeling uden udbyttebetalinger
På opfordring fra flere af fondens medinvestorer åbner vi snarest muligt en akkumulerende afdaling af vores fond. Strategien såvel som investeringskriterier og portefølje bliver fuldstændig den samme som for den nuværende udloddende afdeling. Eneste forskel bliver, at den akkumulerende afdeling ikke betaler udbytte – og at den bliver lagerbeskattet frem for realisationsbeskattet.
Den udloddende afdeling vil stadig være den mest fordelagtige for dem, der investerer for frie midler i sin privatøkonomi på grund af realisationsbeskatningen af kursgevinster.
Den akkumulerende afdeling kan dog give god mening for pensionsmidler, holdingselskaber og aktiesparekonti, hvis man gerne vil undgå den årlige udbyttebetaling. Skattemæssigt er der ingen forskel, da tre investeringsformer per definition er lagerbeskattet.
Endeligt kan man investere for VSO midler i den kommende akkumulerende afdeling, hvilket er noget, mange har efterspurgt. Vi er glade for snart at kunne imødekomme det behov.
Skriv dig på interesselisten
For den akkumulerende afdeling af fonden forventer vi at have den endelige godkendelse på plads inden sommerferien. Du kan helt uforpligtende skrive dig på interesselisten herunder, så vi kan holde dig orienteret om lanceringen.