UiPath slår forventningerne til årets første kvartal
- 4. juni 2022
- Posted by: Henrik Karlsen
- Category: Aktuelle regnskaber
Onsdag den 1. juni kom UiPath (NYSE:PATH) med kvartalsregnskab. Vi har gennemgået regnskabet, som er blevet taget rigtig godt imod af investorerne. Aktiekursen er siden offentliggørelsen steget 12%.
UiPath automatiserer forretningsprocesser
- Omsætningen er på et steget med 32% til $245,1 millioner.
- Annual recurring revenue var $977,1 millioner og 50% højere end for tolv måneder siden.
- Net retention rate var 138%.
- GAAP bruttomargin var 82%.
- Non-GAAP bruttomargin var 85%.
- Cash flow fra driften var -$52,9 millioner.
Forventningerne til andet kvartal
- Forventet omsætning på mellem $229 og $231 millioner.
- Forventet annual recurring revenue i intervallet $1.040 millioner til $1.042 millioner.
- Non-GAAP tab på driften i niveauet $55-60 millioner.
Vi synes som nævnt, at regnskabet var rigtig flot. UiPath slår forventningerne på trods af de makroøkonomiske forhold, der udspiller sig på nuværende tidspunkt. Det har en del andre tech virksomheder ikke været i stand til.
Kigger vi på nettoindtægten, så er UiPath gået fra $12 millioner i første kvartal sidste år til minus $17 millioner i dette kvartal. Det skyldes primært, at man bruger ekstra ressourcer på salg, marketing og R&D, hvilket ikke bekymrer os. Vi ser det faktisk som en god disponering, da vi ønsker UiPath bliver ved med at skaffe sig nye kunder og videreudvikle deres services. Virksomheden har $1,8 milliarder i omsætningsaktiver og ingen gæld, hvilket giver dem gode muligheder for at gøre præcis det.
Kigger vi på UiPath’s net retention rate, som er et vigtigt nøgletal for software-as-a-service virksomheder, så var den 138%. Det vil konkret sige, at eksisterende kunder i dette kvartal har brugt 38% flere penge hos UiPath end i samme kvartal sidste år. Det viser at kunderne er glade for deres produkt og at det samtidig er værdiskabende at få automatiseret deres forretningsprocesser.
UiPath har samtidig stor succes med at tiltrække nye kunder. Her er man gået fra ca. 8.500 kunder i første kvartal sidste år, til nu at have 10.330 kunder. Det er en stigning på 22 %.
Derudover har man været dygtig til at vokse antallet af større kunder, som kategoriseres som dem, der bruger mere end $100.000 hvert kvartal. Den kategori steg 42% og udgør nu 1.574 kunder.
Slutteligt har UiPath også succes med at få de helt store kunder ind i kundeporteføljen. Her er man vokset 68% fra sidste års kvartal og har nu i alt 168 kunder. Disse kunder bruger mere end $1 million hvert kvartal.
UiPath er markedslederen i deres kategori
Virksomheder er i dag nødt til at kigge på automatisering af forretningsprocesser, da det i større udstrækning bliver svært at anskaffe medarbejdere – og især de dygtige. Denne tendens vil fortsætte i mange år frem, da research indikerer, at verden fremover vil stå i en situation, hvor der er flere jobs end mennesker til at tage dem. Rainer Strack fra Boston Consulting Group taler i denne TED Talk omkring denne problemstilling. Du kan se videoen her.
Vi ser et stort potentiale i UiPath, som allerede er en af markedslederne inden for automatisering af forretningsprocesser. Gartner, som er verdens førende IT analysehus, har for tredje år i træk UiPath som markedsleder i deres magic quadrant.
Hos Horizon3 holder vi især øje med væksten i recurring revenue og net retention rate. Det er vigtigt, at UiPath fortsætter de gode takter med at tiltrække flere store virksomheder.
Derudover forholder vi os naturligvis til de frie cash flow. Det er modsat samme kvartal sidste år nu negativt, hvilket som nævnt skyldes investering i R&D og mersalg. Vi ser gerne, at man på sigt får vendt denne tendens igen. Den stærke balance med $1,8 milliarder i omsætningsaktiver og ingen gæld gør dog også, at vi lige nu ikke er deciderede bekymrede på det punkt, men i stadet glade for, at UiPath investerer i profitabel vækst.
Vi har herunder kort samlet vores tanker i en bull og bear case for UiPath.
- Virksomheder bliver tvunget til at kigge på automatisering på grund af den faldende arbejdsstyrke.
- Når kunderne først er på UiPath’s platform, så er tendensen at de bliver der og bruger flere penge. Deres produkt er med andre ord meget klæbrig.
- Det er meget værdiskabende for virksomheder at få automatiseret gentagende forretningsprocesser.
- Minimering af antal fejl ved at automatisere forretningsprocesser.
- Procesoptimering og synliggørelse af forretningsprocesser.
- En stærk balance uden gæld.
- Makroforholdene kan godt få negativ indvirkning på den korte bane.
- Øget konkurrence fra virksomheder som Blue Prism og Microsoft.
- Onboarding af nye kunder kan til tider være svært og tidskrævende.
- Der kan være modstand i organisationer mod at automatisere forretningsprocesser. Der kan være frygt for, at “robotterne” kommer og tager folks job.
Værdisætning af UiPath
UiPath’s aktiekurs er faldet 74% de seneste tolv måneder, og ligger i dag omkring $19 per aktie. De forventes til næste år at begynde at generere overskud, men p/e kan være en misvisende indikator at kigge på, når en virksomhed går fra at lave underskud og til at levere sit første lille overskud. Den forventede p/e værdi for næste regnskabsår ligger også i den høje ende, hvor den er 236.
Vi har af grundene nævnt ovenfor i stedet valgt at værdisætte UiPath ud fra en price/sales perspektiv. Nedenfor har vi vist de forventede nøgletal for de kommende tre år.
Price/sales multipel for UiPath
Vi synes den langsigtede case er yderst spændende og vil gerne være disponeret mod dette område – derfor har vi også en lille position i UiPath.
For god ordens skyld skal det siges, at denne artikel ikke er en anbefaling til hverken at købe eller sælge aktier i UiPath, da sådanne beslutninger afhænger af læserens individuelle økonomi, risikoprofil og investeringshorisont.
Abonnér på vores markedskommentarer
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev i dag og modtag løbende analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.