- 7. december 2023
- Posted by: Henrik Karlsen
- Categories: Aktuelle regnskaber, Fonden, Virksomhederne
Regnskabssæson med gode regnskaber og kursstigninger
Sent tirsdag aften sluttede regnskabssæsonen for virksomhederne i fondens portefølje med et rigtig flot regnskab fra dataplatformen MongoDB (NASDAQ:MDB). Regnskabet slog for 24. gang i streg analytikernes konsensusforventninger til både omsætningen og indtjeningen. Dermed fastholder MongoDB sin 100% track record med at levere bedre kvartalsregnskaber end ventet.
Regnskabsmæssigt har det kvartal, der sluttede ved udgangen af september måned, generelt været godt for de 24 virksomheder, der for øjeblikket indgår i fondens aktieportefølje. Dog har tredje kvartal ikke helt kunne leve op til det unikke andet kvartal, hvor samtlige virksomheder i porteføljen slog analytikernes indtjeningsforventninger.
De stærke regnskaber har smittet positivt af på fondens afkast, som siden børsnoteringen 20. februar er på 37,7%. Dermed er fonden også blandt de allerbedste målt på afkast i henhold til det internationale analysehus Morningstar.
Kun to virksomheder missede indtjeningsforventningerne
21 af de 24 virksomheder i fondens aktieportefølje slog i tredje kvartal analytikernes konsensusforventninger til nettoindtjeningen per aktie. Kun Tesla (NASDAQ:TSLA) og Upstart (NASDAQ:UPST) kunne ikke indfri analytikernes forventningerne, mens Nu Holdings (NYSE:NU) leverede præcis den nettoindtjening, der var forventet.
I figur 1 nedenfor har vi vist de ti virksomheder i fondens aktieportefølje, som overleverede mest på nettoindtjeningen per aktie, når vi sammenligner med analytikernes konsensusforventninger.
Figur 1 - Procentuelt beat af indtjeningsforventningerne
Regnskabssæsonens største beat kom fra Airbnb (NASDAQ:ABNB), som slog indtjeningsforventningerne med mere end 200%. Det flotte resultat skyldes dog ikke kun deres profitable og skalérbare forretningsmodel men også, at de har fået en engangsbetaling retur i skat. Det påvirkede nettoindtjeningen ekstraordinært godt i tredje kvartal.
De næste fire virksomheder i figur 1 er alle det, vi i fonden definerer som tier 3 virksomheder. Det vil sige virksomheder, der har en høj vækst og potentiale til at vokse sig virkelig store. Ikke alle tier 3 virksomheder er endnu nettoprofitable, men som oftest genererer de grundet forudbetalinger fra deres kunder positivt cash flow. Deres forretningsmodeller er samtidig yderst skalérbare, hvorfor vi også har en forventning om, at de vil blive særdeles profitable, når de opnår den nødvendige skala.
Når tier 3 virksomhederne til den nødvendige skala og indtjening, vil vi typisk definere dem som tier 2 virksomheder, og dermed også tillade, at vi i fonden øger allokeringen til dem.
Det er andet kvartal i streg, at MongoDB (NASDAQ:MDB) og UiPath (NYSE:PATH) er blandt de fem virksomheder, der overleverer mest på nettoindtjeningen i forhold til analytikernes konsensusforventninger. Det fortæller os, at virksomhederne er på rette vej, og at der med stor sandsynlighed er mere i vente, forudsat at de kan blive ved med både at innovere og eksekvere så flot som hidtil.
Udover de stærke regnskaber fra mange af tier 3 virksomhederne, er det også opløftende at se, hvordan tier 1 virksomheder som fx Amazon (NASDAQ:AMZN) og MercadoLibre (NASDAQ:MELI) overleverer på indtjeningsforventningerne. I fonden tror vi på, at der er en god sandsynlighed for, at begge virksomheders indtjening vil fortsætte med at stige i takt med, at deres markedspositioner styrkes og deres voldgrave forstørres.
Tre interessante observationer regnskabssæsonen
Når vi kigger tilbage på regnskabssæsonen, er der tre observationer, som vi har bidt mærke i med tilfredshed. Den første handler om de makroøkonomiske vilkår, hvor især ledelserne i SaaS virksomheder har talt om et øget forbrug blandt deres kunder. Det gælder fx Snowflake (NYSE:SNOW), MongoDB (NASDAQ:MDB) og giganten Microsoft (NASDAQ:MSFT), som alle tre har forbrugsbaserede forretningsmodeller. Opblødningen i de makroøkonomiske vilkår har givet mange af virksomhederne i porteføljen yderligere medvind end den strukturelle, som de i forvejen har.
Den anden observation er virksomhedernes fokus på profitabel vækst. Mange ledelser har talt om rule-of-40, som er et begreb, der bruges til at forklare balancen mellem omsætningsvækst og indtjening. Typisk udregnes det ved, at man lægger procenttallet for de sidste tolv måneders omsætningsvækst til den frie cash flow margin. Cybersecurity leverandøren Crowdstrike (NASDAQ:CRWD) gik så langt som at offentliggøre deres rule-of-40 tal på siden med de vigtigste nøgletal i deres regnskab for tredje kvartal. Nøgletallet var på på 63% – udregnet på baggrund af en årlig vækst i omsætningen på 37% og en fri cash flow margin på 26% af omsætningen.
Den sidste observation fra den netop overståede regnskabssæsonen er den yderligere medvind, mange af fondens aktier har fået fra den seneste tids faldende renter. Fra den amerikanske rentetop 19. oktober og frem til i går er kursen på fondens investeringsbeviser steget med 14%. I fonden er vi ikke makroinvestorer, men vi har da noteret os, at mange af de store bankers førende makroøkonomer finder det sandsynligt, at vi den amerikanske centralbank i løbet af 2024 forventer flere rentenedsættelser.
Fonden ligger i den internationale top målt på afkast
Fonden Horizon3 Innovation har siden noteringen på den danske Nasdaq børs 20. februar i år lavet et afkast på 37,7%. I henhold til analysehuset Morningstar er det blandt de allerhøjeste afkast i verden for fonde i kategorien Globale Large Cap Growth. Var fonden blevet lanceret på årets første handelsdag, havde fonden været den bedst præsterende i verden med et afkast på mere end 70%.
Selvom vi i fonden har en langsigtet investeringsstrategi, og vi også hellere vil ligge i toppen efter ti år og ikke kun ti måneder, så er vi naturligvis tilfredse med den gode start, fondens investeringsstrategi har fået. Vi tror på, at der også i de kommende år vil være en god sandsynlighed for, at det er de innovative og markedsledende vækstvirksomheder med strukturel medvind, positivt cash flow og stærke finansielle balancer, som vil skabe det bedste afkast for den langsigtede investor.
Tiden vil vise, om vi får ret.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.
Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.
Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 198.25