Horizon3

Det teknologitunge Nasdaq indeks ramt af korrektion

Det har været endnu en dramatisk uge på aktiemarkedet, hvor det teknologitunge Nasdaq indeks nu officielt er ramt af en korrektion. Korrektionen ramte desværre også mange af aktierne i vores portefølje, som specielt torsdag og fredag led store tilbagefald. Dog var der fredag  kursstigninger til regnskabsaktuelle MercadoLibre (NASDAQ:MELI), Cloudflare (NYSE:NET) og Block (NYSE:SQ), hvis regnskaber og fremtidsudsiger var bedre end forventet af analytikerne.

Nasdaq Composite indekset er –  siden toppen 10. juli – faldet med 10,07%, hvilket er mere end grænsen på 10% for den officielle definition på en korrektion. Kursen på vores fonds investeringsbeviser er i samme periode faldet med 14,33% og altså mere end Nasdaq. 

Korrektioner sker i gennemsnit én gang om året

En korrektion på aktiemarkedet er defineret ved et pludseligt fald på mindst 10%. Den grænse nåede Nasdaq Composite indekset og vores egen fond fredag. De kommer i sagens natur altid ubelejligt. Ikke mindst for de der har investeret i vores fond, mens kursen var på et højere niveau end nu.

Vi kan love, at vi hver eneste dag arbejder på at skabe et fortsat godt langsigtet afkast. 

Hvor frustrerende korrektioner end kan være, så er de desværre ikke unormale. I gennemsnit oplever aktiemarkedet en korrektion på mindst 10% én gang om året. Korrektioner udløses af forskellige ting, og ofte har de slet ikke noget med specifikke virksomheder at gøre. Det er vores vurdering, at det heller ikke er tilfældet denne gang.

Statistikken om én årlig korrektion på 10% eller mere passer fint på vores fonds levetid. Udover den nuværende havde vi en korrejtion i perioden fra 31. juli til 26. oktober 2023. Dengang faldt Nasdaq Composite indekset 12,27%, inden det vendte rundt og kursen steg 28,38% frem mod starten af april i år. 

I samme periode steg kursen på vores fonds investeringsbeviser med 37,81%.

Korrektionen er drevet af frygt for amerikansk recession

Fra at investorerne har bekymret sig om inflation og overophedning af den amerikanske økonomi, synes inflationsfrygten nu at være afløst af bekymringen for en mulig amerikansk recession. Det hurtige skift blev for alvor udløst af to makroøkonomiske nøgletal, som blev offentliggjort torsdag i denne uge.

Det første nøgletal er PMI-indekset, der måler aktiviteten i de amerikanske produktionsvirksomheder. Et PMI-tal over 50 viser, at aktiviteten i de amerikanske virksomheder vokser. Det modsatte er tilfældet, hvis tallet er under 50.

På forhånd havde analytikernes forventet, at tallet for juli måned ville være 48,8 og dermed lidt højere end i juni, hvor det lå på 48,5. Sådan gik det ikke. PMI-tallet for juli var på 46,8, hvilket indikerer en hurtigere opbremsning i den amerikanske økonomi end ventet.

Tidligere samme dag blev der offentliggjort arbejdsløshedstal for den sidste uge af juli. Det viste, at 249.000 amerikanere var blevet arbejdsløse i ugen, der sluttede 27. juli. Det var 13.000 flere end forventet af analytikerne og 14.000 flere nytilmeldte arbejdsløse end  ugen før.  

De to tal øgede samlet set bekymringen for en recession og øgede frygten blandt investorerne. I figur 1 nedenfor har vi vist trenden i VIX-indekset siden vores fonds lancering 5. februar 2023. VIX-indekset viser kort fortalt, hvor bekymrede investorer er for markedet i USA. De grønne områder viser perioder med høj bekymring og de røde modsat de tidspunkter, hvor investorerne er ubekymrede. Figur 1 viser med tydelighed, at VIX-indekset steg i slutningen af ugen til det næsthøjeste niveau vores fonds levetid.

Figur 1 - Udviklingen i VIX indekset siden fondens lancering
Horizon3 så første uge af august øget frygt blandt investorer.

I figur 1 ses det også, at vi nu har den tredje frygtperiode i fondens levetid. De to tidligere gange er perioderne med frygt blevet afløst af perioder med pæne stigninger på aktiemarkedet og dermed også i kursen på vores fonds investeringsbeviser, hvilket er vist i figur 2. Citatet fra Berkshire Hathaway CEO Warren Buffett om at investere, når frygten er høj, har tilsyneladende mere sandhed i sig end som så. 

Figur 2 - Udviklingen i kursen på fondens investeringsbeviser
Trods korrektionen har Horizon3 lavet et 18 måneders afkast på mere end 40%.

For god ordens skyld skal det siges, at vi i Horizon3 ikke ved, om det bliver anderledes denne gang. Vi har heller ingen viden om, hvor lang den nuværende frygtperiode vil være, hvor meget mere markedet kan falde på kort sigt, om der kommer en recession eller ej og hvor dyb og lang den måtte blive. Makroøkonomer virker selv meget i tvivl om det spørgsmål.

På lang sigt har vi dog en bærende hypotese om, at aktieindeksene i fremtiden vil ramme nye kursrekorder, og at de vil være drevet af de virksomheder, som formår at øge top- og bundlinjen mest. Derudover viser data fra tidligere recessioner, at virksomheder med høj innovationskraft har tendens til at komme styrket ud på den anden side i forhold til deres konkurrenter. De 31 virksomheder i fondens portefølje har alle innovationskraft, cash flow og finansielle balancer til at kunne investere i innovation og vækst uanset, hvordan de kortsigtede makroøkonomiske forhold måtte udvikle sig.

Som langsigtede investorer i fonden Horizon3 Innovation har vi derfor valgt at fremrykke vores egen investeringsplan for at købe investeringsbeviser i fonden nu for halvdelen af det beløb, der var sat til side til køb for resten af 2024. Det er nødvendigvis ikke det rigtige for alle og bør også kun være end overvejelse, hvis man ligesom os har en langsigtet investeringshorisont.

Virksomheders resultater driver den langsigtede kursudvikling

En analyse fra Morgan Stanley og Boston Consulting Group dokumenterer, at der på en 10-årig horisont er 89% korrelation mellem en virksomheds evne til at øge omsætningen og dens indtjeningsmarginer og aktiekursernes udvikling. På kort sigt kan kurserne påvirkes af mange ting. For eksempel frygten for en recession eller skærpede eksportrestriktioner til Kina, som de seneste uger har fået mange chipaktier til at falde.

Hos Horizon3 følger vi derfor virksomhedernes fundamentale udvikling tættere end aktiekurserne kortsigtede udsving. Det er nemlig det, som skal drive fondens langsigtede afkast. Og knap halvvejs inde i regnskabssæsonen kan vi konstatere, at de allerfleste af virksomhederne i fondens portefølje har leverer endnu bedre regnskaber end forventet af analytikernes for det kvartal, som sluttede 30. juni 2024.

Flere af virksomhederne har også opjusteret forventningerne til fremtiden.

I tabel 1 har vi vist omsætningen og nettoindtjeningen per aktie (også kaldet EPS ) for de tolv virksomheder i fondens portefølje, som indtil videre har aflagt regnskab for det seneste kvartal. Med grøn eller rød skrift er størrelsen på den positive eller negative afvigelse i forhold til analytikernes konsensusestimater markeret. Tabellen er rangeret efter vægtning af position i fondens portefølje.

Tabel 1 - Kvaliteten af virksomhedens seneste kvartalsregnskaber
Virksomhed
Omsætning
Beat/miss
EPS
Beat/miss

Amazon

$147,98 mia.

- 0,52%

$1,26

+ 23,76%

Microsoft

$64,73 mia.

+ 0,45%

$2,95

+ 0,23%

MercadoLibre

$5,07 mia.

+ 8,32%

$10,48

+ 25,67%

ASML

€6,24 mia.

+ 2,89%

€4,01

+ 2,89%

Spotify

$3,81 mia.

- 0,15%

$1,33

+ 31,53%

Block

$1,87 mia.

+ 2,75%

$0,93

+ 11,36%

ServiceNow

$2,63 mia.

+ 0,64%

$3,13

+ 10,09%

SoFi

$0,60 mia.

+ 5,30%

$0,02

+ 60,00%

Tesla

$25,50 mia.

+ 3,07%

$0,52

- 16,14%

Cloudflare

$0,40 mia.

+ 1,65%

$0,20

+ 42,15%

AMD

$5,83 mia.

+ 1,99%

$0,69

+ 1,26%

Confluent

$0,23 mia.

+ 2,07%

$0,06

+ 31,00%

For Block har vi af regnskabstekniske årsager vist dækningsbidraget i stedet for omsætningen. 

I tabel 1 fremgår det, at ti ud af tolv virksomheder har haft større vækst i omsætningen end forventet af analytikerne, mens hele elleve ud af tolv har leveret en bedre nettoindtjening. Ni af virksomhedernes formåede at slå konsensusestimaterne for både omsætning og nettoindtjening.

De bedre end forventede forretningsmæssige resultater fra virksomhederne i fondens aktieportefølje gør os til langsigtede optimister, hvad fondens fremtidige afkast angår.

Mange af fondens aktier tæt på laveste værdisætning i tre år

Den langsigtede optimisme styrkes yderligere, når vi analyserer virksomhedernes værdisætning i forhold til de næste tolv måneders forventede nettoindtjening. Her kan vi konstatere, at 52% af virksomhederne i fondens portefølje handler meget tæt på den historisk laveste P/E værdi de seneste tre år.

Det gælder blandt andet Block (NYSE:SQ), som trods 138% vækst i nettoindtjeningen per aktie og en opjustering i torsdags kun er værdisat til 15,3 gange de næste tolv måneders forventende nettoindtjening.

En anden er Amazon (NASDAQ:AMZN), hvis aktiekurs i fredagens handel faldt næsten 9% trods et kvartalsregnskab torsdag, som viste næsten en fordobling af nettoindtjeningen i forhold til samme kvartal sidste år. Et resultat, der i øvrigt var 24% bedre end ventet af analytikerne. Amazon Web Services, som er den mest profitable del af virksomheden, viser endda en accelerering af væksten.

I figur 3 er vist de sidste tre års P/E værdi for Amazon (NASDAQ:AMZN), hvor aktiekursen holdes op mod det næste års forventede nettoindtjening. Her ser vi, at P/E værdien lige nu er 32,8 gange det næste års forventede nettoindtjening, hvis der tages afsæt i konsensusestimatet fra analytikerne.

Figur 3 - De sidste tre års NTM P/E værdi for Amazon
Horizon3 har investeret i Amazon aktien.

I fondens portefølje er der fjorten flere virksomheder, hvis nuværende P/E værdi er meget tæt på de sidste tre års historiske lavpunkt. Det betyder ikke, at aktiekurserne ikke kan falde yderligere. Og slet ikke på kort sigt, hvor det ikke altid handler om virksomhedernes fundamentale udvikling.

Kigger vi på tværs af alle virksomhederne, er den vægtede P/E værdi lige nu 23,50% under analytikernes gennemsnitlige kursmål og hele 46,12% under de højeste. Sammenligner vi fondens portefølje med de laveste af alle kursmål, så er der en potentiel downside på 7,45%.

Da vi ikke kender læsernes økonomi, risikoprofil eller investeringshorisont, skal vores perspektiv på de omtalte virksomheder ikke ses som en anbefaling af hverken at købe eller sælge aktier i de nævnte virksomheder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og modtag løbende nyt om fonden samt analyser og perspektiver på verdens mest innovative vækstvirksomheder direkte i din indbakke.

Investeringscases

Vidste du, at man kan læse alle vores investeringscases fra porteføljen?

Tilmeld nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev med de seneste nyheder fra de selskaber vi investerer i og markedsnyheder.

Køb Horizon3 Innovation

Køb Horizon3 Innovation via handelsplatformene eller din bank. Nuværende købskurs: 198.25

Læs mere om fonden Horizon3 Innovation