Horizon3

Ugens seks regnskaber var alle bedre end forventet

Det har været en travl regnskabsuge, hvor hele seks af fondens virksomheder fremlagde tal for det kvartal, der sluttede 31. marts. De seks virksomheder er SoFi, Amazon, AMD, MercadoLibre, Cloudflare og Block. Fælles for alle seks regnskaber var, at de var endnu bedre end analytikernes konsensusforventninger, hvad angår omsætningsvækst og nettoindtjening. 

Regnskabet fra SoFi delte vi vores perspektiv på tidligere på ugen. Har du endnu ikke læst det, kan du finde det via linket herunder.

SoFi aktien faldt 10% på ellers godt regnskab

De gode regnskaber, en positiv renteforventning fra den amerikanske centralbank og lavere end forventede jobtal fra USA fik den 10-årige amerikanske rente til at falde fra 4,67% sidste fredag til 4,50% i går. Det gav medvind til aktiemarkedet, hvilket da også smittede af på mange af aktierne i fondens portefølje.

Fondens afkast er i skrivende stund 9,13% for 2024 og 60,27% for de sidste tolv måneder. 

Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal vores perspektiv på de seks kvartalsregnskaber ikke betragtes som anbefaling om at købe eller sælge aktier i nogen af de seks virksomheder.

Amazon regnskab viste eksplosiv indtjeningsvækst

Amazon (NASDAQ:AMZN) præsenterede tirsdag et regnskab, som imponerede de fleste. Omsætningen voksede 13% til $143,31 millarder godt drevet af høje vækstrater for specielt deres annonceforretning og Amazon Web Services på henholdsvis 24% og 17%.

Starter vi med annonceforretning, så var omsætningen i første kvartal $11,82 milliarder. De sidste tolv måneder har Amazon nu solgt annoncer for næsten $50 millarder, hvilket gør det til den tredjestørste annonceforretning i verden kun overgået af Meta og Alphabet. På tirsdagens earnings call fortalte CEO Andy Jassy, at de stadig ser store innovations- og vækstmuligheder i annonceforretningen, hvor de eksempelvis først kun lige er startet med annoncer på Prime Video.

For Amazon Web Services voksede omsætningen fra $21,35 til $25,04 millarder. Væksten på de 17% er en accelerering af væksten, som i forrige kvartal var på 13%. Også her ser Andy Jassy fortsat store vækstmuligheder og nævner, at kun 15% af virksomheders IT endnu er flyttet fra kælder til sky. Overskuddet på driften i Amazon Web Services var $9,42 millarder svarende til knap 38% af salget.

For e-commerce forretningen voksede omsætningen for Nordamerika 12% og den internationale del med 10%. Kigger vi indtjeningen fra driften, så steg den i den nordamerikanske del af forretningen med 455% til $5,98 millarder. Den internationale del af forretningen blev for første gang overskudsgivende med et positivt driftsresultat på $0,9 millarder.

Den samlede nettoindtjeningen for første kvartal var $10,43 millarder og hele 229% mere end i samme kvartal sidste år. Det skyldes ikke mindst, at det er de mest profitable dele af forretningen, som også vokser mest. Per aktie var nettoindtjeningen $1,13 og næsten 36% mere end analytikernes konsensusforventning.

Fonden har været investeret i Amazon siden 14. februar 2023, hvor de første aktier blev købt til kurs $99,27. Positionen er blandt de tre største i fondens portefølje.

Blandede bolsjer i AMD regnskabet

Helt som forventet strittede tirsdagens regnskab fra AMD (NASDAQ:AMD) lidt i forskellige retninger. Samlet set steg omsætningen fra første kvartal sidste år til i år med 2% til $5,5 millarder. Det var en anelse bedre end forventet af analytikerne. Det samme kan man sige om nettoindtjeningen, som på tolv måneder er steget fra $0,61 til $0,62 per aktie.

Væksten blev holdt tilbage af negative væksttal i de to forretningsområder Gaming og Embedded. Her faldt omsætningen med 48% og 46% til henholdsvis $1,8 og $0,8 millarder. Det kom dog ikke som nogen overraskelse, da det allerede har været meldt ud af CEO Lisa Su på flere af de foregående earnings calls.

Embedded er med en overskudsgrad på 41% den mest profitable af de to forretningsområder. Derfor var det på earnings call rart at høre, at AMD stadig forventer forbedrede markedsvilkår fra andet halvår af 2024. For Gaming forretningen forventes ingen bedring i 2024.

Client forretningen voksede omsætningen fra $0,7 til $1,4 millarder godt hjulpet af Ryzen 8000 serien. Det lykkedes samtidig AMD at vokse overskudsgraden fra minus 23% til plus 6% siden første kvartal sidste år. 

Set med vores øjne er Data Center segmentet det vigtigste af de fire forretningsområder. Her voksede omsætningen fra  $1,3 til $2,3 millarder og udgør nu knap 42% af AMD’s samlede omsætning. Regnskabet viste også en imponerende udvikling overskudsgraden, som på tolv måneder vokset fra 11% til 23%. Tirsdagens earnings call indeholdt også en opjustering af salgsforventningerne til den nye MI300X GPU, hvor man nu forventer en omsætning i 2024 på $4 milliarder frem for de $3,5 millarder, der blev meldt ud på forrige earnings call.

Fonden købte de første AMD aktier 14.februar 2023, hvor prisen var $84,05.

MercadoLibre aktien efter 8% på stærkt kvartalsregnskab

MercadoLibre (NASDAQ:MELI) aktien har haft en vanskelig tid siden sidste kvartalsregnskab, hvor nettoindtjeningen var udfordret på grund af enkeltstående skattehensættelse og et fjerde kvartal med faldende take rates. Specielt det sidste rejste spørgsmål om virksomhedens fremtidige indtjeningsevne. Det synes vi, var en ubegrundet bekymring, da ledelsen flere gang har pointeret, at de var midlertidige grundet primært sæsonudsving.

Torsdagens regnskab bekræftede, at MercadoLibre’s ledelse havde ret. Omsætningen er på tolv måneder steget fra $3,19 til $4,33 milliarder. Det var samtidig 12% mere end analytikernes konsensusforventning på $3,87 millarder. Nettoindtjeningen steg i samme periode 71% fra $3,97 til $6.78 per aktie godt hjulpet af blandt andet stigende take rates e-commerce forretningen. 

Omsætningen i e-commerce forretningen er på tolv måneder steget 49% til $2,50 millarder. Virksomhedens take rate, som fortæller hvor stor en del af handelsvolumen der ender som omsætning til MercadoLibre, steg fra 17,8% i første kvartal sidste år til 22% i år. I fjerde kvartal 2023 var den 18,3%. 

Fortsætter vi til fintech forretningen, så er omsætningen på tolv måneder vokset fra $1,51 til $1,84 millarder. Her er take rate dog gået ned fra 5,0% sidste år til 4,5% i år. I forhold til fjerde kvartal 2023 er den dog steget en lille smule, hvor den var på 4,4%. Der er hensat en smule mere til tab på udlån, hvilket vi naturligvis vil holde øje med, hvordan udvikler sig. Det er dog ikke i et niveau, der for nu er en bekymring hos os.

Det frie cash flow er på tolv måneder vokset fra $0,77 til $1,37 millarder svarende til en vækst på 77%. 

Det gode regnskab fra MercadoLibre blev taget rigtig godt imod af investorerne, som fredag sendte aktien op med 8%. For hele året er aktien dog kun steget med beskedne knap 4%.

Investorerne sendte Cloudflare aktien ned med 16%

Cloudflare (NYSE:NET) er en software virksomhed, hvis mission er at gøre internettet bedre og mere sikkert. Torsdag offentliggjorde de deres regnskab for første kvartal, som udover at slå analytikernes konsensusforventninger til omsætning og indtjening også viste, at indtjeningsmarginerne er blevet kraftigt forbedret siden første kvartal sidste år.

Omsætningen steg 30% til $378,60 millioner, hvilket var 1,4% bedre end analytikernes konsensusestimat. Nettoindtjeningen steg fra $0,08 til $0,16 per aktie, hvilket samtidig var næsten 23% bedre end forventet. De frie cash flow, som er et vigtigt investeringskriterie i fonden, voksede knap 120% fra $18,9 til $41,5 millioner.

Dykker vi lidt længere ned i regnskabet, så voksede antallet af betalende kunder med 17,2% til i alt 197.136. Det er en accelerering af kundetilvæksten i forhold til for et år siden, hvor den var 13,5%. Antallet af kunder der årligt bruger mere end $100.000 hos Cloudflare steg fra 2.156 til 2.878. Det er en vækst på 33,5% i forhold til for tolv måneder siden. Endelig steg værdien af endnu ikke fakturerede ydelser 40% til 1,34 milliarder.

For hele 2024 forventer ledelsen en omsætning på $1,65 milliarder og en nettoindtjening på $0,61 per aktie. Det er nogenlunde som forventet på forhånd af analytikerne. 

Som vi ser det skyldes fredagens kursfald på 16% ikke kvaliteten af virksomheden. Derimod skyldes det nok snarere en kombination af høj værdisætning og konservativ guidance for resten af 2024. Volatilitet er en del af kagen for flere af fondens tier 3 virksomheder, hvilket også er årsagen til, at vi maksimalt investerer 3% af fondens formue i  en tier 3 virksomhed.

Cloudflare fylder 2,4% af fondens portefølje.

Block mere end fordobler overskuddet

Block (NYSE:SQ), som er fintech virksomheden bag de to økosystemer CashApp og Square, var torsdag på banen med et regnskab for første kvartal, som efter vores opfattelse var rigtig godt.

Dækningsbidraget, som er det nøgletal Block bruger i stedet for omsætning, steg 22% til $2,09 millarder. Cash App generede $1,26 millarder, mens Square stod for de resterende $0,82 mia. Det var henholdsvis 25% og 19% mere end første kvartal sidste år. Det var en anelse bedre end det, som ledelsen stillede i udsigt på deres earnings call tilbage i februar.

CEO Jack Dorsey meldte for tre kvartaler siden ud, at Block vil prioritere profitabel vækst  efter principperne i rule-of-40. Det vil sige, at den procentuelle vækst i dækningsbidraget og overskudsgraden tilsammen skal være mindst 40%. Det  er ledelsens plan, at Block senest i 2026 lever op til rule-of-40.

Kigger vi på indtjeningen, så er Block godt på vej til at realisere deres ambition om rule-of-40. Nettoindtjeningen er på tolv måneder næsten firedoblet fra $98 til $472 millioner. Den gode start på 2024 fik også CFO Amrita Ahuja til opjustere forventningerne for hele året, så Block nu forventer at nå rule-of-32 i år. På sidste earnings call var forventningen rule-of-29.

I fonden er vi mere end tilfredse med udviklingen i Block, som har været i gennem en turbulent tid, hvor blandt andet en short report fik aktien til at falde en del tilbage sidste sommer. Det betyder, at aktien i dag handler til 19,3 gange de næste tolv måneders ventede nettoindtjening. 

Det synes vi er en fair pris for en virksomhed, der forventes næsten at tredoble nettoindtjeningen fra  $1,80 per aktie i 2023 til $6,86 i 2027. Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont skal vores perspektiv dog ikke ses som anbefaling om hverken at købe eller sælge aktier i Block.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.

Investeringscases

Vidste du, at man kan læse alle vores investeringscases fra porteføljen?

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.

Køb Horizon3 Innovation

Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 163.7

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation